Portugal

8. november
Det tager en time at køre ud af Madrid igennem den tunge morgentrafik. Godt at man ikke skal den vej hver dag. Vejret er flot, skyfrit og solskin.

Klokken 13 ankommer vi til Merida og bruger resten af dagen til at slappe af og nyde det pragtfulde vejr. Temperaturen når 27 grader og det er næsten for varmt til at sidde udendørs!!!

Campingpladsen er den eneste vi har fundet mellem Madrid og Portugal, som holder helårsåbent. Det viser sig også på prisen. Vi giver over 100 kr. for en overnatning her langt uden for sæsonen (og ude på landet).

Nu er vi kommet så langt sydpå, at vi ikke længere kan modtage det danske tv-signal, så nu må vi nøjes med de udenlanske programmer på Astra-satelitten samt de lokale tv-kanaler.

9. november
Campingpladsen lever ikke helt op til vores forventninger, så vi forlader Merida, men kører først gennem byen for at se den gamle (ødelagte) viadukt og den gamle romerske bro. Det er skyfrit, men kun 6,5 grader da vi står op. Det bliver dog hurtigt varmere og temperaturen når op på 21 grader senere på dagen. Det blæser temmelig meget og vinden rusker godt i bilen mens vi kører.

Vi kører gennem temmelig tyndt befolkede områder med store olivenlunde. Flere steder ser vi store storkereder, og i en af rederne står en stork. Mon ikke den burde være på vej mere sydpå nu? På et tidspunkt bliver vi overhalet af 15 motorcykelbetjente, som nok er ude på træningstur.

Vi kører over grænsen til Portugal, men bemærker det kun fordi skiltningen bliver anderledes. Der er stadig masser af oliventræer, men nu ser vi også nogle nye træer, som vi ikke har set før, nemlig korkeg. Kork er en meget stor eksportvare i Portugal, som er verdens førende korkproducent.

På trods af at vi ingen portugisiske penge har, vælger vi alligevel at tage chancen og benytte betalings-motorvejen. Vi håber at finde en pengeautomat, eller at vi kan betale med Visa-kortet. Da vi kører hen til betalingslugen viser det sig at de kun tager imod kontanter, så vi hiver vores spanske penge frem. Pigen bag lugen er meget smilende og hjælpsom, men skal både se legitimation (Bent giver hende campingpasset!) og hente en overordnet før vi bliver lukket igennem bommen. Vi får dog pænt portugisiske penge retur, svarende til 22 danske kr.

Vi finder den lille spændende by, Evora med en åben campingplads, og også her møder vi store smil og venlige mennesker, som endda taler meget pænt engelsk. Pigen bag disken fortæller os, at vi har "vundet en time", urene skal stilles en time tilbage mens vi er i Portugal.

Nu kommer der pludselig en del skyer på himlen, men de forsvinder igen. Efter de lange køredage tager chaufføren et tiltrængt hvil, mens Susan traver en tur ind og kigger lidt på byen (og henter penge). Byen ser spændende ud. Den gamle bydel er omkranset af en stor bymur, og indenfor ligger hvide huse, brostensbelagte gader, et stort torv, og en gammel kirke. Der er hængt juleudsmykning op over gaderne. Meget diskret og svært at se om dagen, men det er sikkert flot om aftenen, med lys i. Sjovt nok har vi overhovedet ikke set antydning af juleting på vores tur gennem Spanien.

Vi har, for anden dag i træk, problemer med at hente og sende mail og må ringe op til Bordeaux, før det lykkes at komme igennem.

10. november
For at se lidt mere af omegnen, tager vi bussen ind til byen. Alle husene er hvide med røde tage. En smuk, hyggelig by med den ældste bydel gemt inde bag en stor forsvarsmur. Roser og bourgonvillaer blomstrer endnu og appelsintræerne står flot med masser af appelsiner på. Det blæser kraftigt og det er koldt. Temperaturen kommer ikke meget over 15 grader i dag, men solen skinner.

På torvet står mændene i små grupper og løser "verdenssituationen". Vi går igennem de smalle, brostensbelagte stræder, og ind i den flotte katedral. Vi går forbi det romerske tempel og hen til en stor terrasse, hvor man kan se langt ud over Alentejo-sletten. De folk vi møder, går og fryser, flere er pakket ind i huer, halstørklæder og store trøjer. Det er usædvanligt med så koldt vejr her på denne årstid.

