England

11. juni
Bent bruger det meste af dagen på at lave en Power-Point præsentation, så vores rejseoplevelser kan fortælles med flere billeder, end det er muligt via Internet. Et stort, men også fornøjeligt arbejde. Godt at vi har det digitale kamera med. Det giver en frihed at kunne tage billeder hele tiden, og så sorterer man dem bare, når vi har set resultatet på computeren. Det giver også en hyggelig stund hver aften, når dagens høst af billeder skal studeres. Susan leger med "pusleklodser" (lidt hjernegymnastik, som vores venner har givet os med) ude i solen. Vejret er flot, solen skinner fra en skyfri himmel og det er meget varmt.

Vi cykler en tur rundt i byen Condette og omegnen. Vores supermarked er lukket, det gør de åbenbart om mandagen, så vi kan ikke få ny ost. I stedet kører vi til bageren og køber ny brødforsyning. Vi skal have postet et brev til Danmark, så vi finder et vejskilt, der peger mod Posthuset og kirken. Og så går det ellers op ad bakke, og rundt af små snirklede veje, og så ligger et lillebitte posthus foran os. Vi går ind og betaler for frimærkerne. Denne gang gik det fint med fransk-kommunikationen! I stedet for at cykle den fornøjelige vej tilbage, hvor vi kom fra (nu ned af bakke!!!), fortsætter vi rundt om hjørnet og ud i udkanten af byen og kommer til sidst tilbage til campingpladsen fra en ny kant. Byen er ikke så stor, så det er som regel overskueligt at finde tilbage til campingpladsen.

Solen skal nydes mens den er der, så bikinien findes frem og så er der dømt soldyrkning! Imens kan jeg ligge og betragte "vores" store frække solsorte-unger, som kommer og tigger brødkrummer. Et par gange har de været helt oppe på vores fodtrin for at se efter mad, så jeg overgiver mig og finder en skive brød, som jeg smuldrer til dem. Rent fugle-guf!

12. juni
Da vi var ude og se på sandskulpturer, mistede vi jo alle vores fotos, og for at genskabe dem igen vælger Susan at cykle de 10 km én gang til for at tage nye billeder.

Vejret er stadig fint og cykelturen virker ikke så lang denne gang, fordi ruten er kendt. Der er mange mennesker ude og se sandskulpturerne.

Lige som sidste gang er der også denne gang tid en lille pause nede på stranden inden hjemturen.

Tilbage på campingpladsen er Bent stadig i gang med sin præsentation og får derfor sandskulpturbillederne overdraget med det samme, så de kan nå at komme med. Billederne er heldigvis blevet gode, selv om den "normale" fotograf ikke var med!

Bent er klar til sin eftermiddagslur, da "campingfatter" kommer cyklende på sin orange minicykel med en stor pakke under armen. Det er den nye receiver til fjernsynet, som vi har ventet på. Middagsluren bliver hurtigt annulleret. Der er vigtigere ting at tænke på! Bent går i gang med først at læse vejledningerne!!! og sætter så receiveren til. Stor er spændingen - kan vi nu se dansk tv??? Lige så stor er skuffelsen. Vi kan ikke finde det rigtige signal. Telefonen må frem, så Bent kan ringe til HW Electronic, som har været fænomenal til at hjælpe os.

Vi må ty til godnatlæsning i stedet for fjernsyn, så det bliver til højtlæsning fra vores historiebog. Det er nu også en ret hyggelig måde at slutte dagen på. Tæt sammen under dynen, mens der fortælles historie (og så var det endda historie om pest og krig). Vores bog er en samling af øjenvidneskildringer gennem flere tusinde år. Tænk at blive klogere og hygge sig samtidig.

13. juni
Vi pakkede det meste sammen i aftes, så vi er næsten køreklar. Skal bare i bad og have morgenmad. Vi snakker lidt om mund- og klovsygen. Skal vi smide resten af vores kød- og mælkeprodukter ud inden vi kører, eller skal vi vente og se hvad de siger i England? De englændere, som Bent talte med den anden dag på pladsen, fortalte at problemet stadig ikke var løst. Vi vælger at vente og se. Hvis vi skal smide madvarerne ud, kan vi jo nå det endnu.

Bent tømmer vores spildevandsbeholder mens Susan betaler for opholdet. Som bonus får vi en god flaske (Saint-Emillion) rødvin af "campingfatter". Han ønsker os en fortsat god rejse. Samtalen forgår på fransk og endelig kan han forstå samtalen. Synd at vi skal til at forlade landet, når indbyggerne er ved at lære at forstå os!!!

Inden vi når færgen, vil vi gerne have tanken fyldt op. Diesel er meget dyrere i England end i Frankrig. I Calais finder vi (tilfældigt) en gasforhandler og vi prøver lige om vi kan få løst vores gasproblem. Manden i forretningen lyser op. Gasflasker, det kan han sagtens klare. Indtil han ser vores tyske flasker, så ser han trist ud og fortæller at det er umuligt at få fyldt dem i Frankrig, men måske i England????

Vi bruger GPS'en til at finde en Shell-tank i Calais (hvor er det nemt!). Bent taler pænt med "tank-damen" og kommenterer at der er utroligt hurtigt at tanken blev fyldt op. Da vi kører videre, skal kilometertælleren nulstilles, og Bent ser undrende på diesel-måleren; der er stadig kun en halv tankfuld??? Jeg spørger, hvor meget han betalte for diesel og han svarer 30 F. Det viser sig så at Bent har fået 6 liter fyldt på - og han havde bare forsøgt at fortælle damen at vi var fra Danmark. Nej - de franskmænd er ikke gode til at forstå os, så nu drager vi til England (med et smil på læben)

Susan vil så gerne se de hvide klipper i Dover, så Bent "overgiver" sig. Vi sejler til England. Vi er lidt i tvivl, skal vi vælge Hooveroverfarten eller bilfærgen til Dover. Vi tager bilfærgen (sejltid 1½ time).

Vi har ikke billetter i forvejen, så det er lidt besværligt at finde ud af proceduren. Vi skal først ind i et billet-hus og købe billetter før vi kan køre til billet-lugen. Nå, men vi finder ud af det, og bilerne er allerede begyndt at køre ombord, da vi kører ind i vores vognbane, så der er ingen ventetid. Inden vi for lov til at køre om bord, bliver vores "hus" dog lige checket. De skal se om vi har flygtninge med!

Underligt nu skal vi endelig bruge vores pas. Både når vi køber billetter og da vi kører om bord.

Der er ikke mange mennesker med færgen (afgang klokken 11). Måske ikke så underligt. Det er ski.. dyrt. 1.820 F for en enkeltbillet med en autocamper på over 6 meter. Vi køber lidt toldfrit (god whisky) og sætter os i restauranten for at få lidt frokost. De serverer dog kun morgenmad, og det har vi ikke lyst til igen, så vi drikker den kop kaffe og øl som vi nåede at bestille og må så ind ved siden af og bestille en burger i stedet.

