Rejsedagbog

Baggrund
Inden rejsen
 
 
Forside

16. juli
Vi pakker sammen og kører nordpå mod Stockton-on-Tees. Nu har vi "leget" turister i en hel uge, så nu vil vi tage til et stille og roligt sted, hvor vi kan slappe af og hygge os.

For at få den flottest mulige tur kører vi igennem North York Moore nationalpark. Det er et meget bakket område, i perioder føles det som om vi kører i rutsjebanen i Tivoli. Når vi kører op på toppen ser det ud som om vi kører lige ud i det blå og først derefter kan vi se hvad der kommer på den anden side. Et par gange undervejs MÅ vi lige ud og nyde udsigten.

Nationalparken er dækket af lyng, som mange steder blomstrer, så der er store lilla områder, der lyser op. Vi kører igennem Whitby, som er et af englændernes foretrukne feriesteder. Forståeligt nok, for her er masser af små kringlede stræder, gamle huse, en fantastisk udsigt oppe fra klipperne og ned over bugten (Robin Hood Bay) og havet med de store bølger. Det ser meget malerisk ud.

Da vi kører langs kysten ser vi pludselig et skilt med "elevator". Vi må ud og se hvad det er. Det viser sig, at man kan komme med en elevator ned gennem klipperne, som ender helt nede ved vandet. Vi prøver selvfølgelig turen og snakker lidt med elevatorføreren undervejs. Bent tager et par billeder og lover at sende dem til ham, så det ender med at vi får en gratis tur op igen. Da elevatoren er helt nede, skal vi gå igennem en tunnel for at komme hen til vandet. Vi kan høre larmen fra bølgerne helt henne ved elevatoren, der er gang i vandet i dag. Flot syn. Det var en skæg og uventet oplevelse.

Vi kører videre langs kysten et stykke, før vi kører ind gennem nationalparken igen, og her oplever vi stigninger/fald på 25%, det stejleste vi endnu har prøvet. Godt at vi ikke slæber på en campingvogn!

I Stockton kører vi over floden Tees, som bliver delt af en barriere, så der er saltvand på den ene side og ferskvand på den anden side. Samtidig med at man har bygget barrieren, har man bygget et kunstigt white-water anlæg, hvor man kan sejle med kajak, gummibåd og kano. På resten af floden er vandstanden samtidig reguleret, så man kan dyrke vandsport hele tiden. Lige ovre på den anden side af floden ligger campingpladsen.

17. juli
Bent vækkede Susan med morgenmaden klar. Hun skal forkæles lidt på sin fødselsdag!

Det er blæsende og koldt, men tørvejr! Susan cykler en tur ind til Stockton by langs floden. Cykelstien forsvinder inden byen er nået p.g.a. nybyggeri. Det bliverer lidt af en omvej, så det tager ½ time at cykle derind. En tur på posthuset er vigtig, så fødselsdagskort kan sendes hjem til familien i Danmark. Der er udsalg, så det bliver til et par gode køb før hjemturen. Bent har også travlt. Det er i dag den store Tour de France etape skal køres.

Vi går en tur langs floden. På white-water anlægget har kajakroerne travlt med træning i de høje bølger. De træner måske til verdensmesterskaberne i slalom, som afholdes her senere på året. Vi ser også 7 mennesker i en gummibåd, som får instrukser inden de skal igennem white-water banen. Det varer et stykke tid inden de kommer i vandet, men vi når at se dem gennemsejle turen, uden at nogle falder i vandet. Efter gåturen er vi blevet sultne.

Der ligger en Beefeater restaurant ved siden af white-water anlægget, så vi fejrer fødselsdagen der, med en 3 retters menu (PYHA) og dejlig rødvin.