En stor kirke med Atlas-figurer på toppen er lavet om til hotel, og vi går lige ind og kigger i de flotte omgivelser. I "Sao Francisco" kirken, træder vi ind midt i gudstjenesten, så vi står pænt i baggrunden og venter på at den bliver færdig, før vi går videre. Vi har læst at der skal være et "knogle-kapel", men det er lukket og flere andre turister går forgæves.

Da vi kørte ind med bussen, så vi at der var marked i den anden ende af byen, og der går vi hen og køber lidt grøntsager og brød. Grøntsagerne er så lækre her, friske, flotte og billige. Efter nogle timer, går vi tilbage til campingpladsen. Det tager 30 minutter at gå fra centrum til campingpladsen.

Bent bliver medlem af pladsens campingklub. De mener at han godt kan ligne en pensionist, så han får medlemsskabet gratis. Det giver os 10% rabat på flere forskellige campingpladser i Portugal.

11. november
For første gang er temperaturen nået ned på 0 grader i nat, men vi har ingen problemer med at holde varmen med vores lille el-ovn. Da vi står op skinner solen fra en skyfri himmel, og det bliver hurtigt varmere.

Bent har hold i ryggen, så vi tager det lidt roligt i dag.

Selvom temperaturen i skyggen kun kommer op på 14 grader, er det dejligt at sidde ude og læse en bog i solen.

12. november
Bent har stadig problemer med ryggen, så vi tager den med ro. Solskin og 18 grader.

Susan sidder ude og læser, da altmuligmanden på pladsen kommer forbi og hilser pænt (på portugisisk). Senere kommer han og slår vores græs og Bent tager et billede af ham, printer det og afleverer det til ham. Han bliver meget glad for det og står og studerer det nøje i flere minutter, før han går med det, som om det er en lille skat.

Vi laver regnskab og læser guidebøger om Portugal.

13. november
Vi tager endnu en fredelig dag på grund af Bents ryg. Temperaturen har kun været nede på 9 grader i nat og vi har 20 grader og solskin i dag.

Vi benytter lejligheden til at gøre hovedrent i camperen, og vi forbereder os til Lissabon-besøget ved at læse i vores guidebog.

Altmuligmanden kommer forbi og spørger på portugisisk og tegnsprog, om Bent ikke vil tage et billede mere af ham og rengøringsdamen. Bent laver et par billeder mere til ham og de bliver i hvert fald værdsat.

Susan går en tur ind til byen, ser de endnu ikke udforskede områder og tager et par billeder. På hjemvejen ser hun en af områdets mange æselkærrer og kusken sætter hjælpsomt farten ned, da han ser at han bliver fotograferet.

Om aftenen kommer vi i snak med et par nordmænd og tyskere, som også bor på pladsen. De har ikke været så heldige som os med vejret, men har både mødt sne og frostvejr.

14. november
Efter at have serviceret camperen, kører vi mod Lissabon. Vi kører gennem store områder med kork-ege. Vi kan tydeligt se de røde stammer, der hvor det yderste lag er skrællet af træerne, for at få få korken af. Det ser lidt barsk ud, men træerne får "fred" i 10 år mellem hver skrælning. Portugal er verdens største producent af kork.

Vi nærmer os Lissabon og kan se byens hvide og pastelfarvede huse på lang afstand. Vi kører lige forbi den kæmpestore Kristus-figur, som står med udstrakte arme og skuer ud over byen. Vi holder i kø, fordi vi skal betale for at komme over Europas længste hængebro, 25. april broen. Broen er højt, højt oppe med fin udsigt over byen og Tejo-floden.

I andet forsøg finder vi campingpladsen, som er Portugals største. Den ligger 8 km. fra centrum, i en stor skov med høje eukalyptustræer. Det er en kæmpestor fire-stjernet plads med flotte bad og toiletter (med både toiletpapir, sæbe og friske blomster, men ingen toiletbrætter!). Hver eneste parcel har egen vandforsyning, strøm, afløb, skraldespand og et bord-bænke-sæt, hvor man kan sidde (godt 100 kr. pr døgn). Der holder 12-15 autocampere omkring os, flest tyskere, men der er også italienere, franskmænd, spanioler og englændere. Vi hilser på en tysker, som vi også mødte på den forrige plads.

