Tyskland

12. april - 27. april 2006
Bodensee - Konstanz - Würtsburg - Berlin
6. april til 7. april 2001
Hausbay, Nortorf

27. maj til 5. juni 2001.
Werlte

22. maj til 26. maj 2001.
Afrejse - Husum - Bremer-Vörde - Werlte

22. maj
Vejret er skønt, solskin og varme. Vi vælger at tyde det som et godt tegn for turen. Vi starter og bliver efter et par timer enige om, at nu er følelserne vendt; vi bobler af glæde og forventninger. En stærk følelse af frihed griber os. Vi er kun afhængige af os selv. Vi kan gøre som vi vil. Vi kan køre i præcis den retning vi har lyst til og i det tempo vi ønsker. Og det gør vi!

Vi kører over broen og fortsætter til Husum, og finder en campingplads i Dockkoog. Campingpladsen ligger på et næs, med havet på den ene side og en kanal på en anden, og det omkringliggende dige er fyldt med får. Her er dejligt og fredeligt, grønt græsdækket fladland, marskområde. Vi får anvist vores plads, parkerer, ruller markisen ud og sætter læhegn op. Vi bruger dagen til at finde os til rette. Nogle af vores ting kan godt pakkes lidt mere hensigtsmæssigt, fordi det gik lidt hurtigt med at pakke, men alting fungerer fint. Vi spiser rugbrød til aftensmad og går tidligt i seng. Der er mange indtryk, som skal falde på plads.

23. maj - Husum
Vi sover utroligt dejligt, og vågner temmelig tidligt. Vi har bestilt morgenbrød på campingpladsen, men der er et stykke tid til de åbner. Vi koger vand til kaffe og the, og hælder resten på termokanden til resten af dagen, bader og så er det tid til morgenbrød. De fleste andre sover endnu, eller har bare ikke vovet sig ud af campingvognene. Kun fugle og får kan man høre i det fjerne, ellers bare ro og fred. Skønt.

Vi flytter lidt rundt på bagagen og cykler så ind til Husum og går en tur. Det er torvedag, så der er masser af mennesker, blomster, frugt, grønt og fisk at kigge på. Bent køber den ønskede Red/Green vest i en lille forretning, hvor indehaveren taler fint dansk. Vi har været her en gang tidligere, for et par år siden, da vi var på en forlænget weekend i Friedrichstadt. Vejret er stadig fint og vi "kommer til" at nyde et bæger is, med friske jordbær, mens vi sidder og kigger ud over kanalen. Nu er det sommer!

Efter en lille middagspause, går vi en god tur rundt på diget, hvor fårene glor nysgerrigt på os. Der er en del mennesker på stranden, nogle er endda i vandet. Brrr. - det må være koldt!

Til aftensmad er der dømt tomatmadder, og en cappucino til "dessert". Vi henter mails. Der er allerede en del, som har reageret på vores seneste nyhedsmail. Vi har sattelitantenne med Viasat, så der er mulighed for at følge med i Champions leaque i fodbold, mellem Bayern München og Valencia, mens vi hviler de trætte fødder!

24. maj
Vi finder efterhånden ind i en rytme med morgenrutinerne. Bent er først oppe, bader, sætter vand over til kaffe og rydder sengetøjet til side, mens jeg går i bad. Jeg laver kaffe og dækker morgenbord, mens Bent henter morgenbrød. Efter morgenmaden vasker jeg op og hælder resten af det varme vand på en termokande til senere på dagen. Hvis det ikke bliver drukket, kan det altid bruges til opvask.

Vi tager det lidt afslappet i dag, prøver at vænne os til det nye tempo! Nusser lidt rundt og prøver at finde de bedste pladser til alting, så det er inden for rækkevidde, og altid kan findes. Det lykkes efterhånden.

Vi cykler en tur ind til Husum. Vejret er gråt og blæsende, men det klarer op senere. Vi cykler lidt rundt i byen. Det er en dejlig frihedsfornemmelse at have cyklerne med. Vi er fri for at tænke på parkeringsmuligheder, transportmuligheder, og ømme ben. Vi har glemt at det er Kristi Himmelfarts dag, så alle forretninger holder lukket. Vi nyder udsigten og de toppede brosten i stedet. Brostenene er svære at cykle på. Vi føler med de professionelle cykelryttere, som i fuld fart skal vinde cykelløb på lignende strækninger.

