13. august
Regnvejr, regnvejr, regnvejr.

Vi vasker bilen, det pynter, når alle fluer og vejsnavs bliver fjernet. Ellers tager vi bare en hygge/ slappe af dag.

Vi sender en mail for "campingfatter", og som tak for hjælpen, laver han en fin holder til vores "optaget af autocamper-skilt", som vi kan have stående på en campingplads, hvis vi forlader pladsen og kører en tur.

14. august
Det har regnet i nat, men nu ser vi solskin, og må have solbrillerne frem på køreturen til Edinburgh.

Vi ankommer til Edinburgh ved elleve-tiden. Efter frokost tager vi bussen ind til Edinburgh. Da vi stiller os i kø til bussen, får vi lidt undervisning i engelsk kø-kultur. Vi er kommet til at stille os det forkerte sted, så vi har sprunget to engelske par over i køen. Det laver de lidt gas med, og da vi fortæller at vi ikke forstår hvad de mener, så får vi fortalt hvordan alle står pænt i kø i England, med et stort smil. Vi svarer igen ved at stille os pænt til side, da vi skal ind i bussen, så englænderne kan komme først. Så kom grinene frem igen.

Fra centrum tager vi en taxa ud til Danmarks konsulat. Vi skal have en underskrift på nogle papirer til vores hussalg. Bagefter tager vi bussen tilbage til centrum og går en tur. Vi får sendt et par postkort, og forsøger at skaffe færgebilletter til Irland, men køen er alt for lang.

Efter nogle timer tager vi tilbage til campingpladsen, for at slappe lidt af inden vi skal til Tattoo klokken 21. Det er stadig tørvejr. Vi håber at det holder tørt i aften.

Vi tager bussen ind til Edinburgh, så vi er der en time før Tatooet starter. Vi regner med at vi så kan nå at gå en tur i det gode vejr!. Vi står af bussen ved "The royal Mile", tæt ved slottet. Der står en mængde mennesker linet op på fortovet, der er afspærringer og politi. Vi regner med at der er et eller andet "event" undervejs. Det er jo festival uge i Edinburgh. Vi spørger en af kontrollørerne: Hvad er det folk står og venter på?". Vi får besked på at det er folk, som allerede har billetter til Tatooet, som bare står og venter i kø på at komme ind!! Pludselig synes vi også at det er en god ide at tilslutte os til køen - nu ved vi jo alt om engelsk køkultur.

Vi kan se at menneskemængden starter oppe ved slottet og fortsætter langt ned af vejen. En politimand styrer folk med friske bemærkninger og store smil. Folk står tålmodigt og venter, og bevarer også det gode humør - og hvordan kan man andet? Vi skal til Tatoo og vejret er vidunderligt, det er klart og tørt vejr, kun nogle få skyer og det er omkring 18 grader. Det bedste vejr, vi har set i flere dage, og så på en Tatoo-aften. Skønt!

Klokken 20.15 bliver portene åbnet og vi bevæger os i sneglefart op mod slottet. Politifolk styrer folk, så de bagfra kommende menneskemængder bliver stoppet og holder en pause, før de også kan gå frem. Det medfører at der aldrig bliver et for stort pres på folk, men at man kan gå stille og roligt op og finde sin plads. Vi skal sidde på næstøverste række på en af de store sidelægter. Fine pladser, vi kan se alt. Sæderne er små, og vi sidder tæt, men det er OK.

Inden showet starter, fortæller kommentatoren at der er folk fra hele verden til stede, og han får folk til at råbe højt, når deres land bliver nævnt. Der er ikke så mange, der råber, da han siger Sverige og Danmark, men enkelte var der dog. Vores sidemænd var fra Wales!

Det er stadig lyst, men mørket begynder at falde på. Vi kan se lysene fra Edinburgh i baggrunden, og Edinburgh Castle, flot belyst af store fakler og projektører, er med til at danne den rette stemning.

Showet begynder selvfølgelig med skotsk militærorkester med sækkepiber og trommer. De kommer marcherende ud fra slottet. Traditionelt og flot, med 200 musikere.

Et underholdende element er "The Light Division Band and Bugles". De har været brugt som frontløbere i hurtigmarcherende krige, så de spiller meget meget hurtigt, og går i il-march. Det både lyder sjovt og ser sjovt ud, men det må være utroligt anstrengende at skulle holde et så højt tempo og samtidig spille i takt!

Der er indslag med musik og sabeldans af russiske kossakker, højlandsdans accompagneret af sækkepiber, traditionel polynesisk dans, flot opvisning fra den norske konges garde, "Lord of the Dance" med irsk dans, og flere militære bands. Et tableau viser skotternes tapre deltagelse i forskellige krige. Utroligt at tænke at det vi ser i aften, har baggrund i militær og krig.

