12. november
Bent har stadig problemer med ryggen, så vi tager den med ro. Solskin og 18 grader.

Susan sidder ude og læser, da altmuligmanden på pladsen kommer forbi og hilser pænt (på portugisisk). Senere kommer han og slår vores græs og Bent tager et billede af ham, printer det og afleverer det til ham. Han bliver meget glad for det og står og studerer det nøje i flere minutter, før han går med det, som om det er en lille skat.

Vi laver regnskab og læser guidebøger om Portugal.

13. november
Vi tager endnu en fredelig dag på grund af Bents ryg. Temperaturen har kun været nede på 9 grader i nat og vi har 20 grader og solskin i dag.

Vi benytter lejligheden til at gøre hovedrent i camperen, og vi forbereder os til Lissabon-besøget ved at læse i vores guidebog.

Altmuligmanden kommer forbi og spørger på portugisisk og tegnsprog, om Bent ikke vil tage et billede mere af ham og rengøringsdamen. Bent laver et par billeder mere til ham og de bliver i hvert fald værdsat.

Susan går en tur ind til byen, ser de endnu ikke udforskede områder og tager et par billeder. På hjemvejen ser hun en af områdets mange æselkærrer og kusken sætter hjælpsomt farten ned, da han ser at han bliver fotograferet.

Om aftenen kommer vi i snak med et par nordmænd og tyskere, som også bor på pladsen. De har ikke været så heldige som os med vejret, men har både mødt sne og frostvejr.

14. november
Efter at have serviceret camperen, kører vi mod Lissabon. Vi kører gennem store områder med kork-ege. Vi kan tydeligt se de røde stammer, der hvor det yderste lag er skrællet af træerne, for at få få korken af. Det ser lidt barsk ud, men træerne får "fred" i 10 år mellem hver skrælning. Portugal er verdens største producent af kork.

Vi nærmer os Lissabon og kan se byens hvide og pastelfarvede huse på lang afstand. Vi kører lige forbi den kæmpestore Kristus-figur, som står med udstrakte arme og skuer ud over byen. Vi holder i kø, fordi vi skal betale for at komme over Europas længste hængebro, 25. april broen. Broen er højt, højt oppe med fin udsigt over byen og Tejo-floden.

I andet forsøg finder vi campingpladsen, som er Portugals største. Den ligger 8 km. fra centrum, i en stor skov med høje eukalyptustræer. Det er en kæmpestor fire-stjernet plads med flotte bad og toiletter (med både toiletpapir, sæbe og friske blomster, men ingen toiletbrætter!). Hver eneste parcel har egen vandforsyning, strøm, afløb, skraldespand og et bord-bænke-sæt, hvor man kan sidde (godt 100 kr. pr døgn). Der holder 12-15 autocampere omkring os, flest tyskere, men der er også italienere, franskmænd, spanioler og englændere. Vi hilser på en tysker, som vi også mødte på den forrige plads.

Solen skinner og det er 19 grader, så det er dejligt at sidde ude med kaffen og læse i t-shirt og shorts. Sjovt nok kan man sagtens gå op til toiletbygningen om morgenen i 6-8 graders varme i t-shirt, fordi solen skinner og det ikke blæser ret meget. I Danmark ville vi aldrig rende rundt udendørs i t-shirt ved 6-8 grader.

Vi går en tur rundt på pladsen. Der er swimmingpool, minigolf, boldbaner, restaurant, bar og en lille butik. Der er et stort område med bungalower, man kan leje.

15. november
Ved ti-tiden tager vi bussen ind til centrum (45 minutter). Vi stiger af på Rossio pladsen og går lidt rundt, før vi finder et informationskontor og får et bykort. Vi går tilbage til Rossio pladsen og køber et 4-dages kort til busser, sporvogne, metro og elevatorer! Elevator billetten får vi hurtigt brug for, vi prøver nemlig Santa Justa elevatoren. Den er i et tårn fra 1902, som er bygget af en af Gustave Eiffels (ham med Eiffeltårnet) elever. Man bliver, siddende i elevatoren, ført op til en platform med flot udsigt over byen. Fra platformen kan man gå to etager længere op til en lille restaurant. Det blæser på toppen, så Bent går det sidste stykke op alene og tager nogle gode billeder, mens Susan står og nyder udsigten over Tejo-floden. Normalt kan man fra platformen gå over en gangbro til Bairro Alto-kvarteret, men i dag er der desværre spærret for adgang.

