Rejsedagbog

Baggrund
Inden rejsen
 Praktisk
Links
Forside

1. april
Vi slapper af og nyder solen og de 21 grader. Vi er ved at blive godt brune igen.

Vi går en tur ind i byen, hvor der er mange mennesker i det gode vejr.

Vi pakker sammen og gør klar til at køre i morgen.

2. april
Klokken otte er vi køreklar og Conny og Orla sørger for vi bliver sendt godt afsted. De står og vinker med flag og solsikkeplasticblomster, da vi kører.

Vi har valgt at køre den smukke vej helt til Grenoble, og glemme alt om motorveje. Det fortryder vi absolut ikke. Fra Nyons kører vi igennem en meget smuk dal og langs bunden af en dyb kløft, hvor floden løber langs vejen.

Vejen snor sig en del og det kræver koncentration af Bent hele tiden, men alligevel er der tid til at nyde den smukke udsigt. Nogle af bjergene har dybe render ned ad siderne. Det ser næsten ud som blækspruttearme eller store trærødder, der har dækket hele bjerget. Måske har det været lavastrømme, der er løbet ned ad bjergsiderne?

Efter Serres kører vi højere op i bjergene og vi når op i 1195 meters højde, med en pragtfuld udsigt ned over det grønne og frodige landskab med de sneklædte tinder i baggrunden. På nogle højtliggende skråninger ser vi edelweiss.

Ved totiden når vi frem til campingpladsen i Lousanne. Campingpladsen er græsklædt og åben med store træer rundt om. Campingpladsen ligger lige ned til Lac Leman (Genevesøen) og alle faciliteter er helt OK.

Vi går en god tur langs søen, som er Europas største ferskvandssø. Langs søen er store rekreative områder og flere havne. Man kan tage en båd over til Frankrig eller en af de mange byer langs søen. Det er også muligt at leje vandcykler eller bare nyde udsigten. Der er mange mennesker på stierne langs søen. De går tur, løber eller er på rulleskøjter. Det er et meget lækkert område.

3. april
Vi går ud fra campingpladsen og ser på de mange sportsfigurer foran det olympiske hovedkvarter, som ligger her. Bøgen er allerede sprunget ud og vi ser nogle meget smukke magnolia-træer og rhodondendron.

Vi tager bussen ind til Lousanne centrum og går en lang tur i det gode vejr. Lousanne ligger op af en skråning, og vejene er nogle steder meget stejle. Man kunne godt komme i god form af at bo her for der er mange trapper og stejle gader, som skal forceres hvis man vil godt rundt i byen.

Vi får indtryk af en dejlig by med mange gamle og maleriske bygninger. Der er mange små forretninger og en god stemning, men vi synes også at det er smådyrt at købe ind. Vi besøger katedralen med de mange flotte glasmosaikker. Den ligger højt oppe, så vi har en flot udsigt ned over byen.

Efter nogle timer er vi godt trætte i benene, men vi tager alligevel bussen ned til søen igen, hvor det olympiske museum ligger. Parken omkring museet er flot og der er nogle flotte skulpturer, men vi synes ikke at udstillingen virker så ophidsende, så vi går bare lidt rundt og kigger og bagefter ned gennem parken og langs søen til Orchy. Et stort rekreativt område nede ved søen, hvor man kan spille kæmpeskak, dyrke sport og gå på restauranter. Vi nyder at gå rundt ved havnen og se alle de glade mennesker, svanerne og springvandene inden vi tager bussen hjem.

4. april
Vi pakker sammen og kører fra Lousanne. Vejret er smukt, så vi kører så langt vi kan langs Lac Leman. Vi har bjerge, småbyer og vinstokke på vores venstre side og togskinner, den kæmpestore sø og de høje bjerge i baggrunden på vores højre side. Det minder om landskaberne fra barndommens modeljernbaner.

Schweiz er bjergrigt, men også grønt og frodigt med skove og store søer. Det område vi kører igennem er utroligt smukt og vi møder ikke ret meget trafik før vi kommer til Bern og Basel.

