30. juli
Bents charme virker endnu! "Campingmutter" kom forbi i går aftes og forærede os to gratis overnatninger fordi Bent har lavet et brochureudkast og nogle fotos om campingpladsen. Dejligt, det kan vi da altid bruge!!

Vejret er dejligt, så vi vælger at køre en tur ud i højlandet. Vi kører mod sydøst til Glen More i Grampian Mountains. Det er en smuk køretur med bjerge på alle sider.

Glen More Forest er en lille nationalpark og vi kører gennem et skovområde og hen til en stor sø med et af Skotlands højeste bjerge i baggrunden (1295 meter højt). Vi følger vejen stejlt opad og rundt i hårnålesvingene, men inden den sidste stigning bliver vi standset af et "indkørsel forbudt" skilt. Passet er lukket, men vi når alligevel op i 6-700 meters højde, før vi må vende rundt. Flere steder ser vi sne på toppen af bjergene!

Vi kører nordpå, for ikke at følge samme vej tilbage, op mod Nairn. Der er næsten ingen bebyggelse, kun bjerge, bakker og dale med lyng og hedelandskab (ikke fladt), søer og floder. Vi kører lange strækninger uden at møde en bil og selv får og køer ser vi kun få af. Et temmelig øde område, men malerisk.

Vi når tilbage til eftermiddagskaffen, og ser at vi har fået en ny nabo, en autocamper fra Skotland.

Bent vasker tøj og bytter vores gasflaske, som løb tør i går.

31. juli
Vejret er OK, så vi cykler ind til Inverness gennem en park, over Ness river, over to små øer og videre langs floden. Vi kan se lystfiskerne stå i kanten og kaste lokkemaden ud.

Vi parkerer cyklerne i centrum og går op gennem gågaderne. Der er mange mennesker på gaden i dag. Vi kan godt mærke at det er blevet hverdag.

Der kommer en regnbyge, men vi har regnjakkerne i rygsækken, så det er ikke noget problem. Vi går ind i en musikforretning. Bent leder efter en lillebitte batteridrevet forstærker til sin guitar. Vi har prøvet mange steder, men den er ikke til at skaffe. Her lykkes det, der er endda to at vælge imellem. Imens ekspedienten viser varerne frem , spørger han hvor vi kommer fra og da vi siger Danmark, så kan han et par sætninger på dansk. Han har spillet musik i Jylland igennem fire år, så han forstår godt lidt af vores snak. Hans "salgstaktik" fungerer. Bent går derfra med en lille forstærker, den passer fint på bagagebæreren.

Vi henter cyklerne igen og fortsætter gennem byen. Vi skal ud på den anden side for at se på alle sluserne. Vi er nu ude hvor Caledonian Canal, løber ud i Loch Ness. Der er ikke nogle skibe, der skal igennem mens vi venter, så vi cykler hjem igen langs kanalen. Det er nemlig samme kanal, som er foran vores campingplads. Vi kan hurtigt lægge regnjakkerne væk. Nu bliver vejret fint.

Vi falder i snak med vores skotske naboer. De er lidt imponerede over al vores teknik, og Bent viser dem hvor hurtigt han kan tage et billede af deres hund og autocamper og så printe det ud. De får et A4 billede udleveret og ser meget glade ud. Det billede bliver der vist passet på.

1. august
Vi vinker farvel til vores skotske naboer, Barbera og David og kører nordpå mod Dornach. Det har regnet en del i nat og der kommer nogle regnbyger på første del af køreturen.

Vi kører ad A9 til vi ser et skilt pege mod GlenMorangie destilleriet. Vi synes at det er en dejlig whisky, og vil gerne se hvor stor forskel der er på de enkelte destillerier så vi tager en rundvisning.

Alting er mere automatiseret her end på Glenfiddich, som vi tidligere har besøgt. Der er kun 16 personer til at lave de mange flasker whisky. Glenmorangie er Skotlands mest solgte. Der er ikke samme stemning og tradition over dette destilleri, godt at vi så Glenfiddich først.