Solen skinner og det er 19 grader, så det er dejligt at sidde ude med kaffen og læse i t-shirt og shorts. Sjovt nok kan man sagtens gå op til toiletbygningen om morgenen i 6-8 graders varme i t-shirt, fordi solen skinner og det ikke blæser ret meget. I Danmark ville vi aldrig rende rundt udendørs i t-shirt ved 6-8 grader.

Vi går en tur rundt på pladsen. Der er swimmingpool, minigolf, boldbaner, restaurant, bar og en lille butik. Der er et stort område med bungalower, man kan leje.

15. november
Ved ti-tiden tager vi bussen ind til centrum (45 minutter). Vi stiger af på Rossio pladsen og går lidt rundt, før vi finder et informationskontor og får et bykort. Vi går tilbage til Rossio pladsen og køber et 4-dages kort til busser, sporvogne, metro og elevatorer! Elevator billetten får vi hurtigt brug for, vi prøver nemlig Santa Justa elevatoren. Den er i et tårn fra 1902, som er bygget af en af Gustave Eiffels (ham med Eiffeltårnet) elever. Man bliver, siddende i elevatoren, ført op til en platform med flot udsigt over byen. Fra platformen kan man gå to etager længere op til en lille restaurant. Det blæser på toppen, så Bent går det sidste stykke op alene og tager nogle gode billeder, mens Susan står og nyder udsigten over Tejo-floden. Normalt kan man fra platformen gå over en gangbro til Bairro Alto-kvarteret, men i dag er der desværre spærret for adgang.

Vi går ind på et apotek og køber smertestillende piller til Bents ryg. Den er ikke OK endnu, men efter et par dage med is på (=frosne ærter) og ro, prøver vi nu at gå smerterne væk!! Vi går forbi den flotte station med hesteskoformede døre og videre til Praca do Comercio, en elegant plads nede ved floden. Her finder vi en Internet-cafe og opdaterer vores bankkonto.

Lissabon er en spændende og rar by. Folk virker som om de har tid nok, men vi møder en del tiggere. De fleste huse er hvide, men der er også mange huse i pastelfarver, og mange er beklædt med kakler i forskellige farver og mønstre. Gaderne er nogle steder snævre og stejle, og mange steder kan man se ud over Tejo-floden. På de store brede indkøbsgader er de ved at pynte op til jul, og der bliver sat store kunstige juletræer op med sløjfer på.

Vi hopper på en sporvogn, nr. 28, og kører, op og ned, gennem de stejle gader. Nogle steder er gaden så smal at det føles som om man kan røre husene fra sporvognen. Det er meget hyggeligt at køre i de gamle sporvogne, men ikke altid lige nemt for konduktøren. Ikke alle biler tager hensyn til sporvognene, og et sted må vi holde stille i lang tid, mens en lastbil fylder ting på ladet, og holder på sporet. Ved enhver uventet forhindring, kan vi høre højlydte kommentarer fra chaufføren og klemt på klokken. Ofte taler passagererne med. Folk er meget hjælpsomme over for hinanden, rejser sig for ældre og giver gerne en støttende hånd, eller lader andre komme foran ved af- og påstigning.

Vi kører med helt ud til endestationen, Prazeras, og går en tur på en stor kirkegård med fantastiske gravsteder. Sporvognene er en god måde at se byen på (og hvile fødderne). Vi tager nr. 25 tilbage til centrum og finder bussen hjem, efter en god dag.

16. november
Klokken 9.30 tager vi bussen ind til Rossio-pladsen og finder bus 37 til Castelo de Sao Jorge, en stor borg. Borgen ligger på en af byens syv høje og det er en udfordring for chaufføren at køre op til toppen af de meget stejle og enormt snævre gader, hvor Lissabons indbyggere samtidig parkerer deres biler på alle gadehjørner, og gør de smalle gader endnu smallere.