På torvet parkerer vi cyklerne og nyder en kold øl på en fortovsrestaurant, mens vi sidder og kigger på alle, der går forbi og på trafikken til og fra havnen. Der er masser af muligheder for at få friske fisk. Vi går indenfor og kigger på fiskemarkedet, men vi er ikke sultne, så det må vente.

Vi cykler "hjem" - ja, i det næste års tid, er "hjem" det sted, hvor vores autocamper er parkeret - sjov tanke! Der er stiv modvind og temmelig meget blæst, så det er en hård tur. Godt at der ikke er så langt. Vi får rugbrød og kippers til en sen frokost, og sætter os i læ bag læsejlet. Solen er kommet frem igen, så vi slapper af, nyder solen og læser.

Vi laver en meget lækker æggekage med skinke og bacon til aften. Vores venner har givet os forskellige små spil og puslerier med, og dem "snuser" vi lidt til, mens de trætte fødder får en pause. Nogle af puslerierne er temmelig svære, så de holder nok længe. "Fåret" blev i hvert tilfælde ikke løst i første forsøg!

Vores døgnrytme er ændret i forhold til tiden i Danmark. Vi går tidligere i seng og står tidligt op. Det føles naturligt at følge rytmen fra dagslyset.

25. maj
Vi pakker sammen, afregner for campingpladsen og kører mod Husum. Vi har hørt, at der er en stor autocamperforhandler i byen, så vi vil prøve at få nogle kroge og dimser, som skal gøre livet i camperen lidt lettere. Vi kommer til at køre en lille omvej, men finder forretningen. Tilbehørsafdelingen er ikke så stor som vi havde forventet, men vi finder da nogle af de småting vi mangler.

Vi kører videre mod Glückstadt, hvor vi vil prøve at komme med en færge over Elben. Et stykke før færgestedet kan vi se en lang kø, så vi er på rette spor. Der holder mange og venter på overfarten, både personbiler, motorcykler, autocampere og store lastbiler. Vi kan se to færger "futte rundt", den ene på vej væk og den anden på vej mod havnen. Vi venter spændt i 5-10 minutter, før køen begynder at køre om bord. Vi kan se at vi måske lige kan være der, men nej, bilen foran os bliver stoppet og vi må vente på næste færge. Vi kigger smilende på hinanden "Der er jo ikke noget der haster". Det er begyndt at blive vores nye motto, og rigtigt er det da! Cirka en halv time senere, kan vi så køre om bord. Færgen rummer temmelig meget. Der kan være en del biler om bord. Det er en meget fladbundet færge. Den del af Elben, som vi skal over, ser ikke ud til at være særlig dyb, men alligevel er der en del strøm. Der er god power på færgen og det tager mindre end en halv time, før vi er i land på den anden side. Tanken strejfer os: "Vi er på nyt territorium nu, og vi er her kun fordi vi synes at det kunne være sjovt". Herligt!

Vi kører mod sydvest, med retning mod Bremen. Vi kører af de små landeveje. Vi har jo tid nok, og vil gerne se landskabet i stedet for kun at køre på motorvejene, som vi "plejer", når vi skal nå et sted hen, uden at bruge for meget af den kostbare ferietid. Landskabet bliver nu mere bakket. Der er flere træer og buske og mange steder ser vi store, flotte, farvestrålende rhodondendron blomstre. Vi kører ind til en bager og køber friskbagt rugbrød og franskbrød. Vi må hellere nyde det gode rugbrød, mens vi endnu kan få fat i det!

Vi bliver enige om at kigge efter en campingplads, selvom vi endnu ikke er nået til Bremen og kigger i vores bog over autocamperovernatningssteder. Vi finder et sted, som ser idyllisk ud. En overnatningsplads ved sø og skov i Bremer-Vörde. Her er ikke tilslutning til strøm, men det koster også kun 10 DM for en overnatning. Vi finder en ledig plads, spænder cyklerne af og kører langs søen ind til byen. Her er virkelig smukt. Vi kan mærke at det er fredag og solen skinner. Der er mange mennesker, som soler sig, cykler, sejler, leger eller spiser is. Vi cykler forbi et blåt springvand. Det ser sjovt ud med det blå vand. Mon det er drengestreger eller skal det se sådan ud?

Vi kommer forbi en forretning, hvor de steger hele kyllinger på spid udenfor. Vi bliver lokket af duften, men går først ind for at købe lidt til køleskabet. Bagefter skal vi lige have to halve kyllinger med. De bliver både frokost og aftensmad sammen med den færdigkøbte kartoffelsalat.