I højttaleren forklarer en stemme, at kød og mælkeprodukter fra Holland ikke må medtages til England. Vi spørger en gang til for en sikkerheds skyld og den er god nok. Vi må gerne medbringe vores franske madvarer. Ærgerligt at vi ikke købte en ekstra paté. Vi bliver ikke kontrolleret yderligere.

Der er en stille-lounge og der sidder vi i ro og mag og nyder resten af overfarten indtil vi skal ud og se på Dovers hvide klipper. Det ser fantastisk ud fra havsiden. Det er godt nok lidt diset, men alligevel er det et flot syn.

Nu skal vi huske at køre i venstre side. Bent har gemt vores klæbemærker til lygterne fra vores seneste Englandstur, så dem monterer han på lygteglassene før vi kører fra borde (så vi ikke blænder de andre bilister). Vi aftaler nogle kodeord for at huske at køre i den rigtige (forkerte) side af vejen. En "tysker" er f.eks. kodeord for at der kommer biler fra højre i en rundkørsel! (Det er sjovere end at sige "pas nu på bilerne fra højre")

Det er specielt, når man kører ud fra en parkeringsplads at man kan glemme færdselsretningen i starten. Det kræver lidt koncentration i starten.

Vi kører mod Folkstone. Vi kører højt oppe på klinterne. Der er smukt. Vi er ikke i tvivl om at vi nu er i England. Deres særlige byggestil overbeviser os hurtigt. Efter en gåtur i Folkstone kører vi videre for at finde vores campingplads. Lige inden vi når campingpladsen, får vi øje på en caravan-forhandler og et gas-skilt. Måske…

Nu sker der noget. Damen bag disken forstår vores problem, men opfyldning af tyske flasker kan de ikke klare, måske en anden løsning??? Hun kommer ud med en engelsk gasflaske, kigger på vores gevind og mener at det måske nok kan bruges sammen med en adapter.

Trykket er dog lidt anderledes i de engelske flasker (28 mb), så hun sikrer sig først at det er OK, før hun forsøger.

Umiddelbart ser det ud til at gå godt, men det virker ikke rigtigt. Der lækker lidt gas ud, samlingen er ikke helt tæt. Det går ikke. Det skal være helt sikkert. Hun får en ny idé. Kan vi ikke udskifte vores gasslange + "samlemuffe" med en ny og så lave en helt engelsk løsning. Det virker! Nu har vi en engelsk 7 kg flaske og en tysk. Caravan-forhandleren vil gerne opbevare vores tomme tyske flaske for os til vi vender tilbage, og så bytter vi bare om igen. Det lettede med en løsning! Som tak, køber vi lidt småting i forretningen, som vi mangler.

Da vi kører videre snakker vi om, at vi også kunne bytte den anden tyske flaske ud, så vi kører med 2 engelske flasker mens vi er i England. Det vil vi nok gøre.
Vi finder campingpladsen. Meget lækker, men også dyr. Vi får selv lov til at vælge en plads. Hvor er det rart at vi kan kommunikere med folk igen (på engelsk). Det gør hverdagen lidt lettere! Vi finder en god plads. Hiver markisen ud og sætter læhegn op. Nu fortjener vi en kop kaffe i solen. Det regnede, da vi stod op i morges, men siden vi kørte fra campingpladsen i Frankrig har solen skinnet.

Mens vi checker ind, får vi fortalt, at hvis vi melder os ind i den engelske caravan-club, så sparer vi 5 £ på hver overnatning. Det koster 25£ at melde sig ind, så det kan vi hurtigt spare. Vi siger ja og udfylder en indmeldingsformular, så får vi adgang til deres egne reserverede pladser også. Vi får en hel æske med bøger og materialer. Vores danske campingpas giver også rabat, men ikke ret mange ører.

Vi finder os tilrette, går en tur til nærmeste forretning og inspicerer faciliteterne. Det ser godt ud. Masser af pæne bad og toiletter. Vi læser lidt i det udleverede materiale og i nogle brochurer om attraktioner i nærheden.
Fish-and-chips-manden kommer med sin bil klokken 19 og "vækker" alle med sin klokke. Der samler sig hurtigt en lang kø foran bilen, men vi er fornuftige og spiser vores planlagte måltid (kyllingbryst og ris). Fisken må vente til en anden gang.

Vi kan ikke komme igennem på vores telefon, så vi kan ikke hente mails.

14. juni
Vi kører ind til et kæmpesupermarked og køber lidt ind til lageret. Sodavand, madvarer osv. Da vi kører tilbage mod campingpladsen må vi op ad en vej med en stigning på 13%. Tidligere på turen har vi været ude for 6% fald/stigning, men denne her var godt nok stejl.

På tilbagevejen bytter vi også den anden tyske gasflaske, så vi nu kører med to engelske.

Vi bruger også dagen til at reflektere om vores tanker, efter nu at have prøvet campinglivet i en periode. Vi har begge en overvældende følelse af frihed. Vi kan selv bestemme hvad vi vil, hvor vi vil hen osv. Vi er ikke afhængige af andre og har ingen forpligtelser. Men, det er også underligt at miste sin base (vores hus). Når vi hører, at de nye ejere er ved at bygge hele huset om, så er det lidt vemodigt at tænke på, for vi har da lagt mange kræfter i det hus. Det er også en underlig fornemmelse ikke at have et fast bopæl at vende hjem til.

Det giver (selvfølgelig) nogle udfordringer at leve på så lidt plads. Mest praktiske udfordringer. Al ting skal ryddes op hele tiden, ellers er her ikke til at være. Det er svært at tørre tøj i regnvejr. Man skal flytte sig, når den anden skal forbi. Man skal ud af sit "hus", for at gå i bad (vi bader næsten kun på campingpladsen, det er nemmest), men også andre udfordringer.

Vi er sammen næsten hele tiden. Det er rart, men når nu alle de danske bøger er læst og de små forbedringer på vognen er færdige, så bliver vi måske lidt rastløse. Bent har i perioder været ramt af rastløshed, specielt fordi vi ikke har kunnet se dansk tv, og vi kan jo ikke "løbe rundt og opleve ting" hele tiden. Det kan hverken fødder eller hjerne holde til.

Vi savner da også venner og familie, men det hjælper at vi kan skrive mails sammen med de fleste. Derfor rammer det ekstra hårdt, når teknikken driller og vi ikke kan komme i kontakt med omverdenen.

Det lykkes at hente mails i dag, underligt at vi to gange har haft kommunikationsproblemer. Godt vejr, men en enkelt regnbyge om aftenen.

15. juni
Vi har lyst til at køre til London, så vi pakker sammen og kører nordpå mod Canterberry. Vi skal alligevel den vej, så vi vil benytte chancen for at se den store katedral i Canterberry. Katedralen er nem at finde, man kan se den fra lang afstand. Først kan vi dog følge den gamle bymur ind mod centrum af byen. Vi finder en parkeringsplads foran et supermarked og går gennem byen for at komme tættere på katedralen.

