Rejsedagbog

Baggrund
Inden rejsen
 Praktisk
Links
Forside

28. januar
Vejret er flot, masser af solskin og 22 grader.

Vi får pakke hjemmefra med lakridser, dansk læsestof og vores campingpas for 2002. Det er skønt at høre nyt og vide at der er nogle der tænker på os.

Bents fod er bedre og vi har fået pakken vi ventede på, så vi beslutter at i morgen vil vi køre 300 km længere nordpå til en plads vi har fået anbefalet i Benicasim. Vi begynder derfor så småt at pakke sammen.

29. januar
Vi pakker det sidste og kører fra Guardarmar del Segura. Vi kører på hovedvejen de første 100 km, men skifter så til motorvejen.

Der er heldigvis ingen plasticdrivhuse på denne strækning, men kilometer efter kilometer med appelsin-plantager. Derfor kalder de strækningen "orange blossom coast" - kysten med appelsin-blomster. De er ved at plukke appelsinerne i øjeblikket. Mandeltræerne blomstrer med hvide eller lyserøde blomster.

Vi holder en pause i Benidorm, med alle højhusene. Vi stopper ved Carrefour (et stort supermarked) og køber ind til et par dage. Samtidig spiser vi frokost på en stor parkeringsplads, hvor der holder masser af autocampere.

Klokken fire ankommer vi til camping Azahar i Benicasim (lidt nord for Valencia). Campingpladsen er OK, men den første plads vi prøver er lidt skrå, så vi har svært ved at få camperen til at stå lige. Alle pladserne er store, men omgivet af træer med lave grene, som gør det vanskeligt at manøvrere. Det ender med at vi finder en anden ledig plads, og efterhånden er der mange, som har fulgt vores anstrengelser, så vi kommer hurtigt i snak med mange af naboerne. Der er flest englændere, ikke så mange tyskere. Der er ikke ret langt til byen og stranden. Pladsen er fredelig (man kan høre et tog køre forbi ind imellem). Vi ligger mellem bjergene og havet og alt ser umiddelbart godt ud. Pladsen er billig. Hvis man er her minimum 1 uge er prisen kun 6,5 euro pr. dag.

Mens vi går og justerer parabolen kommer et engelsk par hen og spørger om vi har computer med (ligner vi sådan nogle??). Vi svarer ja, og så spørger han om vi kan lave et dokument til ham. Bent tilbyder at lave det i morgen tidlig. Lige nu har vi behov for at finde os tilrette.

30. januar

Bent har lovet en nabo at lave et golf-dokument til ham, så han kommer klokken 9 og Bent laver arbejdet.

Vi cykler en tur ind til byen. Først er vi dog lige ovre på den anden side af vejen og kigge langs stranden og strandpromenaden. Det er temmelig diset, men klarer op i løbet af eftermiddagen.

Byen starter lige udenfor campingpladsen, men vi skal ind til centrum for at finde flere forretninger og informationskontoret. Vi får et bykort og noget information om området. Vi finder Internetcafeen og checker bankkontoen.

På Susans cykel er gearet knækket, så hun kan ikke skifte gear. Vi ser en cykelsmed og forsøger at få cyklen lavet. Gearet er en anden slags end de bruger her i Spanien, men manden samler de to ender med et stykke ståltråd. Det hjalp ikke på at der kan skiftes gear, men nu hænger der ikke noget og dingler (vi havde før sat det fast med gaffa-tape).

Byen er rimelig stor og der ligger mange store villaer i området. Det er ikke et af de fattige kvarterer vi er kommet til her. Vi køber frisk brød med hjem og cykler hjem langs strandpromenaden. Kysten ser lækker ud med dejlig sandstrand.

Bents fod klarer cykelturen, men den er øm bagefter.

Temperaturen når 19,5 grader.

31. januar
Morgenen er diset. Nattemperaturen har været nede på 7 grader. Dagtemperaturen når op på 20 grader.

Bent melder os til en bustur til Valencia på tirsdag.
Vi kigger på kort og campingbøger og snakker ruter og muligheder.

Geoff, den englænder, vi hjalp i går, kommer og inviterer os til en hyggeaften i deres camper sammen med et andet engelsk par. Vi skal bare tage egne drikkevarer med. Vi går derover klokken 19.30 og så går snakken lystigt. Englænderne er i virkeligheden tre par, som følges ad i tre campere, men i dag er det ene par gået tidligt til ro. De andre er nysgerrige og vil gerne høre om vores oplevelser i England. Det viser sig at de bor i nærheden af Wellington, hvor vi har camperet, men de kender ikke campingpladsen der. Det bliver en meget hyggelig aften og der en ingen sproglige problemer. Det går fint med både at snakke engelsk og forstå det.

1. februar
I dag er det klart vejr fra morgenstunden. Vi cykler en tur rundt på campingpladsen. Op til campingpladsen ligger der en mandarinplantage, hvor man må gå ind og plukke mandariner.

Bents fod driller, den bliver hurtigt øm, så Susan fortsætter ind til byen og ud på den anden side, hvor det største supermarked ligger. Hun køber ind og kører hjem igen.

Vi nyder solen om eftermiddagen.

Ved fem-tiden opdager vi at der snart mangler drikkevand, så Susan cykler ind til byen og køber 9 liter vand (det maximale, som rygsækken kan klare).

2. februar
Vi nyder det gode vejr.

Et af de engelske par skal ned og "paddle". Susan spørger hvor, og de siger ved stranden. OK, det siger sig selv, men der skal nogle ekstra spørgsmål til før vi forstår at "paddle" ikke har noget at gøre med at ro eller sejle. Det betyder bare at soppe i vandkanten. Godt at vi stadig kan lære nyt.

Om eftermiddagen tager Bent guitaren med ud i solen og spiller og synger. Der lyder spontane klapsalver og en mand tager sin mundharmonika frem og spiller også (dog en anden melodi).

På tysk tv ser vi Danmark tabe håndboldsemifinalen til Tyskland. OK med en 3.- 4. plads. Vi kan ikke se TV2 - kun TV2-Zulu. Alle øvrige håndboldskampe vises på Zulu, mens alle de danske kampe vises på TV2.

3 . februar
Det er lidt diset om morgenen.

Susan går en tur på et par timer, rundt om bugten og lidt op i villakvartererne på bjerget. Der er en flot udsigt tilbage over bugten og byen. Nu er vejret blevet varmt, men der er nogle skyer. Susan ser et par firben, der hygger sig i solen og et flot lilla orkide, som står oppe på en skråning. Bent bliver hjemme og træner foden, så den (forhåbentlig) er klar til vores udflugt til Valencia på tirsdag..