18. juli
Vi kører en tur i bilen for at se lidt mere af området. Vi bor lige imellem store industriområder på den ene side og North York Moor nationalpark på den anden side. Modsat campingpladsen er et stort område med butikker, bowlingcenter og svømmehal. Det lykkes os at finde en forretning der sælger rigtigt rugbrød, så nu har vi købt 5-6 pakker (langtidsholdbar)

Det blæser meget i dag, så vi må have langærmet trøje på og lange bukser, men solen titter frem indimellem. De skriver i avisen, at det er flere (vist nok 13) koldfronter, der er på vej over landet, så det kan blive ved i noget tid endnu. Eftermiddagen nyder vi indendørs.

Det er vores 14. års bryllupsdag i dag, så vi laver en god middag og nyder en flaske god rødvin.

Vi skal selvfølgelig også lige ned til vandet og se på dagens aktiviteter. Der er mange kajakroere i gang med træningen.

Vi har snakket om at tage til Newcastle i morgen, men de har alt fyldt op i weekenden, så nu bliver vi her.

19. juli
Det blæser stadig meget. Det er temmelig forstyrrende om natten, hvor camperen vipper i vinden og der er larm fra den stærke blæst.

Da der bliver en plads ledig, hvor der er mere læ, skynder vi os at flytte derover.

Bent må tage en migrænepille. Det sker ellers kun meget sjældent nu.

Vi nyder at sidde og spille Monkey Island, se fjernsyn og hygge os indendørs. Det er en rigtig slappe af uge.

20. juli
HURRA, blæsevejret er overstået i denne omgang.

Vi cykler ud for at handle. Susan går i supermarkedet, mens Bent finder et kæmpestort byggemarked, hvor han køber en lille hylde og et par andre småting til at "forbedre hjemmet" Der bliver lige mulighed for at sidde ude i solen og læse i en halv times tid, inden skyerne kommer igen.

Bent har købt antenneledning, så han får sat den pænt op. Der er nemlig mulighed for at koble sig til kabel-tv i el-standeren på denne og flere andre campingpladser, og det giver bedre muligheder for at følge med i de engelske nyheder og vejrudsigter.

Der er stor aktivitet på campingpladsen. Der kommer mange nye vogne, vi kan godt mærke at skolesommerferien nu starter på fuld kraft. Vi er lidt spændte på, hvor meget det tvinger os til at planlægge på forhånd. Vi har det godt med kun at tage beslutninger for få dage ad gangen.

21. juli
Vejret er godt. Det starter med skyfrit og sol, men hurtigt bliver det mere overskyet.

Vi studerer kortbøger og læser i vores turistbøger om Skotland for at få en ide om hvor vi skal hen, og hvad vi vil se.

Susan cykler en tur for at proviantere. Sent på eftermiddagen cykler vi til Tees Park, et stort område med bowling, biografer, spisesteder, svømmehal og butikker. Vi vil lige se hvad der er i biografen. Da vi kommer, er der kun 10 minutter til Tomb Raider med Lara Croft starter, så den går vi ind og ser. Det er lidt samme stil som Indiana Jones filmene, bare med en anden hovedperson (og ikke helt så meget humor). Det var turen værd, filmen er flot lavet, og der er mange smarte effekter. En god oplevelse.

22. juli
Vejret er OK, mest skyer, men også lidt sol.

Der er mesterskaber i jetski ved Tees Barrage, kun få minutters cykeltur fra campingpladsen, så vi benytter chancen for en gang gratis underholdning. Der konkurreres i flere forskellige klasser fra begyndere til mestre og fra små til kæmpestore maskiner. Mænd og kvinder kæmper i samme klasse.

Det er utroligt så meget fart, der er på jetskiene hen over vandet. Der er flere dramatiske øjeblikke, hvor en kører ryger i vandet lige inden resten af kørerne skal forbi samme sted, men der er stor sikkerhed og advarselsflagene er oppe med det samme.

På hjemturen kan vi se, at der er stor aktivitet på "white water" området. Vi ser fire gummibåde klare alle forhindringerne, mens flere kajakroere tumler rundt i det urolige vand.