Vi går en lille aftentur ned til søen. Vi må holde benene i træning! Der ligger en lille scene ved søen. Der er nok koncerter om sommeren. Vi går tilbage langs alle autocamperne. Der holder 40-50 autocampere på de 2 veje med små aflukker. Der er store træer langs pladsen, og det forstyrrer vores sattelitmodtager så meget, at det er umuligt at modtage et signal. Så denne aften bliver det til tyske nyheder og vejrudsigt - de lover godt vejr hele weekenden.

26. maj
Som lovet er det fint vejr fra morgenstunden. Vi spiser morgenmad, pakker sammen og skal lige en tur ned og nyde udsigten over søen, inden vi fortsætter vores rejse mod Bremen. I et byggemarked får Bent fat på nogle af de skruer han mangler, men mangler stadig noget, så vi vil prøve at finde et Bauhaus i Bremen. Vi får set en del af Bremen, mens vi kører rundt og leder, men uden held. Vi bliver enige om, at en så stor by er for uoverskuelig, så vi kører videre mod Oldenburg. Vi kører fra i Delmenhorst, for lige at finde et Bauhaus. Vi kører ind til siden for at orientere os, og pludselig banker en fremmed mand på ruden. Han taler pænt dansk til os, har lagt mærke til vores danske flag, og vil høre om han kan hjælpe. Han viser os retningen til et Bauhaus og forklarer at han er dansk gift og har familie i Danmark. Vi kører taknemmelige efter vejledningen, men… stadig uden at finde frem. Vi giver op og fortsætter mod Oldenburg. Vi kører rundt i byen. Der ligger en stor flot park midt i byen, men det er svært at finde en passende parkeringsplads.

Vi kører videre til vi finder en rasteplads, holder en pause og benytter lejligheden til at spise frokost, drikke kaffe og lede efter en ny campingplads i nærheden. I den tyske campingguide finder vi en plads, der ser indbydende ud i Werlte. Vi kører ½ time mere og kommer frem præcis klokken 15, lige da middagspausen på pladsen er forbi. Godt timet! ØV, alt er optaget, men Bent får forhandlet sig frem til en plads, der ledig en nat. Vi kan overnatte der, men skal flytte bilen inden klokken 9. Derefter er der måske en anden plads ledig.

Vi bliver enige om at prøve lykken. Pladsen ser indbydende ud. Den ligger meget skønt i fredelige, landlige omgivelser. Der er små træer, buske og bevoksning mellem pladserne, så det virker hyggeligt og ugenert. Bade- og toiletfaciliteter er meget indbydende og lækre (og gratis). Pladsen er endda ikke særlig dyr, så det er helt naturligt, at den er godt besøgt. Vi føler os straks hjemme, slår markisen ud og nyder kaffe og melon udenfor. Der bliver lidt tid til at lege med computeren (stadig udenfor, med ledningen ud gennem vinduet). Der skal skrives dagbog og forberedes lidt input til hjemmesiden, så venner og familie i Danmark kan følge med i vores oplevelser.

Bent indstiller vores sattelit-tv imens. Det skal gøres hver gang vi holder et nyt sted og er lidt af et tålmodighedsarbejde, men hvad gør man ikke for at kunne følge med i en spændende fodboldkamp? (Schalke04 med Ebbe Sand vandt pokalfinalen)

27. maj
Efter bad og morgenmad pakker vi sammen og kører op til hovedbygningen og parkerer. "Camping-fatter" fortæller, at der endnu ikke er en ledig plads, men hvis vi bliver holdende, så vil der blive en plads til os i løbet af 1-2 timer. Susan ordner vores valuta og regnskab, mens Bent tømmer toilettanken og laver en hylde under fjernsynet til receiveren. Efter kort tid, får vi tildelt en ny plads i udkanten af campingpladsen, i læ bag de store træer. Der er et par temmelig højrøstede hollandske familier på begge sider af os, men de er heldigvis ved at pakke sammen. Det er søndag og mange familier forlader pladsen. De har nydt den lille Kristi Himmerfarts ferie, men skal nu tilbage til arbejdet, så der bliver masser af god plads til os andre. Vi får ingen nye naboer, så nu er der stille og roligt.