Da vi kommer ud fra 1½ times besøg er det blevet tøjrvejr, og der går ikke længe før solen også kommer frem. Campingpladsen i Dornach ser lidt skrå ud og dagen er ung endnu, så vi bliver enige om at fortsætte. Vi kører videre til Wick, så kan vi overraske vores skotske naboer fra Inverness, de kører dertil i dag.

Grunden til at vi vil til Dornach, er at der er Highland Games (konkurrence med træstammekast, irsk dans m.m.) den 3. august, men vi kan godt nå en tur nordpå og tilbage igen.

Vi stanser ved en lille parkeringsplads med udsigt over vandet og spiser frokost. Udsigten kan vist ikke blive meget bedre!

Vi kørter langs kysten i den tro at der vil være fladt, og det er der slet ikke! Vi oplever stigninger/fald på 13%. Det lyder ikke af meget, men det er stejlt, og vi kører tæt ude på klippekanten. Der er en fantastisk udsigt ud over vandet ned over kløfterne, skovene, bjergene og klippesiderne.

Vi når frem ved halvfire tiden. Nu trænger vi til kaffe, det har været en lang tur. Til vores overraskelse ser vi, at man skal under en lav bro, for at komme ind til campingpladsen og den kan vi ikke komme under med autocamperen! Der står på et skilt, at man kan tale med "the warden" og få anvist en alternativ rute. Det må vi hellere prøve.

Der er heldigvis masser af ledige pladser på campingpladsen, for der er langt til næste campingplads. Vi får et kort udleveret over den alternative rute, og en nøgle til lågen. Det er en lille sti vi skal ned af og vi kører forbi to gange. Vi tror ikke på at det er den vej, men det er det. Det er en lille gangsti, der løber langs floden. Et par ældre damer står og taler på vejen og har ikke opdaget os før vi er helt tæt på. De ser lidt forskrækkede ud, men træder hurtigt tilside og griner.

Vi finder hurtigt en hel plan plads. Det er længe siden, at vi har kunnet holde et sted helt uden niveleringsklodser. Vi ser også at vores skotske naboer fra Inverness allerede er ankommet, men de er ikke ved deres camper.

Vi henter nogle brochurer, drikker kaffe og slapper af inden Bent går ud for at fotografere pladsen. Han kommer tilbage med en invitation til at drikke øl hos skotterne. Det tager vi selvfølgelig imod. Det ender med at vi sidder og snakker i flere timer, det er hyggeligt og rart at få svar på nogle spørgsmål om England, Skotland, vaner m.v. Vi får råd om gode campingpladser og bliver igen advaret imod "midges", små bide-fluer som især er slemme i Vestskotland (den del vi mangler). Vi har ikke mødt fluerne endnu, men har købt noget spray, for at holde dem væk.

2. august
Lige inden vi kører fra Wick, kommer skotterne forbi og vinker farvel, de vil nordpå. Vi skal også den vej, men vil først se glaspusteriet i Wick.

Wick er en meget lille by, en hovedgade, en gågade, 2 supermarkeder og en masse, meget flotte blomsterarrangementer.

Lige nord for Wick ligger Caitness glasværksted, hvor man fra udsigtsplatforme kan se hvordan de puster glas og blandt andet laver deres berømte papirpressere med alle mulige figurer inden i en glaskugle.

Vi er lidt uheldige - glaspusterne har fridag, men vi kan se værkstedet og butikken. Selvom glaspusterne har fri, kører de store ovne på fuldt drøn. Der er varmt. Vi ville nu gerne have set hvordan de putter figurer inden i en glaskugle, men det må vente til en anden gang.

Vi kører videre til John o' Groats, en lille havn, kendt for at være det nordligste punkt i Skotland, men vi ved bedre. Det nordligste punkt er Dunnet Head. John o' Groats er ikke ophidsende, der er nogle turistbutikker, en lille havn og et minimuseum. Det sjoveste vi ser, er at vores "skotske naboers" bil holder på oarkeringspladsen, men da vi kommer tilbage til vores bil efter en gåtur, så er de allerede kørt.