Vi må betale for at komme ind. Hvor er det et stort prægtigt bygningsværk. Der er helt utroligt flotte glasmosaikker og en masse hvælvinger og udskæringer. Når man tror at man har været hele katedralen igennem, så træder man et par trin op og kommer ind i en mindst lige så stor og flot del af katedralen. Vi tænder et par lys, og tænker på venner og familie i Danmark og går videre nedenunder og ser den gamle krypt, som er den ældste bevarede del af kirken. Det er en flot oplevelse. Vi snakker lidt om at kirken nok har været samlingspunkt tidligere. Gad vist om den nogensinde har været fyldt op med mennesker - så stor som den er? Når vikingerne angreb, var det sikkert her man søgte i sikkerhed. Der er brugt mange penge til at bygge kirken. Hvem har mon finansieret det?

Vi kører videre af A2 mod London. Vi vælger bevidst de mindre veje, så vi får set mest muligt. Der er temmelig bakket. Nogle steder føles det næsten som rutsjebanen i Tivoli. Der er mange grønne områder og husene er typisk engelsk stil, med små karnapper og spidse tage.

Det er godt vejr. Solskin og 25 grader.

I vores bog har vi har fundet en campingplads i den østlige del af London, og vores forrige campingpladsforvalter anbefalede den samme plads, da hun hørte at vi ville mod London, så den kører vi efter - Abbey Wood lige øst for Greenwich. Vi finder straks et skilt mod campingpladsen, da vi kører fra A2, så det er bare at følge skiltene.

Campingpladsen ligger i en lille skov i udkanten af London. Der er masser af grønne områder omkring os. I gå-afstand ligger en togstation, så vi kan tage toget til London centrum (35 min). Campingpladsen ligger på en grund der skråner lidt, så vi får hårdt brug for vores niveleringsklodser. De er faktisk ikke høje nok, så vognen skråner lidt, selv om vi forsøgte at finde den mest lige plads. Det er en rimelig stor campingplads, og fordi vi er i London er der mere støj end vi er vant til (selv om dette skulle være den mest stille plads i London). Der er regelmæssigt udrykninger. Der må ligge en brand-station eller lignende i nærheden. "Genboerne" har to basset-hunde, der gør, så Bent er ved at "gå amok", men det er nok prisen for at være tæt på byen.

Der er advarsler flere steder på campingpladsen. Det er ikke rart. Der er tyve i området, så man skal låse sine ting inde, bare man forlader sin vogn eller sit telt i 5 minutter. Den ene tyv ser vi allerede luske omkring i nærheden af vores vogn, da vi ankommer og senere ser vi et par andre som vi mistænker er med i "banden". Det drejer sig om en eller flere ræve og en masse egern, som stjæler mad, sko og hvad de ellers kan komme i nærheden af. De virker ikke særlig sky og det er underholdende at sidde og kigge på de grå egern, der leger på græsplænen.

Susan henter brochurer i informationscentret på campingpladsen, så vi kan lægge planer for turen ind til London i morgen

Vi cykler en tur, for lige at finde stationen og se på byen. Susan starter med at cykle i højre side af vejbanen af gammel vane, men Bent får hurtigt dirigeret i den rigtige retning.

Hjemme igen, er det tid til aftensmad og dagbogsskrivning. Både dårligt tv-signal og dårligt telefonsignal, sikkert på grund af de store træer.

16. juni
Vi står tidligt op, går i bad og spiser morgenmad. Mens vi spiser, bliver vi underholdt af to egern, der leger "tagfat" rundt om træstammen lige foran vores vindue. Så er vi klar til at køre ind til London centrum. Vi køber weekendbilletter til tog og busser på campingkontoret og går så ned til stationen og tager toget klokken 8.59.

Vi tager til Leister Square og kigger på teaterbilletter i "The half price ticket booth". De forestillinger, vi har lyst til, spiller ikke eftermiddagsforestillinger i weekenden, så vi undersøger biografmulighederne i stedet. Bl.a. spiller den nye Pearl Harbour film i Odeon-biografen.

Vi fortsætter gåturen gennem centrum og tager undergrunden til Waterloo station, hvor der er kommet en nye stor Cinemax-biograf med 3D-film. Det plejer at være en underholdende måde at "hvile fødder" på. På vejen fra stationen til biografen møder vi en del hjemløse, som ligger i deres soveposer i gangtunnellerne.

De 3D-film, som bliver vist, ser ikke så ophidsende ud, så vi tager videre til "The eye", Det store nye pariserhjul, som er sat op i anledning af årtusindskiftet. Det er STORT, og det er køen også. Både køen for at købe billetter og køen for at komme ind er kæmpelange. Bent ville ellers godt op og prøve, mens Susan er lidt mere betænkelig ved højderne. Vi beslutter at vente til en anden gang.

Vi SKAL lige prøve en taxa, så vi tager en taxa til Harrods og kigger. Deres fødevareafdeling er så lækker, så Bent køber en pose nødder og så HURRA finder vi godt groft rugbrød. Vi må straks have to pakker. Det er en lidt underlig fornemmelse at gå rundt i Harrods. Der er så meget at kigge på, og samtidig føler man sig "lidt mindre rig" end de andre, der går rundt der inde, så vi får en følelse af ikke rigtig at høre til.

Efter at have shoppet tager vi undergrunden tilbage til Leister Square. Frokosten klarer vi hos MacDonalds for første gang på turen. Bagefter finder vi en biograf som spiller "The return of the Mummie". Ikke vores første valg, men den passede bedst tidsmæssigt. Det blev næsten 3 timers flotte effekter og spænding. Der var ikke nogle kedelige pauser undervejs. En underholdende film. Vi sad godt i en stor biograf, og nød at kunne hvile fødderne så længe. Vi er blevet bedre til at gå, men får alligevel trætte ben.

Vi kører hjem og tager lige et par øl med på vejen hos det lokale supermarked. Vi har været heldige at undgå regnbyerne i løbet af dagen, men nu får vi til gengæld en frygtelig masse regn på gåturen hjem fra stationen, så vi bliver totalt gennemblødte. Susans regnjakke virker ikke. Det regner igennem med det samme.

Vel tilbage i camperen finder vi joggingtøjet frem, hænger det våde tøj op og så sidder vi og hygger os med en lille whisky, mens vi opdaterer billeder og skriver postkort.

17. juni

Vi holder først en afslappet morgen fordi Susan har hovedpine, men pakker så regnjakkerne i rygsækken og tager toget ind til London. Vi må stå af på London Bridge, selvom der i køreplanen står at toget kører til Waterloo. Så vi fortsætter til Waterloo med Undergrundsbanen. På Waterloo sender vi lige en mail fra en telefonboks (bare fordi det er sjovt at det kan lade sig gøre), og checker så lige 3D filmene i Cinemax, men der er ingen 3D film før om eftermiddagen.