To kameramænd med store kameraer løber rundt og forsøger at optage hele showet. Det er underholdende at se, hvordan de gang på gang må kaste sig baglæns, for ikke at blive løbet ned af de hastigt fremstormende optrædende.

Aftenens show bliver vist på TV på BBC den 25 august. Vi sidder på næstøverste række på en af sidelægterne!

Som afslutning på finalen, hvor alle deltagere fylder hele scene-pladsen ud, spilles "sgu' gammelt venskab..", (de bruger en anden tekst herovre!) og alle tilskuerene krydser armene og gynger med i takt. Det ser ret fantastisk ud, når man kan se at alle er med.

Efter det fantastiske show, følger vi menneskestrømmen ud af slottet og går gennem den mørke by over til busstoppestedet. Vi når sidste bus hjem. Vejret er stadig fantastisk.

15. august
Er vi røget ind i en stime? Vejret er fint igen i dag, så vi klager ikke. Vi kører mod sydvest, forbi Glasgow og ned til Electric Brae på vestkysten. Vi har læst om et optisk fænomen, hvor det ser ud som om man kører ned ad bakke, selvom vejen i virkeligheden går opad. Det lyder lidt utroligt, det må prøves!

Vi holder pænt ind til siden, vi skal lige læse forklaringen på en sten og så efterprøve fænomenet. Det er rigtigt nok! Vi holdt helt stille og både Bent og jeg var 100% overbevist om at vi holdt med "snuden" nedad og ville trille forlæns ned ad bakke. Det gør vi ikke. Da Bent slipper bremsen, så triller vi langsomt, men sikkert baglæns - op ad bakke!!! Vi prøver et par gange med samme resultat. Underligt at sanserne kan snyde en så meget!

Vi spiser frokost på en lille rasteplads ned til vandet, med en kanonflot udsigt. Størstedelen af køreturen i dag, kører vi langs kysten med bjerge på den ene side, og havet på den anden. Vi fortsætter til Cairnryan og Stranraer og undersøger prisen på færgebilletter til Irland. Det er hurtigst (1 time) og billigst (men alligevel temmelig dyrt) at sejle over fra Cairnryan til Larne, så vi køber billetter til i morgen og finder så den nærmeste campingplads, hvor vi bare skal have en enkelt overnatning.

Vi bor lige ned til vandet og ser den smukkeste røde solnedgang og da mørket falder på har vi udsigt til lysene i Stranraer i den anden ende af bugten.

Ved ti-tiden om aftenen begynder det at regne.

16. august
Mund- og klovsygen giver stadig problemer i England, så vi tømmer køleskabet for mælk og kød, inden vi skal til Irland. Vejret er fint, da vi kører mod færgen og vi ankommer i god tid. Bent bliver bedt om at bakke om bord, så vi kan holde midt i skibet sammen med de andre høje køretøjer.

Vi skal sejle med en stor højhastigheds katamaranfærge. Overfarten tager kun 1 time og vandet er helt stille, ingen store bølger (kun dem færgen laver med sit kølvand).

Klokken 12 ankommer vi til Irland og efter at vores dæk er blevet spulet over med desinficerende middel, og vi har lovet at vi ikke har mælke- eller kødprodukter med, kører vi sydpå mod Dublin. Vi overvejer at lægge vejen udenom Belfast, men kører alligevel igennem. Vi er lidt usikre på situationen i Nordirland, men dem vi har talt med har overbevist os om, at vi ikke vil møde problemer. Belfast er en stor by, med meget industri og forskellige beboelsestyper, og masser af trafik.

Vores første indtryk af Irland er, at det er en meget frodig og grøn ø. Der er grønne marker og græs overalt når man kigger ud over landskabet. Der er ikke så mange får, men mest køer.

Vi møder en del trafik. Der er mere trafik her end i Skotland. Nogle områder virker ret fattige, men vi kører igennem mange små hyggelige landsbyer. Irland er en stor ø, der er faktisk store afstande mellem storbyerne.

Vi stopper ved en Tesco. Vi skal have fyldt køleskabet op igen, og vi benytter stoppet til at spise frokost på parkeringspladsen. Imens kommer der en kæmperegnbyge. Da vi kommer lidt længere sydpå begynder regnen igen. Det regner så meget at det er svært at se ud og vandet ikke kan komme væk fra vejen, men løber langs siden i store bække. Efter en times tid kommer vi pludselig ud på helt tør vej igen. Her har det slet ikke regnet. Vi får et par byger mere inden vi når frem.

Vi venter spændt på grænsen, men vi opdager den slet ikke. Der er ingen kontrol eller markeringer. Vi kan se at vejskiltene ændrer sig og markeringerne på vejene ser anderledes ud, men ellers ved man ikke om man har passeret grænset. Nogle vejskilte (hvide/sorte) viser distancer i miles, mens andre (hvid/grønne) viser distancer i km. Vejskilte viser bynavne på både irsk og engelsk.