På vej op til Dunnet Head, ser vi de "skotske naboers" bil igen. De er på vej videre, men de ser os vist ikke. Vejen op til Dunnet Head er ensporet, som de fleste veje er i nordskotland. Det betyder at hvis to biler skal passere hinanden, så må den ene køre ind på et "passing place" og vente, mens den anden kører forbi. Dunnet Head er en stor klippeformation, og man er højt oppe med fin udsigt over til Orkney øerne. Udsigten var helt sikkert turen værd. Nu begynder det at regne og det fortsætter resten af dagen.

For at komme til Dornoch kører vi sydpå igen og ud til kysten. Vi finder campingpladsen og bestiller to overnatninger. Her er mange børn (og hunde) sikkert fordi det er tæt ved vandet.

3. august
Så er det i dag, der er Highland Games. Vejret er utroligt flot, varmt og masser af solskin. Vi har allerede fundet det rigtige sted klokken 10.15, men konkurrencerne starter først 10.30. Det giver os tid til at gå lidt rundt og se forberedelserne. Der er flere platforme, hvor man kan danse og spille på sækkepibe og en tribune, hvor tilskuerne kan sidde. Udenom selve konkurrencepladsen er der små boder med souveniers, øl, fastfood, is og meget andet. Overalt kan vi høre sækkepibemusik og se folk i kilt og nationaldragter. Det er tvunget at bruge kilt eller nationaldragt til alle konkurrencerne.

Vi finder den beste plads på tribunen og sidder og nyder solen. Først starter konkurrencer for de lokale, senere er der åbne mesterskaber, hvor alle kan være med. Der er konkurrencer i skotsk dans, sækkepibespil, løb, cykling, længdespring, højdespring og ikke mindst stærk-mand-konkurrencer med kuglestød, hammerkast, baglæns kast med vægt over stang og kast med træstamme.

Der er ingen tvivl om at dette er den årlige skovtur, hvor familier kommer og hygger sig, konkurrerer og mødes. Der er masser af aktiviteter for børnene hele dagen. De har konkurrencer sideløbende med de voksnes øvelser, og alle kan være med. Vi får indtryk af at mange af tilskuerne mest er med for at heppe på deres unger.

Det er en herlig dag, festlig og hyggelig. Der er hele tiden noget interessant at kigge på. Klokken 13.30 starter det officielle program med sækkepibeband, tale og åbne konkurrencer. Der er deltagere fra store dele af verden, blandt andet USA og Barcelona. Ved 15.30 tiden begynder det at regne og vi cykler hjem efter en god dag.

4. august
Køreturen i dag, har været den hidtil flotteste, men lad os nu tage turen fra starten af.

Vores første mål var "Falls of Shin", et vandfald, hvor det er muligt at se laksene springe. Vi er heldige, vejret er vidunderligt og vandfaldet er rimeligt let tilgængeligt. Der står et par mennesker og kigger, men vi er kommet tidligt, så der er ikke så mange endnu. Først ser vi kun vandfaldet - og det er flot nok i sig selv, men så ser vi en laks springe op og forsøge at forcere vandfaldet og samtidig hører vi publikums reaktion. De andre har også fået øje på fisken. Vi ser flere andre laks forsøge sig, de ser helt sorte ud med det hvide brus fra vandfaldet i baggrunden. Det lykkes ikke for nogle af dem at forcere vandfaldet, men vi står og kigger. Og dette er kun én af de strabadser de stakkels laks skal igennem, for at komme tilbage til deres gydeplads.

Ved siden af vandfaldet er der et lille besøgscenter med cafe, souveniers og en Internetmaskine.

Fra "Falls of Shin" kører vi vestpå, nu skal vi over og se vestkysten. Kort efter at vi har forladt vandfaldet løber et rådyr yndefuldt tværs over vejen, 10 meter foran bilen! Det sker selvfølgelig på en af de strækninger, hvor der IKKE advares mod rådyr ved vejen!!!