Mens Bent holder middagshvil, cykler Susan en tur på 12-14 kilometer og ser et helt orkester samle sig ved kanten af landevejen, midt ude på landet. Lidt længere henne holder en stor brandbil og venter på dem. Der skal åbenbart være et optog af en eller anden slags. På tilbagevejen opdager Susan et skilt ind i skoven til en stenaldergravplads og må selvfølgelig lige ind og kigge. 15-20 kæmpestore sten ligger og hviler på hinanden. Godt gemt inde bagved ligger en lille sø, hvor klokkefrøerne kvækker højt og larmende. Der er mørkt og lidt dystert, så det bliver ikke noget langt ophold. Vejret er gråt og det småregner, så en kop varm kakao gør godt

Lidt senere får Bent skruet gasgrillen sammen og afprøvet den. Det virker godt. Den skal vi nok få meget glæde af undervejs.

Vi går en lille aftenstur inden vi går i seng.

28. maj
Det er gråt og kedeligt vejr. Vi venter på opklaring, men det bliver en total regnvejrsdag, hvor det bare siler ned hele tiden og man kan nå at blive meget våd. Nå - det er jo kun et spørgsmål om påklædning, så vi tager regnjakkerne på og de fornuftige sko, og så cykler vi en tur ind til byen. Vi finder en Netto og får provianteret lidt. Vi skal kunne have det hele i rygsækken. Vi har brugt de DM vi havde med hjemmefra, så vi må også lige en tur i banken. Bent finder en lille radioforretning og får fat i en universal fjernbetjening, som virker til både tv, video og radio. Den fjernbetjening vi havde fået til radioen kan ikke tænde og slukke radioen, og så er der ikke meget fidus til en fjernbetjening, som skulle være smart at bruge, når man hører radio fra sengen! Byens bager får også lige et besøg. Vi forudser et behov for noget sødt og varmt efter den lange, våde tur.

Vi cykler på fortovet. Det skal man nemlig her, så vi holder os til reglerne. Da vi når hjem, er vi temmelig våde, på trods af regnjakkerne, så vi smider det meste af tøjet og skifter til tørt, varmt tøj inden frokosten. Det har nu været en herlig cykeltur. Vi har fået dejlig røde kinder og er behageligt trætte. Efter en hvilepause bliver vi enige om at det våde tøj nok nemmest bliver tørt, hvis det bliver vasket og tørretumblet, så Bent køber et par vaskemønter og går i gang og får vasket alt vores snavsetøj. Vi bliver enige om at køre videre næste dag, så vi gør pakkeklar.

29. maj
Vi pakker læsejlet ned som det sidste og kører tilbage til Werlte med fjernbetjeningen. Den virkede alligevel ikke. Vi finder en stor isenkram og køber et par knager, tekrus og lidt andre småting. Vi får set resten af byen inden vi finder den rigtige vej ud af byen igen. En meget hyggelig by med mange forskellige muligheder for indkøb. Vi kører videre gennem nogle smukke naturområder. Det virker som om hollænderne gør meget ud af deres huse og haver. Folk er mange steder i gang med udendørs rengøring og havearbejde. Vi kører i retning mod Enschede, men opdager, at der er en gratis overnatningsplads i Lingen, som er lige på vejen. Vi finder også fint pladsen, lige uden for et sportscenter, men det ligger ret øde i udkanten af byen, og der holder ikke andre biler eller autocampere, så vi synes ikke at det virker trygt nok. Vi benytter dog chancen for at lave en hurtig frokost. Da vi når i nærheden af Enschede er det omkring middagslukketid, så vi vælger at fortsætte til Arnhem, hvor der er en campingplads i udkanten af byen.

6. april
Vi pakker sammen og kører nordpå og efter en begivenhedsløs tur når vi til Hausbay lidt syd for Koblenz. Solen skinner, men vi kan godt mærke at der er lidt koldere, 15 grader.

Vi finder en fredelig plads og slapper af resten af dagen.

7. april
Campingpladsen er perfekt som overnatningsplads. Tæt på motorvejen, men alligevel ude i landlige omgivelser og helt uden larm.

Det har været frostvejr i nat -4,5 grader og det er stadig frostvejr da vi står op. Vejret er perfekt til at køre i. Solskin, ikke for varmt og vindstille.

Vi forlader campingpladsen i Hausbay og kører over Kassel nordpå og lidt forbi Hamburg. I Nortorf lige nord for Hamburg finder vi en lille rolig campingplads. Der er kun 3 andre vogne, underligt nok for faciliteterne er i orden og det koster kun 15 euro.

Lige ved siden af campingpladsen ligger en kro og der går vi ind for at spise aftensmad og forkæle os selv. Vi har kørt langt i dag. Vi får skinkesnitzel og irish cofee, meget lækkert.