Da vi nærmer os Dublin bliver trafikken helt slem. Vi holder en del i kø, men når frem til campingpladsen ved fem-tiden. Campingpladsen ligger lige ud til motorvejen, faktisk er der en frakørsel fra motorvejen direkte ind til campingpladsen. Vi bestiller to overnatninger og bruger aftenen til at slappe af.

Vi ser irsk fjernsyn, irsk er IKKE til at forstå. Det lyder som en blanding mellem finsk, hollandsk og russisk! Vi ser i nyhederne at der har været et uheld ved Liffy-floden (der løber gennem Dublin). En tankvogn er kørt galt, og olie er løbet ud i floden. En stor naturkatastrofe.

17. august
Vi tager sightseeing-bussen ind til Dublin klokken 10. Den afhenter folk lige uden for campingpladsen. Turen ind til centrum tager 1 time. Der er en del trafik. De billetter vi har købt til bussen gælder hele dagen, og vi kan stige af og på busserne, som vi har lyst til.

Vejret er skønt til bytur, blandet sol og skyer og omkring 19 grader. Vi tager bussen et par stoppesteder, før vi står af og går en tur igennem byen. Vi ser lidt på forretninger og går bare og nyder stemningen. Der er utroligt mange mennesker på gaden, men der er et roligt tempo. Vi får indtryk af, at folk har tid nok, de går og hygger sig, og nyder det gode vejr.

Vi spiser en let frokost på første etage i et storcenter og har udsigt over en stor park, så da vi er færdige, går vi en tur i parken og sidder lidt på en bænk og kigger på de mange mennesker som spiser frokost i parken, nyder solen eller bare går tur.

Rundt om parken er hængt malerier op, på en fire dages udstilling, så vi får lidt kulturelle indtryk, mens vi går langs muren og ser de mange billeder. Hestevogne står klar i baggrunden, til at køre turister rundt i byen.

Vi har fået lidt ømme fødder, så vi tager en ny bus resten af rundturen; forbi et par store flotte kirker, Guiness bryggeriet og andre seværdigheder. Vi står af ved O'Donnel Street og går rundt i 1½ time mere. Vi skal selvfølgelig også lige ind på en irsk pub og smage en øl inden bussen returnerer til campingpladsen klokken 16. Vi har lige sat os ind i bussen, så kommer der en ordentlig regnskylle. Endnu en gang er vi heldige med timingen.

18. august
Vi kører fra Dublin mod vest. Bent har tit sunget sangen om Galway Bay, så nu må vi se Galway og bugten. Vi starter i regnvejr, men det klarer snart op. Det bliver en dag med blandet vejr, både regn, sol og skyer.

Vi kører lige en lille omvej rundt om Mullingar. Vi vil se en meget flot kirke, The Cathedral of Christ the King, som vi har læst om. Kirken er ikke specielt stor, men meget flot. Der sidder en række mennesker andægtigt derinde og venter på at komme til skrifte. Vi går op og tænder et lys, mens vi tænker på venner og familie i Danmark, som vi plejer, og så fortsætter vi vestpå.

Denne del af Irland minder meget om Danmark. Vi kører igennem mange hyggelige landsbyer med meget farvestrålende facader. Det ser festligt ud.

På et tidspunkt holder vi stille for at lade et begravelsesfølge passere. De efterladte går efter rustvognen og efter dem kommer der en lang stribe af biler.

Der er meget trafik og vejene bliver dårligere jo længere vi når vestpå. Vi bliver godt rystet i dag. Hvis vi havde haft piskefløde i køleskabet, så var det da blevet til flødeskum på køreturen i dag!

Da vi når til Galway er der rigtig meget trafik, og det er svært at komme til at parkere i byen med autocamperen. Det er jo også bugten vi kommer for at se, så vi kører ned forbi havnen og ud ad kystvejen langs bugten. Vi ser en stor flok svaner, og parkerer i vejkanten, så vi kan spise frokost med udsigt over Galway Bay.

Vi vil gerne nå et stykke nordpå i dag, så vi fortsætter mod Knock. I Knock findes et relikvie, som er meget helligt og lige præcis i denne uge er rigtig mange mennesker samlet til bøn to gange dagligt. Muligvis derfor er kontoret på campingpladsen tomt, og pladsen ser temmelig kedelig ud. Vi har kørt langt, men vi bliver enige om at fortsætte til Sligo. Vi ankommer først til Sligo campingplads klokken 17 og vi er heldige at få en plads, der er kun to ledige.