Vi tager undergrundsbanen ind til Leister Square og går og nyder stemningen. Vi går ned mod Covent Garden. Selv om det er søndag er butikkerne her inde i byen åbne og der er masser af mennesker på gaden.

I området omkring Covent Garden sker der noget hele tiden. Der er gøglere og optrædende alle vegne. Rockmusikere sidder og spiller og det store hit i øjeblikket er åbenbart mimikere, der er klædt ud i sølv- eller guldtøj og så står helt stille indtil en venlig sjæl smider lidt mønter til dem, så bevæger de sig langsomt rund som robotter og takker for skillingen. Utroligt at de kan stå så stille i så lang tid.

Efter at have gået en del og inhaleret stemninger, lyde og dufte af mad, bliver vi sultne og finder en lille bistro i en sidegade, hvor vi bestiller grillet Sirleon steak med salat, kartoffelmos og rødvinssovs. Ude og spise rigtigt for første gang på turen. Maden bliver serveret og er lækkert anrettet. Susans steak er lækker, men Bents er for rå inden i, så han kan ikke tygge den. Tjeneren kigger lidt, da Bent beder om at få bøffen stegt lidt mere, og da kokken får tallerkenen i hånden og hører beskeden ser han lidt sjov ud, men bøffen fik da en gang mere, og da Bent fik sin tallerken tilbage lidt senere er bøffen fin og lækker. Det er rart at sidde ned og nyde et måltid serveret af andre.

Bagefter slentrer vi op mod Leister Square igen og kigger på alle de spændende mennesker, der omgiver os. Der er mennesker af alle typer og racer, med meget forskellig tøjstil og hårfarver. Der er indtryk nok at kigge på. Da vi trænger til en gå-pause igen, finder vi en biograf. Vi vælger en kærlighedsfilm, men det viser sig at være en romantisk, men fjollet teenagefilm, med indlagte musicalnumre. Ikke ophidsende, men vi holder ud alligevel, bare for at hvile benene.

Da filmen er færdig regner vi ud, at vi lige kan nå et tog hjem fra Waterloo station, så vi tager undergrundsbanen og det passer fint med tiden, da vi når Waterloo station. Men ØV, togene kører slet ikke fra Waterloo station på vores toglinie i dag. Der står et skilt og spærrer for indgangen, og der står at togene i dag kører fra London Bridge i stedet. Ingen forklaringer på hvorfor! På den igen, gennem den store Waterloo station og ned til den anden ende, hvor undergrundsbanen er. Vi skal skifte undervejs på "Elephant and Castle" og kommer så frem til London Bridge, men nu er toget selvfølgelig kørt. Der er dog kun 15 minutter til næste tog, så vi venter. Vejret er heldigvis pænt i dag. Slet ingen regn!

Da vi står på rulletrapperne på vej til London Bridge station, bemærker vi en fyr med hængerøv i joggingbukserne og bare tæer i nogle meget specielle gummisko foran os. Da vi står og venter på toget kommer han og sætter sig på bænken lige bag os, og da Bent lige checker noget i sin pung, ser Susan at fyren lægger mærke til os. Vi stiger ind i toget og fyren følger efter og sætter sig på den næste bænk, men først rejser han sig op stirrer på Susan og siger "Du you know me?" et par gange. Vi bliver lidt nervøse for da vi skal af, står fyren også af. Vi vælger en anden udgang og holder os lidt på afstand til han forsvinder den anden vej.

Vi køber flûte og pate på gåturen hjem fra stationen og vel hjemme i camperen spiser vi det til aftensmad. Vores telefonforbindelse virker ikke, så vi kan ikke opdatere hjemmesiden. En lille whisky til at sove på og så er vi ellers godt trætte og sover skønt.

18. juni
Skønt vejr, solen skinner fra morgenstunden. Bent er (som sædvanlig) først oppe og laver kaffe og begynder at pakke sammen. Susan forsøger at opdatere hjemmesiden, men igen uden forbindelse.

Vi kører mod Colchester, men tager en omvej for at se Thames Barriere - en lang række kuppelformede barrierer, som ligger tværs over hele Themsen. Tidligere var der jævnligt oversvømmelser i London, derfor byggede man disse barrierer i 1953. De er store og London er sluppet for oversvømmelser siden de blev bygget.

For at komme over på den anden side af Themsen, kører vi under en utrolig lang tunnel (Blackwall tunnel), som drejer flere gange undervejs.

Ved halv to tiden kommer vi til Colchester camping, som ligger i udkanten af byen. Efter at have pakket ud og drukket en kop kaffe, cykler vi ind til byen. Ifølge beskrivelsen er der cykelsti og gangsti lige ind til byen, så det lød som "lige rundt om hjørnet". Cykelstien er ca. 25 cm. i kanten af hovedvejen, markeret med en malet streg. Det virker lidt usikkert at cykle der, i venstre side, med al trafikken rundt om os, men det gik da fint. Det tager os ca. 15 minutter at komme i nærheden af bymidten, og så bliver det ekstra sjovt, for næsten alle vejene er ensrettede, med stor hældning og masser af store busser. Enkelte steder må vi af og trække for en sikkerheds skyld.

Vi køber ind til lidt aftensmad. Det er en rimelig stor by med masser af shoppingmuligheder og muligheder for gåture i bymidten. Vi cykler ned og kigger ind på middelalderborgen i bymidten, men kun udefra - man må ikke cykle derinde.

Efter et par timer cykler vi tilbage til campingpladsen. Vi hilser på "naboen", som også har været en tur inde i byen, men dog med bussen. Han fortæller hvor nemt det er, så måske skal vi prøve det.

Bent vasker vores tøj og nu skal vi prøve om vores tv endelig virker! Bent finder det rigtige sattelitsignal, og signalet er OK i styrke, MEN vi kan stadig kun se TV4. Bent ringer til Henrik igen, igen. Der MÅ være noget galt med vores adgang til sattelitten. Klokken 18.45 er der endelig noget der virker. Vi kan se flere danske kanaler, med dansk tale og lyd. HERLIGT. Det må fejres med et glas rødvin.

19. juni
Så er det blevet "Store vaskedag". Bent vasker sengetøj og alt bliver rystet og nusset. Selv madrassen bliver hevet udenfor og banket godt.
Vejret er dejligt, solskin og varmt.

Vi sidder udenfor og kan se nogle kæmpestore kaniner i udkanten af græsplænerne. De er godt nok store.

Ellers er der tid til afslapning og sent på eftermiddagen cykler Susan en tur for at se mere af omegnen. Det bliver dog kun til villakvarterer og en god gang høfeber.