Vi går ind på et apotek og køber smertestillende piller til Bents ryg. Den er ikke OK endnu, men efter et par dage med is på (=frosne ærter) og ro, prøver vi nu at gå smerterne væk!! Vi går forbi den flotte station med hesteskoformede døre og videre til Praca do Comercio, en elegant plads nede ved floden. Her finder vi en Internet-cafe og opdaterer vores bankkonto.

Lissabon er en spændende og rar by. Folk virker som om de har tid nok, men vi møder en del tiggere. De fleste huse er hvide, men der er også mange huse i pastelfarver, og mange er beklædt med kakler i forskellige farver og mønstre. Gaderne er nogle steder snævre og stejle, og mange steder kan man se ud over Tejo-floden. På de store brede indkøbsgader er de ved at pynte op til jul, og der bliver sat store kunstige juletræer op med sløjfer på.

Vi hopper på en sporvogn, nr. 28, og kører, op og ned, gennem de stejle gader. Nogle steder er gaden så smal at det føles som om man kan røre husene fra sporvognen. Det er meget hyggeligt at køre i de gamle sporvogne, men ikke altid lige nemt for konduktøren. Ikke alle biler tager hensyn til sporvognene, og et sted må vi holde stille i lang tid, mens en lastbil fylder ting på ladet, og holder på sporet. Ved enhver uventet forhindring, kan vi høre højlydte kommentarer fra chaufføren og klemt på klokken. Ofte taler passagererne med. Folk er meget hjælpsomme over for hinanden, rejser sig for ældre og giver gerne en støttende hånd, eller lader andre komme foran ved af- og påstigning.

Vi kører med helt ud til endestationen, Prazeras, og går en tur på en stor kirkegård med fantastiske gravsteder. Sporvognene er en god måde at se byen på (og hvile fødderne). Vi tager nr. 25 tilbage til centrum og finder bussen hjem, efter en god dag.

16. november
Klokken 9.30 tager vi bussen ind til Rossio-pladsen og finder bus 37 til Castelo de Sao Jorge, en stor borg. Borgen ligger på en af byens syv høje og det er en udfordring for chaufføren at køre op til toppen af de meget stejle og enormt snævre gader, hvor Lissabons indbyggere samtidig parkerer deres biler på alle gadehjørner, og gør de smalle gader endnu smallere.

Det er flot klart solskinsvejr, og fra toppen af borgen kan vi se langt ud over byen, floden, Kristusfiguren og den store bro. Man kan gå rundt på borgen og se kanonerne, gå helt op på toppen af de gamle mure og nyde udsigten. Der er små grønne områder, hvor man kan sidde, og inden for borgmurene er der opstillet forskellige figurer (moderne kunst), som på en finurlig måde passer flot ind i den gamle borg. Vi går roligt rundt og nyder det hele.

Vi går ned af den stejle brostensbelagte bakke til en sporvogn og tager den tilbage til centrum, hvor vi skifter til metroen og kører ud til et stort indkøbscenter. Her er der store juleudsmykninger, og vi går bare rundt og kigger på alle menneskerne og de store bygninger. Det er lidt underligt at se juleting, mens der står store palmer ved siden af. Bent går ind for at købe et par skruer og imens forsøger en ung mand at sælge Susan nogle tryllekunster. Han sælger ikke meget, men underholdningen er god nok!

Vi køber lidt madvarer med hjem og går ud for at finde en bus. Det går nemt med at finde tilbage til campingpladsen. Vi er gode til at finde rundt i de mange byer vi kommer til og også gode til at bruge de tilgængelige transportmidler. I Lissabon er der et tæt trafiknet. Vi oplever at der altid er en bus, en sporvogn eller en metro i nærheden.