Fra Basel kører vi op igennem Tyskland og kigger ind på to campingpladser på vejen. De ligger begge lidt langt væk fra alting og de holder begge middagslukket, så vi skal vente til klokken 15, før vi kan komme ind med camperen.

Vi vælger derfor at krydse grænsen til Frankrig endnu en gang og fortsætte til Strasbourg, hvor vi finder campingpladsen i den vestlige del af byen. Campingpladsen ligger 2 km. fra centrum og man kan tage en bus derind. Her er rart, stille og hyggeligt. Der er ikke ret mange mennesker på campingpladsen. Der er enkelte telte. Det er længe siden vi har set teltcampister. Ind imellem kan vi høre et tog, et fly eller kirkeklokker i det fjerne.

Vejret: Sol, skyfrit og 20 grader.

5. april
Vi går et stykke for at komme ind til de flotte moderne sporvogne og tager med en af dem ind til centrum.

Vi står af sporvognen lige før centrum og går ned til "Petit France", den gamle bydel, som ligger ved floden Ill. Det er meget smukt med vandet og alle de gamle bindindsværkshuse i forskellige pastelfarver samt de andre gamle huse med skodder for vinduerne og blomster i altankasserne. Ingen tvivl om at dette er en turistmagnet i højsæsonen. Heldigvis er vi der, mens der er roligt og fredeligt.

Vi ser en sjov butik, som kun indeholder påsketing og julepynt. Vi går ind og kigger, men det virker helt forkert at kigge på juleting i april måned i strålende solskin.

Efter at have passeret statuen af Gutenberg, går vi over til katedralen, som er helt fantastisk, stor og med flotte udskæringer og ornamenter. Vi har set mange flotte katedraler, men denne overgår vist de fleste. Vi har læst om det astronomiske ur, som slår klokken 12.30 mens alle figurerne bevæger sig. En sjov detalje er at uret går en halv time forkert.

Vi må købe billet for at komme ind i katedralen, hvor uret befinder sig, men det koster næsten ingenting. Vi får en god plads, så vi kan se det hele. Vi kommer 20 minutter før "forestillingen", så vi har god tid til at høre forklaringen på, hvad der skal ske på både fransk, tysk og engelsk. Klokken 12.30 begynder uret at slå, en engel slår på en klokke, mens en anden engel vender sit timeglas. Fire figurer som forestiller livets gang bytter plads, og de 12 disciple defilerer forbi Jesus, mens hanen galer hæst tre gange og basker med vingerne. Efter nogle minutter er det forbi og vi går ind og ser resten af katedralen. Ret imponerende.

Vi går et stykke gennem byen og tager så sporvognen ud til Europaparlamentet. Det er en imponerende rund bygning og vi går ind for at få en rundtur, men det er ikke muligt. Der er lukket for besøgende (undtagen grupper) siden 11. september.

Vi tager sporvognen tilbage til centrum og går ind på en hyggelig restaurant og spiser frokost.

På gåturen hjem fra sporvognen går vi langs floden og det er lækkert.

6. april
Vi pakker sammen og kører nordpå og efter en begivenhedsløs tur når vi til Hausbay lidt syd for Koblenz. Solen skinner, men vi kan godt mærke at der er lidt koldere, 15 grader.

Vi finder en fredelig plads og slapper af resten af dagen.

7. april

Campingpladsen er perfekt som overnatningsplads. Tæt på motorvejen, men alligevel ude i landlige omgivelser og helt uden larm.

Det har været frostvejr i nat -4,5 grader og det er stadig frostvejr da vi står op. Vejret er perfekt til at køre i. Solskin, ikke for varmt og vindstille.

Vi forlader campingpladsen i Hausbay og kører over Kassel nordpå og lidt forbi Hamburg. I Nortorf lige nord for Hamburg finder vi en lille rolig campingplads. Der er kun 3 andre vogne, underligt nok for faciliteterne er i orden og det koster kun 15 euro.

Lige ved siden af campingpladsen ligger en kro og der går vi ind for at spise aftensmad og forkæle os selv. Vi har kørt langt i dag. Vi får skinkesnitzel og irish cofee, meget lækkert.