20. juni
Vi cykler ind til stoppestedet, og tager bussen ind til byen. Vi noterer os hvilke buslinier, der stopper her, så vi kan finde den rigtige bus, når vi skal hjem.
Det bliver en god lang gåtur i byen. Vi står af ved centrum og går ned af High Street, og ind gennem en smøge og kommer ind i et aktivt, hyggeligt miljø med gamle huse, forretninger og masser af mennesker. Vi finder et skilt, der peger mod biblioteket. Vi må prøve at finde en Internetforbindelse. Først går vi ind i en lille telefonshop, og spørger om de kan teste vores telefon. Vi han nu ikke kunnet få Internetforbindelse i flere dage, og er rimeligt frustrerede over vi ikke kan læse mails. De kan ikke teste telefonen, men bekræfter at vores telefonnumre og opsætninger ser korrekte ud (det er de også, det har jo virket for et par dage siden). Vi kan ikke få nogen forklaring på hvorfor opkaldet fejler, men bliver anbefalet at bruge Vodafon som udbyder.

Nå - vi finder biblioteket og HURRA, der er mulighed for at bruge en Internet pc. Vi læser vores mails, sender selv et par stykket og checker bankkontoen. Det er rart at kunne kommunikere igen.

Vi prøver om en Nokia forhandler kan hjælpe med vores telefon, men han giver os bare et telefonnummer til Nokia. Han yder ikke service på udenlandske telefoner!

Vi slentrer rundt i byen og spiser frokost (en sandwich) på en pub. Bagefter går vi ned til borgen. Der ligger en dejlig park udenom, så vi finder et roligt sted ved en lille sø og hviler fødderne, mens solen varmer. Det ser ud til at være et yndet udflugtssted og frokostpausested. Der er lige som Kongens have, når solen skinner.

Vi går rundt om borgen, og går så videre for at finde busstationen. Så skal vi bare finde en bus hjem. Bent spørger om hjælp, og får som svar at "vores" bus først kører om 45 minutter. Vi spørger uforstående igen. Hvad med en af de andre busruter, men nej - alle busserne er private, så hvis man har købt en returbillet, så gælder den kun til den sammen buslinie. SMART!

Det betyder at vi kan nå at handle lidt. Vi finder et supermarked og køber kød og drikkevarer til et par dage. Bagefter går vi tilbage og venter på bussen igen.
Cyklerne står heldigvis der hvor vi stillede dem, så vi cykler hjem igen, laver en kop kaffe og slapper af.

21. juni
Vi tager ind til Colchester igen. Vi skal finde et posthus.
Nu føler vi at vi kender byen og har nemt ved at finde rundt. Vi besøger lige biblioteket igen, så vi kan læse vores mails. Kun 1 ny, så det klarer vi hurtigt.
Bagefter finder vi posthuset, får sendt en back-up cd af alle vores billeder og dagbog hjem til Jette.

Det er egentligt dumt at købe postkort, når vi tager så mange gode billeder selv. Vi leder derfor efter en butik, hvor vi kan købe fotopapir i postkortstørrelse til vores printer. Efter 2 forsøg lykkes det. Prisen er 7,95 £ ifølge prissedlen, men da en pakke står til 4,95 £, spørger vi lige en ekstra gang for en sikkerheds skyld, og får besked på, at vi kan købe en pakke til 1 £. Vi skynder os at købe to pakker, mens prisen er god.

Vi trasker lidt rundt og kigger på de små forretninger. Vi har tidligere set en lille rejseelkedel og beslutter os for at købe den, så vi kan koge vand uden at bruge gas.

Vi er næsten nået udenfor byen igen, da vi ser en lille specialforretning. Vi mangler et brød, så vi går ind og kigger. Der er mange sjove ting. Vi køber nogle butterdejs-trekanter med kylling, så kan vi prøve noget nyt til frokost og så finder vi rigtigt fuldkornsrugbrød og en sennep, der ser (næsten) rigtig ud.

22. juni
Vi pakker sammen og imens vi går og pakker, kommer et par englændere forbi og stiller et par spørgsmål til Bent. De skal til Danmark i sommerferien i deres campingvogn, og spørger om vi kender nogle gode steder i Danmark, og om det er muligt at campere i nærheden af København? Vi hjælper så godt vi kan og får en god snak med dem om Danmark, England, ferie, færgeruter og camping. Det var rart at få lidt tips og englænderne var glade for at høre om Danmark. Vi anbefalede dem selvfølgelig at prøve campingpladsen i Ishøj, så lad os se om de prøver det. Vi byttede visitkort, og vi blev inviteret til at komme forbi deres hus i Chester, hvis vi skulle den vej efter sommeren.

Vores campingpas var ankommet til campingpladsen, så nu kunne vi bevise vores medlemskab af den engelske caravanclub. Det var rart. Det har vi forsøgt at få tilsendt på de sidste 2 pladser. Nu lykkedes det heldigvis.

Bent vil gerne lidt ind i landet igen, så vi kører mod en campingplads, lidt nordvest for Cambridge, der ifølge beskrivelsen ligger utroligt skønt og roligt lige ud til floden. Vi kører af landevejene, som vi plejer, for at se mest muligt, og kan nyde det dejlige vejr imens.

Campingpladsen ligger et stykke ude på landet, vi kører gennem en lillebitte by og forbi en stor, flot vandmølle og er så ved campingpladsen, helt nede ved floden. Virkelig en dejlig beliggenhed. Vi når at køre hele campingpladsen igennem inden vi finder opsynsmanden. Han fortæller os desværre at alt er optaget.

Vi vidste godt at der var en risiko. Vi plejer ikke at skifte plads om fredagen af samme årsag. Det er nemmest at finde ledige pladser om mandagen, når de andre er taget hjem igen. Pladsen var desuden meget lille.
Hvad nu? Skal vi finde en anden plads i nærheden, eller skal vi køre videre nordpå til Peterborough? Vi prøver først at finde en anden plads i nærheden. Ifølge vores kort, skal der ligge fire pladser i nærheden af floden. En optaget - tre tilbage. Vi prøver! Vi kører ind til Huntingdon og lige over broen, og så er vi i Godmanchester. Her ligger to pladser. Den ene ser temmelig slidt ud, så vi prøver den anden. Den ligger ved siden af en lille havn og beliggenheden er skøn, lige ned til floden.

En flink mand kommer og hjælper os til rette. Plads-ejerne er først hjemme efter klokken 19, så manden hjælper os og fortæller hvor vi kan finde en ledig plads. Vi bliver ledt til en plads med direkte udsigt over floden og slår os ned. Fint vejr og skøn udsigt.

Vi sidder "på terassen" og kigger ud over floden. Det er rart at sidde og følge med i trafikken. Der er lidt underholdning. Et par både glider forbi og en kano, og ind imellem løber en kanin hurtigt over græsplænen, så man kan bare sidde og slappe af i solskinnet og læse lidt, når aktiviteten daler på floden.

På sporene efter kaninerne, kunne vi nu godt have gættet, at der må være mange. Der er kaninlorte over alt, men de fleste er rimeligt tørre. Det er ikke så lækkert - men udsigten er.

Ved syv-tiden kommer plads-ejerne og hilser på os. De kommer med lidt brochurer og vi bliver budt velkommen. Prisen for pladsen overrasker os lidt. Det er en lille plads, men de tager alligevel 11 £ (med strøm), lige så meget, som på caravan-klubbens lækre plads.