Ved firetiden er vi hjemme og kan sætte kaffe over. Vi ser at vores tyske naboer fra Evora nu også er kommet til pladsen. De hilser straks, da de ser at vi kommer hjem. Det har været en lang og god dag, nu skal benene hvile.

17. november
Med bussen kører vi ind til sporvogn 28 og kører op gennem de stejle gader. Vi står af ved Lissabons domkirke, en lidt mørk og dyster kirke, men med flotte loftsmalerier og en spændende klostergang, hvor vi ser arkæologiske udgravninger fra romertiden.

Vi stiger på sporvognen igen og kører videre til Campo de Santa Clara, hvor der er et stort loppemarked. Det ligner nu mest en masse fattige mennesker der køber og sælger noget gammelt ragelse. Ikke alle er begejstrede for at Bent fotograferer. Vi går hurtigt bag om loppemarkedet, hvor barokkirken Santa Engracia ligger med sin enorme kuppel. Byggeriet startede i 1530, men blev først færdiggjort i 1966. Kirken er fænomonal flot, ser helt ny, hvid og ubrugt ud. Vi skal betale for at komme ind, og det gør vi for at kunne tage elevatoren op til kuplen, hvor vi går ud og nyder udsigten. Udsigten her oppe fra kuplen er fantastisk, vi kan se hele byen og skibene i havnen. Vi opdager en lukket dør, men Bent åbner den og kan så se ned gennem det indvendige kuppelrum, og det er nok til at selv Bent kan mærke svimmelheden, så han lukker pænt og vi tager elevatoren ned igen. Der er en enorm kontrast mellem de fattige omgivelser og de kæmpe summer som må være brugt på kirken.

På vej tilbage til sporvognen kommer vi forbi endnu en kirke og går også ind og ser den, og så har vi vist set kirker nok for et par dage. Vi fortsætter med sporvognen til en plads med lange rækker af springvand og tager metroen til Restauradores. Herfra prøver vi Gloria-sporvognen, som kører næsten lodret op ad den stejle vej til et beboelseskvarter, højt oppe på skråningen. Vi går lidt rundt i kvarteret og i en lille park kan vi se ud over byen, før vi tager sporvognen ned igen og tager metro og bus hjem igen. Vi får en let regnbyge - det er ellers længe siden vi har set regnvejr.

18. november
I dag tager vi bus 50 til Expo 1998 centret. Temaet var vand og på vores gåtur ser vi springvand, bassiner, vandhaver og et vandfald. Vi går ind i et oceanarie, den største seværdighed i centret. Et kæmpestort akvarie (5000 kubikmeter vand, Europas største) kan vi se fra alle sider. Det er flot og der er hajer, rokker og små, farvestrålende fisk. Vi bliver ledt rundt af pile og kan se flere specialakvarier med søheste, giftige fisk og koraller.

Der er også lavet landskaber, hvor søpapegøjer svømmer og dykker efter fisk. Vi ser sjove, livlige pingviner og tre oddere. De har travlt med at pudse og vaske sig. Ungen kan ikke klare det selv, så mor hjælper den. Til sidst kommer et område, hvor vi kan se menneskets indflydelse på havet, og alle de kemiske midler og affald, som vi hælder i det. Tid til eftertanke - et flot besøg. Expo-området er ikke overrendt, der er næsten ingen mennesker.

Vi tager en kabelbane til den anden ende af området. 10 minutters tur i højderne, hvor vi kan sidde og nyde udsigten. Det er diset, men tørvejr. Vi stiger af kabelbanen ved Vasco da Gama tårnet, som er formet som et sejl.

Efter turen rundt i Expo-området, går vi igennem et stort indkøbscenter på vejen tilbage til bussen. Vi er hjemme ved tre-tiden og synes at vi har fået et godt indtryk af Lissabon.