Det er flot klart solskinsvejr, og fra toppen af borgen kan vi se langt ud over byen, floden, Kristusfiguren og den store bro. Man kan gå rundt på borgen og se kanonerne, gå helt op på toppen af de gamle mure og nyde udsigten. Der er små grønne områder, hvor man kan sidde, og inden for borgmurene er der opstillet forskellige figurer (moderne kunst), som på en finurlig måde passer flot ind i den gamle borg. Vi går roligt rundt og nyder det hele.

Vi går ned af den stejle brostensbelagte bakke til en sporvogn og tager den tilbage til centrum, hvor vi skifter til metroen og kører ud til et stort indkøbscenter. Her er der store juleudsmykninger, og vi går bare rundt og kigger på alle menneskerne og de store bygninger. Det er lidt underligt at se juleting, mens der står store palmer ved siden af. Bent går ind for at købe et par skruer og imens forsøger en ung mand at sælge Susan nogle tryllekunster. Han sælger ikke meget, men underholdningen er god nok!

Vi køber lidt madvarer med hjem og går ud for at finde en bus. Det går nemt med at finde tilbage til campingpladsen. Vi er gode til at finde rundt i de mange byer vi kommer til og også gode til at bruge de tilgængelige transportmidler. I Lissabon er der et tæt trafiknet. Vi oplever at der altid er en bus, en sporvogn eller en metro i nærheden.

Ved firetiden er vi hjemme og kan sætte kaffe over. Vi ser at vores tyske naboer fra Evora nu også er kommet til pladsen. De hilser straks, da de ser at vi kommer hjem. Det har været en lang og god dag, nu skal benene hvile.

17. november
Med bussen kører vi ind til sporvogn 28 og kører op gennem de stejle gader. Vi står af ved Lissabons domkirke, en lidt mørk og dyster kirke, men med flotte loftsmalerier og en spændende klostergang, hvor vi ser arkæologiske udgravninger fra romertiden.

Vi stiger på sporvognen igen og kører videre til Campo de Santa Clara, hvor der er et stort loppemarked. Det ligner nu mest en masse fattige mennesker der køber og sælger noget gammelt ragelse. Ikke alle er begejstrede for at Bent fotograferer. Vi går hurtigt bag om loppemarkedet, hvor barokkirken Santa Engracia ligger med sin enorme kuppel. Byggeriet startede i 1530, men blev først færdiggjort i 1966. Kirken er fænomonal flot, ser helt ny, hvid og ubrugt ud. Vi skal betale for at komme ind, og det gør vi for at kunne tage elevatoren op til kuplen, hvor vi går ud og nyder udsigten. Udsigten her oppe fra kuplen er fantastisk, vi kan se hele byen og skibene i havnen. Vi opdager en lukket dør, men Bent åbner den og kan så se ned gennem det indvendige kuppelrum, og det er nok til at selv Bent kan mærke svimmelheden, så han lukker pænt og vi tager elevatoren ned igen. Der er en enorm kontrast mellem de fattige omgivelser og de kæmpe summer som må være brugt på kirken.

På vej tilbage til sporvognen kommer vi forbi endnu en kirke og går også ind og ser den, og så har vi vist set kirker nok for et par dage. Vi fortsætter med sporvognen til en plads med lange rækker af springvand og tager metroen til Restauradores. Herfra prøver vi Gloria-sporvognen, som kører næsten lodret op ad den stejle vej til et beboelseskvarter, højt oppe på skråningen. Vi går lidt rundt i kvarteret og i en lille park kan vi se ud over byen, før vi tager sporvognen ned igen og tager metro og bus hjem igen. Vi får en let regnbyge - det er ellers længe siden vi har set regnvejr.

18. november
I dag tager vi bus 50 til Expo 1998 centret. Temaet var vand og på vores gåtur ser vi springvand, bassiner, vandhaver og et vandfald. Vi går ind i et oceanarie, den største seværdighed i centret. Et kæmpestort akvarie (5000 kubikmeter vand, Europas største) kan vi se fra alle sider. Det er flot og der er hajer, rokker og små, farvestrålende fisk. Vi bliver ledt rundt af pile og kan se flere specialakvarier med søheste, giftige fisk og koraller.

Der er også lavet landskaber, hvor søpapegøjer svømmer og dykker efter fisk. Vi ser sjove, livlige pingviner og tre oddere. De har travlt med at pudse og vaske sig. Ungen kan ikke klare det selv, så mor hjælper den. Til sidst kommer et område, hvor vi kan se menneskets indflydelse på havet, og alle de kemiske midler og affald, som vi hælder i det. Tid til eftertanke - et flot besøg. Expo-området er ikke overrendt, der er næsten ingen mennesker.