Der er en del støj på pladsen. Vi er tæt på byen, og der er både trafikstøj og temmelig mange børn, men vi er trætte og skal nok falde til ro. Vi nyder en lille whisky og går tidligt i seng. Det regner meget.

19. august
Vi står tidligt op, og klokken 8.20 er vi klar til at køre. Vi starter i fint vejr og kører mod øst. Vi har læst om Glencar vandfald, som vi vil prøve at finde. Vi kører ned af en lille snoet vej, og efter et par kilometer åbenbarer et vidunderligt syn sig foran os. En stor sø ligger i læ af bjergene, vandoverfladen er spejlblank og bjerget, træerne og skyerne spejler sig perfekt i vandoverfladen. Vi må ud og gå en lille tur og nyde udsigten og en utrolig stilhed. Luften er ren og dufter af våde fyrretræer.

Vi kører et lille stykke længere og ser så et skilt, der peger mod vandfaldet. Vi behøver dog ikke skilte, vi kan bare gå efter den tordnende lyd af vand der falder. Vi følger stien mod lyden, og har floden ved siden af os hele vejen. Så krydser vi en lille bro og kommer rundt om et hjørne, og der ligger vandfaldet lige foran os. Et storslået syn. Vi går op ad trapperne, så vi kan komme næsten op til toppen af vandfaldet. Luften er tæt med vanddråber fra vandfaldet, som falder ned i en lille sø og løber videre ud i floden. Der er træer på begge sider. En rigtig lille oase. Det var en god oplevelse og vi fortsætter østpå gennem nogle flotte landskaber.

Vi når lige at tanke op, før vi når grænsen til Nordirland igen. Diesel er næsten 3 kr. billigere pr. liter i Irland end i Nordirland. Efter at vi har krydset den usynlige grænse bliver det helt overskyet og vi får jævnligt regnbyger.

I flere byer kører vi forbi politistationer, og det er et nedslående syn. Politistationerne er fuldstændigt hegnet ind i meterhøje hegn og ståltråd. Der er høje udkigstårne og overvågningskameraer, som også er indhegnede. Ingen tvivl om, at der er nogle konflikter her i området. Vi mærker dog ikke noget til uro, der er ikke mange mennesker på gaderne. Det er jo søndag i dag, så vi ser flest mennesker ved kirkerne.

Vi kører igennem Londonderry, en utroligt smukt beliggende by, med en flod, der skærer sig igennem byen. På en blå bro i to etager, kan man krydse floden. Det virker uvirkeligt at dette er et af de steder man oftest hører om, når der er uro i Nordirland.

Da vi kommer længere nordpå, ændrer landskabet sig. Det bliver mere bakket og der er bjerge i baggrunden. Nu ser vi også flere og flere fåreflokke.

Vi kører langs nordkysten, og her er der dramatisk udsigt med høje klipper. Vi kører lige forbi Bushmill distelleriet og må lige have en lille smagsprøve med på en irsk whisky inden vi kører til Giants Causeway. Vi har irske penge, men næsten ingen engelske, så vi "får lov" til at betale med de irske, men det er ikke nemt. I den irske republik skal vi bruge irske penge og i nordirland engelske. Bare euroen var indført!

Ved Giants Causeway betaler vi 3 £ for at parkere og kører med en lille bus ned fra de høje klipper nogle kilometer, og så er vi ved fænomenet "Giants Causeway". Det er nogle helt specielle klippeformationer med fem-, seks- og syvkantede sten"stolper", som står op af hinanden. Folkesagnet siger at det er kæmpen Finn MacCool, der har kastet stenene, for at bygge en vej til Skotland, hvor han skulle konkurrere mod en anden kæmpe.

Den virkelige historie er, at det er lavaformationer. Lava er strømmet op af huller i kridtlagene og er blevet meget hurtigt afkølet og har beholdt formen. Nogle steder ligger den stivnede lava i store kugler, det er et helt specielt syn. Der er mange mennesker og stedet virker lidt nedslidt af alle turisterne.

Vi følger kysten østpå, men nu regner det og det er blevet så diset, at vi ikke engang kan se havet fra klippetoppen. Vejen er temmelig snoet og vi kører i nogle meget smukke dale, men vi kan desværre kun ane udsigten. Vejret er for dårligt. Vi finder vores campingplads i en skov på nordøstkysten (Glenariff Forest Park). Der er kun 20 pladser på hele campingpladsen, men kun fire af dem er optaget, så vi finder nemt en tom plads. Der er ingen på kontoret, men et opslag fortæller at skovfogeden kommer hver morgen og aften og opkræver pengene. Nu må vi håber at han vil modtage irske £, vi har ikke nok engelske! Nu regner det rigtigt meget og så løber vores gasflaske selvfølgelig tom, så Bent må ud og skifte gas i regnvejret!