Mens vi spiser kan vi se en lille familie navigere rundt i kajakker udenfor. Forældrene lærer børnene at sejle kajakkerne, og de lærer det hurtigt. Man får helt lyst til at prøve.

23. juni
Da vi står op, er der kommet vildt mange nye kaninlorte udenfor vores autocamper. Vi synes nu alligevel at det bliver for meget at jokke rundt i. Ikke særligt lækkert, når man skal ind og ud af vognen hele tiden.

Vi er jo ikke bundet af noget, så vi vælger at se på et andet sted. Vi kører derfor østpå ud mod kysten.

I den engelske autocamperforenings bog, har vi læst om en campingplads, der ligger på en hestevæddeløbsbane. Det lyder lidt sjovt og lidt underligt, så vi vil lige checke om det er rigtigt. Vi kan se landskabet ændre sig, da vi nærmer os kysten. Det bliver fladt og der er køer på markerne.

Vi følger skiltene mod væddeløbsbanen i Great Yarmouth, kører ind over banen og rigtigt - der er en campingplads inde på midten af grønsværen. Det ser meget hyggeligt ud, så det må vi prøve. At det samtidig er en plads, der ligger meget tæt på stranden, gør heller ikke noget.

Da vi skriver os ind, bliver vi gjort opmærksom på, at der er løb mandag aften, og imens der er løb, kan man ikke køre ind og ud fra campingpladsen, men man kan godt gå. Vi får besked på, at vi kan komme og hente billetter til løbet mandag formiddag. Det lyder da spændende, det må vi prøve.

Vi finder selv en god plads at "bo", og stiller læhegnet op. Det har vi ellers ikke brugt de seneste gange, men det blæser lidt mere her ude ved vandet. Vejret er fint. Sol og lidt småskyer ind imellem.

Vi cykler over til Spar-købmanden, som bor i villakvarteret i nærheden. Der er ikke noget særligt stort udvalg, så vi køber bare nogle småting.

Der er en stor bakke, som vi skal over, for at komme ned til vandet. Den krydser vi og kan så se vand. Der er et stykke ud til vandet, med klitter og sandstrand. Der er ikke så mange mennesker selvom det er lørdag eftermiddag.
Vi cykler ind mod byen og snart efterløser det ene forlystelsessted det andet. Først flere små søer og kanaler, hvor man kan sejle i kano, robåd eller vandcykel. Derefter var der et stort område med kunstigt græs, hvor alle pensionisterne spille en slags udendørs bowling, hvor det gælder om at komme nærmest en hvid kugle. De ser nu ud til at have det temmelig hyggeligt.

En kæmpestor mole skyder ud i vandet med alle mulige forlystelser, spillesteder og spisesteder. Det er meget større end Brighton, vist det største i England. Der er badeland, hoppepuder og legepladser for ungerne. Og skulle man få lyst til at gå indendørs, er der biografer, bowlingbaner mv. Godt at vi bor lidt længere ude af kysten, for her er nok ikke stille om aftenen. Modsat kysten er der forretninger, spisesteder og hoteller. Et rigtigt ferieland. Her inde er der masser af mennesker.

Vi får en lille øl, på en pub i strandkanten og kan sidde og betragte al mylderet, inden vi cykler tilbage til campingpladsen. Det er tid til en kop kaffe og det er muligt at sidde ude i solen og læse de turistbrochurer Susan har hentet i informationslokalet.

Det er Sankt Hans aften, så vi tænker lidt på venner og familie i Danmark, mens vi spiser mørbradbøffer og ris med ærter og champignoner. Bent tager opvasken, og Susan skriver dagbog.

24. juni
Vi cykler lidt nordpå til en lille by, der hedder Caister. Vi har læst, at der skal være karneval i byen, men kender hverken sted eller tidspunkt. Vi cykler igennem byen og lægger mærke til en lille campingplads, så vi skal lige ind og kigge, men vores plads er rarere. Da vi kommer igennem byen, er vi ude ved stranden. I strandkanten ligger en redningsbåd, som besætningen er ved at spule ren.

Stranden ser lækker ud, men der er ikke mange mennesker, selv om det er søndag. Vi stiller cyklerne og går en tur på stranden. På opslag rundt om, kan vi se reklamer for "vores" væddeløbsbane og løbet mandag aften, men ikke noget om karneval. Vi cykler en anden vej tilbage, og ser et bibliotek, men det er lukket. Vi kunne ellers godt bruge en Internet-forbindelse. Vi har stadig problemer med forbindelsen.

Caister virker som en lille, rolig by, men der er et stort supermarked i udkanten af byen, og der er åbent, så vi køber lidt frugt og grønt, men vi må tage hensyn til at vi skal have alle varerne med på cyklen. Karneval fandt vi ikke, men havde en god tur på et par timer.

Cykelforholdene er ikke gode i England. Der er ikke mange cykelstier og man kører mange steder i kanten af landevejene. Vi skulle igennem et par rundkørsler og det ene sted, var det næsten umuligt at komme over med en cykel på grund af den tætte og hurtigkørende trafik.

Resten af dagen nyder vi solen udendørs og sidder og studerer livet på campingpladsen. Naboerne har deres børn og børnebørn på besøg, så der er liv og glade dage. Bedsteforældrene ser trætte ud, da de bliver alene igen.

25. juni
Susan står tidligt op, og benytter lejligheden til at analysere vores problemer med at komme igennem på telefonen til mail og Internet. Efter at have læst hjælpe-filer og prøvet forskellige opsætninger, sætter hun hastigheden på modemmet ned og det hjælper. Vi har ikke haft telefonproblemer siden!

Da vi går over til camping-kontoret og betaler for 2 nætter mere, får vi udleveret to billetter til hestevæddeløbet i aften. På grund af væddeløbet bliver porten til ind- og udkørsel fra campingpladsen lukket fra klokken 16 til 22.

Vi finder cyklerne frem og kører ind til Great Yarmouth. Vi parkerer cyklerne og traver rundt i byen. Der er temmelig mange mennesker omkring os. De fleste går temmelig afslappet klædt og ser ikke ud til at have travlt. Der er den ene "turist-butik" efter den anden på byens hovedstrøg. Utroligt at de kan overleve alle sammen på at sælge sådan noget bras?

Der er dog også andre butikker imellem. Endelig lykkes det Susan at finde et par ordentlige travesko, som ikke er for varme.

Vi støder også på en kæmpestor bolsjebutik, hvor man kan gå ind og se dem lave Yarmouth-Rocks, flerfarvede bolsjestænger. Fantastisk at se dem jonglere med de store bolsjemasser, se dem ælte massen og forme den til stænger som bliver rullet, mens massen køler af. De "snyder" dog lidt. Den sværeste del af produktionen, nemlig formningen af bolsjestængerne, har de en maskine til at klare. Sådan en vil jeg også gerne have. De har en smart bolsjehakker, som deler stængerne i helt ens størrelse. Der er bolsjer og bolsje-stænger i alle mulige farver og smagsvarianter (dog ingen lakridsbolsjer), og vi må lige have et par smagsprøver, for at se om kvaliteten er i orden, så vi køber 10 stænger.

