Rejsedagbog

Baggrund
Inden rejsen
 Praktisk
Links
Forside

22. oktober
Vejret er lidt blandet, enkelte regnbyger og sol ind imellem. Godt at vi fik købt en el-varmer, for her er køligt om natten (11 grader)

Nu har vi fundet ud af, hvorfor ænder og gæs skræpper sådan op om morgenen; der kommer en og fodrer dem om morgenen, og det er maden de "kalder på". Efter fodringen bliver der roligt igen.

Vi tager en tur ind til Bergerac, stiller cyklerne og går lidt rundt. Byen er meget stille i dag, hvor der er mandagslukket og hvor der ikke er marked. Der er ikke mange mennesker på gaderne og næsten alle forretninger er lukkede. Alligevel er der meget hyggeligt og det er sjovt at gå rundt og kigge på de forskellige dekorative og gamle dørhammere, som hænger uden på dørene.

Da vi er kommet hjem, kommer der pludselig et gammelt træskib sejlende forbi, mon det er den lokale turistaktivitet?

23. oktober
Vi forlader Bergerac. En by og campingplads vi gerne vender tilbage til. Vi finder ud af at campingpladsen har åbent hele året. Gad vist hvorfor det ikke står i campingbøgerne?

Vi kører først til St. Emilion, en strækning på omkring 60 km. St. Emilion er en gammel middelalderby fra 700-tallet og hjemsted for produktionen af en masse god rødvin.

Susan var der for 22 år siden på sin første Interrail, så det er helt sjovt at se byen igen. Vi forsøger først at køre ind i byen sydfra, men biler kan kun køre ind, hvis de er under to meter brede. Der er en parkeringsplads på sydsiden, men der er ingen ledige pladser. Vi kører rundt om byen og da vi kommer ind fra nordøst finder vi nemt en parkeringsplads for busser, og der er masser af plads til vores autocamper.

Vi går den korte vej ind til centrum. St. Emilion er en lille by, men meget hyggelig med gamle huse, stejle naturstensbelagte gader og masser af vinudsalg. Vi sætter os på torvet i solen og spiser frokost - en madpandekage med skinke, løg og ost. Hvad gør man ikke for at følge de franske skikke??

I St. Emilion kan man købe rødvin i alle prisklasser, men der er flest af de dyre. Vi så vine til flere tusinde Franc pr. flaske. Vi nøjes med at købe et par "lidt billigere" flasker rødvin og glæder os til at smage en i aften. Det er spændende at se alle vinmarkerne og vinslottene i området. I alle retninger er der vinmarker, så langt øjet rækker. Et smukt syn!

Vi fortsætter til Bordeaux - en STOR by, Frankrigs 5. største. Vi kører igennem Bordeaux og finder en lille åben campingplads med pæne og velholdte bad og toiletter. Campingpladsen hedder "Beausoleil" og ligger 6 km syd for Bordeaux i Gradignan. Den har åben hele året.

Vejret er flot med 25 grader og sol, så vi går en lille tur for at undersøge vores omgivelser. Om aftenen nyder vi en god flaske Pomerol-rødvin, kraftig, blød smag. Lækkert.

24. oktober
Vi tager med bussen ind til Bordeaux centrum. Det tager ½ time. Vi går igennem de meget lange gågader. Vejret er fint og vi ser mange unge mennesker i gaderne fordi Bordeaux er en uddannelsesby med universitet, teknisk skole og arkitektskole.

Der er utrolig mange parfumeforretninger, tøjforretninger og frisører og mange forrretninger med tingel-tangel til unge. Mange af butikkerne er pyntet op med græskar og hekse for at fejre Halloween (1. november). Det går de åbenbart meget op i her.

Vi finder en frisørforretning uden kunder og går ind og spørger om vi kan blive klippet. Det kan vi godt, og på skift bliver vi så endelig klippet. Det er utroligt skønt. Vi er begge blevet ret langhårede, for vi er ikke blevet klippet siden vi tog fra Irland.

Vi fortsætter og ser to flotte kirker, og mange flotte gamle bygninger, inden vi går ned til floden og finder buslinie G hjem igen. Hjemturen tager noget længere tid, fordi vi er kommet ind i myldretiden, og vi er først hjemme ved seks-tiden, småtrætte i fødderne.

25. oktober
Susan cykler ud for finde et posthus og for at købe lidt brød og pålæg, mens Bent vasker tøj, men glemmer at forretningerne i Frankrig typisk holder lukket mellem 12 og 14, så det ender med at blive en tur på mindst 5 km. hver vej for at finde en åben forretning. Nåh.. vejret er jo dejligt og motion er sundt!

26. oktober
Vejret er dejligt, så vi cykler en tur. Vi har set et stort skilt i nærheden med nogle dyr på, så vi skal lige finde ud af, om vi har en zoologisk have i nærheden. Det viser sig at skiltene fører til en meget stor dyrehandel, med buske, klippede som dyr, udenfor. Vi går ind og kigger. De har akvariefisk, fugle, reptiler, små kæledyr, nogle bedårende hundehvalpe og alt hvad man kan forestille sig af tilbehør.

Vi cykler videre til Gradignan by, stiller cyklerne og går en tur. Vi køber lidt grøntsager, brød og en god ost, kigger ind i kirken og går gennem den lille by.

Vi er hjemme igen ved et-tiden og vi kan sætte os ud og nyde solen og 24 graders varme i skyggen. Det er en ren luksusfølelse her i slutningen af oktober måned, så vi "lapper solen i os" mens vi tænker på "staklerne" i kulden hjemme i Danmark.

27. oktober
Der er kun 9 grader udenfor, da vi står op. Godt med el-ovnen, for vi har det dejligt varmt indendøre.

Vi tager bussen ind til Bordeaux by igen og stiger af på havnekajen (endestationen). Det første vi ser er en varmluftballon. Vi går gennem byen for at se nogle af de store porte i den gamle bymur. De er meget bastante, men flotte og imponerende. Vi går videre til katedralen, men alle dørene er låst, så vi kan desværre ikke komme ind og se den indefra. Den ser ellers ud til at være et besøg værd.

Vi ser to meget flotte Harley Davidson motorcykler på vores vej gennem byen. Vi stiger på bussen igen ved den store triumfbue, som står for enden af gågaden.

Efter fire timers bytur er vi hjemme ved to-tiden og nu er temperaturen steget til 23 grader. Der er store temperaturudsving i øjeblikket, så vi skifter tøj nogle gange i løbet af dagen, men det er dejligt at kunne sætte sig ud i solen og læse.

28. oktober
Endnu en herlig dag i Frankrig. På campingpladsen får vi kontakt med to amerikanere, som gerne vil have oversat en vinsmagningsbrochure fra fransk! De to amerikanere er sejlere og de har deres båd liggende i Barcelona, men har også købt en autocamper for at køre rundt i Skandinavien, Frankrig og Spanien. De virker som søde og rare mennesker.

Det bliver mest en afslapnings- og edb-dag. Dagbogen skal opdateres, og vi rydder op i vores mails. Bent afprøver vores slange til aftømning af affaldsvand og fylder vand på tanken. Begge dele klares uden at flytte bilen, og det virker!

Vi cykler en tur ind til byen og ser om det økologiske vinmuseum har åbent, men der er lukket. Vi kan se en enorm tilstrømning af mennesker til dyrehandlen og havecentret. Det er åbenbart steder, der tiltrækker franskmænd om søndagen!