Vi tager en kabelbane til den anden ende af området. 10 minutters tur i højderne, hvor vi kan sidde og nyde udsigten. Det er diset, men tørvejr. Vi stiger af kabelbanen ved Vasco da Gama tårnet, som er formet som et sejl.

Efter turen rundt i Expo-området, går vi igennem et stort indkøbscenter på vejen tilbage til bussen. Vi er hjemme ved tre-tiden og synes at vi har fået et godt indtryk af Lissabon.

19. november
Efter nogle dejlige dage i Lissabon, er vi nu klar til at se sydkysten. Vi kører ad de små veje langs kysten, så selvom dagens strækning kun bliver på 310 km, tager det, det meste af dagen. På nogle få strækninger bliver det i bogstaveligste stand "en rystende oplevelse", men de fleste af vejene er OK. Selv om vi kører ad kystvejen, er det ikke meget vand vi får at se. Havet er skjult bag klitterne.

Vi laver et stop i Sines, som har været vigtig for bygningen af Storebæltsbroen. Byens dybvandshavn kan modtage verdens største skibe, og blev derfor valgt da de 166 gigantiske brosektioner til Østbroen skulle svejses sammen. Ellers er byen ikke spændende med olierør, raffinaderier og industri.

Vi kører gennem høje bakker med store skove og meget snoede veje. Alt er grønt omkring os, her er der ingen efterårsfarver, og på et tidspunkt føler vi det lige som at køre i Nordsjælland en varm sommerdag.

På en bakketop med udsigt over skovene og en lille sø, spiser vi frokost i dejligt solskinsvejr. Vi ser en hel mark med storke, der leder efter mad.

Vi når frem til Sagres ved 17-18 tiden. Der er ikke ret mange "beboere" på campingpladsen, så vi har fred og ro. Bad og toiletter er ikke noget at råbe hurra for. Pladsen ligger i en skov med høje træer, og om aftenen er der bælgmørkt. Vi er heldige, der er vindstille, men normalt blæser det meget her i det flade land ved kysten.

20. november
Det er flot, klart og solrigt vejr, da vi kører ud til "verdens ende". Ja - sådan føles det at stå ude ved fyret på den sydvestligste del af Europa. Fyret er kraftigt, kan ses 90 km ude til søs! Udsigten er fænomenal, med høje klipper og vand så langt øjet rækker. På toppen af en af klipperne, står folk og fisker. Det må være nogle specielt lange fiskeliner de bruger her!

Selvom vi er ude i øde landskab, er der alligevel nogle smarte portugisere som har slået små boder op ved siden af parkeringspladsen. De sælger forfriskninger og varme trøjer - smart nok, for det blæser her ude på klipperne. Bent falder for en lækker trøje. Den bliver rar at have på en kold aften.

Vi kører videre mod øst langs kysten, som snart ændrer udseende til lange sandstrande og små havne. Her er en flot skorsten vist et statussymbol, for vi ser masser af forskellige skorstene med flotte filigranudskæringer og forskellige farver og faconer. Skorstenen skal ikke ligne naboens, så det er et sjovt syn, når 10-15 skorstene står på tagene ved siden af hinanden. Mange byer skæmmes af nybyggeri, store kolosser til turisterne. Det er ikke kønt og tager en del af charmen.

Vi ser pludselig en flaskegasforhandler (Repsol), og kører ind og snakker med dem. De kan ikke fylde vores gasflasker, men laver en løsning med en ny regulator som passer til portugisiske og spanske flasker. Vi får også en portugisisk gasflaske og alt bliver testet bagefter så sikkerheden er i orden. Løsningen koster os 300 kr.

Vi leder efter en god campingplads, men langs Algarvekysten oplever vi at mange pladser er helt fyldt op eller næsten, så vi kun kan få en dårlig plads. Det ser ud til at mange bliver på campingpladserne i lang tid. Folk har planter, hegn og skrammel stående på "deres" lille område. Folk bor tæt og campingpladserne ligner "Klondyke" - ikke lige vores "kop te".