Vi går gennem byen og spørger et par af de lokale indbyggere, hvor vi kan finde biblioteket. Det ligger næsten i den anden ende af byen, så vi traver derhen og læser vores mails. Vi skal betale for den tid vi bruger til mail-læsning, så vi må betale et depositum på 2 £ før vi får lov til at låne en pc. "Almindelig surfning" er gratis, men vi har igen telefonproblemer, så vi må lige læse vores mails, før vi går videre. På torvet spiser vi en gang chips (pommes frites), mens vi kigger på menneskemylderet.

Efter 3 timers gå/cykletur cykler vi hjem og skriver hjemmelavede postkort, mens vi venter på at væddeløbet skal starte. Klokken 18.15 går vi til vores første hestevæddeløb. Der er en god stemning, afslappet og forventningsfuld. Vejret er fint, solen skinner. Der kommer flere og flere mennesker. Vi har fine pladser, næsten ved målstregen. Når de mange heste tordner forbi kommer der gang i menneskemængden og de hepper højlydt på deres foretrukne hest. Ved små boder står bookmakerne og råber og forsøger at få flere hen og spille på en hest inden næste løb starter.

Der er i alt 6 løb, som starter med 30 minutters mellemrum. I de første 2 løb starter hestene, så vi kan se det, men da de forskellige løb er over forskellige distancer, kan vi ikke se starten på de næste løb, MEN vi kan se slutningen. For at være lidt med i spændingen går Bent hen og finder ud af hvordan man spiller og efterligner manden foran og spiller 1£ på en af hestene. Det giver mere spænding, men ikke det store udbytte!!Vi spillede for i alt 12£, og vandt ingen ting!!!

Det er en hyggelig aften og vi får snakket med nogle af de andre campister i pauserne mellem løbene.

26. juni
Vi kan se, at mange af campisterne er kommet for at se hestevæddeløb. De fleste pakker nemlig sammen nu og forlader pladsen, så vi har masser af fri plads omkring os nu.

Godt at vi er blevet bedre til at slappe af. Det bruger vi nemlig dagen til (næsten). Vi vasker en maskine tøj, lufter sengetøj, gør rent i autocamperen og pudser vinduer. Susan cykler til købmanden og køber frisk brød til frokosten.

Vi nyder dagen ude i solen, og lægger næste dags rute ind på GPS'en. Denne gang kender vi nemlig vores næste opholdssted. Om aftenen pakker vi læsejl, markise og "havemøbler" sammen, så vi er klar til at køre næste morgen. Godt at vi pakkede alt sammen - om natten bliver det frygteligt uvejr.

Klokken 2.30 om natten bliver vi vækket af tordenbrag, lige over hovedet på os, så Bent hiver parabolen ned. Vi løfter lidt op i det ene gardin, og sidder så i sengen og kigger ud på alle de enorme lyn, der lyser hele området op. Vi bor kun få hundrede meter fra stranden, så der er fri udsigt. Vi har godt nok oplevet regnvejr tidligere på vores tur, men ikke et regnvejr som dette. Regndråberne slog så hårdt på taget, at det lød fuldstændig som om det var hagl. Det trommer på taget og larmer og tordner så meget, at det ikke bliver til meget søvn.

27. juni
Uvejret fortsætter med forskellig intensitet resten af natten, men da vi står op holder det op. Vi kan gå til baderummene i tørvejr, og kort tid efter skinner solen igen. Flere af de andre campister snakker også om uvejret. De synes, at det var lidt voldsomt.

Vi tømmer spildevandstanken og fylder rent vand på tanken inden vi forlader campingpladsen og kører sydpå, for at mødes med vores to gode venner, Peter og Marianne, som skal bo i en husvogn i St. Osyth, i nærheden af Clacton-on-Sea.

Vi vælger at køre langs kysten, for at få den flotteste køretur. En Tesco-forretning fanger vores opmærksomhed. Vi mangler øl og vand og vi har fundet ud af, at det er smart at proviantere, mens vi kører fra sted til sted, for så kan vi med det samme lægge alt på plads i autocamperen. Vi benytter lejligheden til at købe mad ind til et par dage.

Bent har haft lidt problemer med fartpiloten på de seneste ture. Den vil ikke slå til, så da vi lige ser et autoværksted på vejen, kører vi ind og snakker med dem. Mekanikeren er meget flink, men da han får set på fartpiloten, kan han ikke løse problemet. Fartpiloten er anderledes end dem han er vant til, men han henviser os til en Fiat-mekaniker i Colchester og skriver adressen ned til os. Vi viser ham, hvor nemt vi finder adressen på GPS'en og han bliver da lidt imponeret. Mekanikeren vil ikke have noget for forsøget, så vi giver ham to danske øl.

Den campingplads, hvor vi skal mødes med Peter og Marianne er kæmpestor. Det vil sige, selve pladsen til campister er ikke ret stor, men så er resten af området fyldt op med husvogne, som folk lejer og holder ferie i. Der er godt nok mange - en hel by af husvogne. Der er også et badeland, butikker, restauranter og en pub, så det er STORT, men lidt slidt.

De forlanger 12£ pr. overnatning. Vi synes det er en høj pris, og det lykkes os at få et specialtilbud med 5 overnatninger til prisen for 3 overnatninger, så bliver det lidt mere rimeligt. Selve pladsen, hvor vi må bo ligger lige ned til vandet. Der er kun en lille dæmning man skal over, så ligger Nordsøen på den anden side. Pladsen er helt åben, der er ikke noget læ, så vi kan mærke vinden med det samme. Bad og toiletfaciliteter er gamle og slidte, ikke de kønneste vi har set, men de fungerer.

Vi slår læhegnet op og tager stole og borde frem, men lader markisen være på grund af blæsten. Vi skal lige se området vi bor i, så cyklerne bliver taget ned fra holderen og så cykler vi til havnen, stranden og rundt i hele beboelsesområdet. Vi kommer forbi svømmehallen, den er ikke så stor endda, men hold op, hvor er området stort. Her må være uudholdeligt i højsæsonen, med mennesker alle vegne.

28. juni
I nat har det blæst en del, og vi har haft klapre-lyde, som holdt os vågne. I morges opdagede vi så, at vores stige op til taget, ikke var fæstnet ordentligt, så det var den, der larmede.

Efter morgenmaden cykler vi op på kontoret, for at finde ud af hvor Peter og Marianne skal bo, men efter lang ventetid, får vi besked på at vi først kan få svaret senere. Vi cykler hjem igen, sidder ude i solen og nyder det, og Susan forsøger igen ved 13-tiden at få oplysninger på kontoret. Denne gang er beskeden "Vi må ikke udlevere oplysningerne". Fint nok, men hvorfor ikke fortælle det første gang?