Vi kører et stykke sydover langs kysten og pludselig ser vi en sæl ligge udstrakt og sole sig på en sten lidt ude i vandet, men alligevel tæt på vejen.

Hele turen herfra er helt utrolig flot. Nu bliver vi vist nødt til at forsøge at beskrive udsigten? WAU - smukt - se der! - flot.

Nå - spøg tilside. Forestil dig at køre i en dal med bjerge på begge sider. Der er mange forskellige bjergtoppe, i forskellige grønne, brune, sorte, gule og lilla (lyng) farver, nogle af dem er uden bevoksning, så man kan se de mange farver i den bare klippe. Nogle få steder er toppen "kappet" af de højeste bjerge, når skyerne hænger lavt og skjuler toppen. Det meste af tiden er der bjerge på alle sider af os. Solen skinner, men der er også en del skyer, så der er hele tiden ændringer i farvespillet over bjerge, bakker og vand. For vand har vi næsten hele tiden inde for synsvidde, enten fra kysten, en bugt, som skærer sig langt ind i landet, en sø eller en flod.

Ind imellem forlader vi dalen, kun for at køre stejlt op ad de snoede veje, så vi, hver gang vi runder et nyt højere sving, kan se endnu mere af udsigt og farvespil ned over bjerge, dale og søer. Man kan blive helt åndeløs af det!

Samtidig med at udsigten skifter hele tiden, så skifter vejret lige så hurtigt. Den ene øjeblik kører vi i bagende solskin og masser af lys, så vi må have solbriller på, og det næste øjeblik kører vi igennem en kraftig regnbyge og der bliver næsten sort omkring os, og vi må tænde lys på bilen. Få minutter efter er det flot solskin igen. Det meste af vejen kører vi i tørvejr.

Spænding på en Skotlandsferie - det får man nemt ved at køre lange strækninger på de ensporede veje. Ensporede veje er uden problemer, men når man kun kan se få meter frem fordi vejen hele tiden svinger og snor sig, og man samtidig gerne vil holde den rigtige fart på vej op eller ned ad 14% stigninger/fald, så kan det blive spændende nok.

Til gengæld er det nemt at finde vej, for der er ikke mange frakørsler eller vejkryds!

Vi kører det sidste stykke langs Loch Duich og foran os kan vi nyde synet af "Five sisters", en af de mest berømte bjergkæder i Skotland. Det viser sig at campingpladsen ligger lige for foden af bjergene (1183 meter). Da vi nærmer os campingpladsen kan vi se et skilt på lågen "alt optaget". Det er ikke sjovt, når klokken er over fem og der er langt til næste campingplads! Bent mener at frækhed belønnes, så vi går ind og spørger på kontoret om skiltet er rigtigt!!! Vi ser åbenbart lidt trætte ud, og da vi fortæller at vi kommer helt fra Danmark, så finder "campingfatter" en løsning. Denne ene nat kan vi holde på en parkeringsplads overfor teltene. Der er el-stik, antennekabel og en pragtfuld udsigt over bjergene. Hvad kan man ønske mere? Vi har heldigvis lidt mad i køleskabet, for der er laangt til nærmeste indkøbsmulighed, men hvor er her malerisk flot! I morgen tidlig klokken ni kan vi så høre om de har fået nogle afbud, så vi kan få en "rigtig" plads.

Det har været en oplevelsesrig dag. I dag har vi set det Skotland vi har læst og hørt så meget om. Utroligt flot, men svært at beskrive.

Klokken er 21.30 da freden pludselig bliver forstyrret af en stor gul helikopter. Da den flyver næsten over hovedet på os, må vi lige ud og se hvor den skal hen. Helikopteren lander i "vores baghave", et lille stykke græsmark lige bag vores autocamper. To mennesker stiger ud og kort tid efter letter helikopteren igen.