Susan får lov til at lægge en besked til Peter og Marianne, så de ved at vi allerede er ankommet. Om eftermiddagen sidder vi begge inde i autocamperen og arbejder på pc-en, da det pludselig banker på døren. Udenfor står Peter og Marianne. De har været ude og gå tur, da de pludselig ser en vogn "magen til" vores. Da de ser det danske flag bliver de klar over at det er os. Beskeden fra os, har de aldrig modtaget! Det postkort vi har sendt til dem fra Great Yarmoth for flere dage siden har de heller ikke fået.

Det er herligt at se vores venner igen. De har et par uundværlige ting med fra Danmark: sennep, vores autohjælpspapirer, nye blade, krydsogtværser m.m. Snakken går livligt og til sidst bliver vi enige om at gå med over og se hvor Peter og Marianne bor. De har mere plads end vi har! (meget mere). De bor i en stor husvogn i den modsatte ende af caravan-pladsen. Vi snakker, hygger os og om aftenen henter Bent og Peter kinamad, som vi spiser sammen.

29. juni
Vi vågner ved pible-lyde på taget, og tror først at det begynder at regne, men opdager hurtigt at det er en stæreflok som er landet omkring os, og også et par stykker hopper rundt på taget. Vi har flere gange set meget store stæreflokke i nærheden.

Peter og Marianne kommer i deres bil og henter os og vi kører alle sammen til Colchester. Vi går rundt i byen i flere timer. Bent får efter flere forsøg lavet kæden til sit ur, som er gået i stykker. Vi får set alle de små gader, stræder og butikker. Det er en rar by at gå rundt i. Vi bliver nødt til at vente 1 time på at få uret repareret, så vi går ind på en pub og bestiller "fish and chips". Så får vi endelig prøvet nationalretten, og vi er heldige. Fisken er perfekt.

På hjemvejen ser vi at der er en cricket kamp i gang på det lokale stadion, så Peter kører ind ved banen, parkerer bilen, og så står vi ellers og kan følge med i en af de britiske fritidsfornøjelser. Det er nu ikke så ophidsende at kigge på, men nu har vi da set cricket også.

Efter en kop kaffe hjemme på campingpladsen går vi hver til sit, og slapper af resten af dagen.

30. juni
Peter og Marianne henter os igen og vi kører til Clacton-on-Sea.

Clacton-on-Sea er en typisk britisk badeby ligesom Brighton, med en stor mole (pier), der rækker langt ud i vandet og rummer alverdens forlystelser. Vejret er dejligt selvom det blæser lidt og vi går rundt i byen og nyder stemningen, inden vi finder et lille sted og spiser frokost.

Hjemme igen samler vi kræfter hver for sig, indtil vi ved ottetiden mødes og går over på den lokale pub. Det er varmt og væskebalancen skal holdes ved lige!

Der ligger en spillehal ved siden af og vi skal lige ind og checke mulighederne og spiller for et helt pund inden vi går hjem igen. Vi skal dog lige en tur op på diget og se ud over vandet inden vi går til ro. Vi når lige at se det sidste af solnedgangen ud over vandet.

1. juli
Peter og Marianne kommer i deres bil og henter os og vi kører til et marked, hvor man kan købe mærkevarer til rabatpris.

Det er et stort center, hvor vi går rundt og kigger i (næsten) alle forretningerne. Forretningerne er åbne, selv om det er søndag. Det er godt nok mærkevarer til lavere pris, men der er ikke meget der tiltaler os.

Bagefter kører vi ud mod Frinton-on-Sea. Vi vil prøve at finde et spisested.

Vi finder en stor pub, hvor der er virkelig mange mennesker. Englænderne har åbenbart en tradition for at gå ud og spise søndagsbrunch eller frokost med hele familien. Da vi har fundet ud af hvad vi vil spise, går vi op til baren, for at bestille, men der står på et skilt, at der er en times ventetid på mad. Det er vi for sultne til at vente på.

Klokken er næsten 15, så vi kører videre. I St. Osyth er der også en pub, så vi prøver at få mad der, men nu er klokken blevet over 15, så køkkenet er lukket.

Det ender med, at vi tager en pose kina-mad og en pose indisk mad med hjem fra købmanden. Peter og Marianne varter op og varmer mad. Lækkert! Efter kaffen bliver vi kørt hjem, slapper af og skriver dagbog.

2. juli
Vi pakker sammen og kører forbi Peter og Marianne for at få en kop kaffe inden vi forlader campingpladsen. De sidder udenfor deres "hus" og venter på os.

Det er utroligt varmt og trykkende og solen skinner. Vi gætter på, at det er i nærheden af 30 grader.

Vores foreløbige planer er at tage til en campingplads i Ipswich, som vi har fundet på vores camping-cd. Den er halvdyr, men ifølge oplysningerne, ligger den næsten midt i byen.

Vi vil ikke for langt væk, for vi har en aftale med Peter og Marianne. Vi skal mødes med dem i Debenham om en uges tid, så vi vil gerne blive i nærheden.

Da vi kommer til Ipswich køber vi en lille mikrobølgeovn, som ikke bruger for mange watt. Vi har ingen adresse på campingpladsen, så vi må spørge et par gange, før det lykkes os at finde den. Den ligger ikke midt i Ipswich, som lovet, men temmelig langt uden for byen. Hvis vi kunne bo midt i byen, ville vi gerne betale den høje takst, men hvis vi alligevel skal så langt udenfor byen, vil vi hellere finde et andet sted.

Vi kører mod Saxmundham, men holder øjnene åbne for andre campingpladser. Vi ser et skilt med henvisning til en campingplads og kører meget langt, før pladsen dukker frem midt ude i en kæmpestor skov. Idyllisk beliggenhed og fred og ro, men der er et lille problem. Vores spildevandstank er fuld, vi kunne ikke komme til at tømme den på den tidligere campingplads, men heller ikke her kan vi tømme tanken, så vi må videre igen, igen.

Køreturen mod Saxmundham foregår på nogle meget små veje. Vi møder en traktor og han må bakke og køre ind på et sidespor, for at vi kan komme forbi. Her er meget smukt, og vi kan se at de specielle "græsslåmaskiner", som de bruger herovre til at klippe buske og træer lodret langs vejen, har været flittigt brugt. Det gør, at vi mange steder kører i tunneler skabt af træer. Det tager lidt af varmen at køre inde mellem træerne.

I Saxmundham skal vi hele vejen igennem den lille by og så ligger campingpladsen ude på den anden side. Opsynsdamen er ikke til stede, men en af de andre campister er flink til at hjælpe os tilrette. Vi får tømt spildevandstanken og fylder frisk vand på bilen og prøver så at finde den mindst skrånende plads på campingpladsen. Det er lidt svært, for der er skråt over det hele, men her ser hyggeligt og fredeligt ud, så vi gør et forsøg, og med både de store og små niveleringsklodser under baghjulene lykkes det faktisk at få bilen nogenlunde lige. Vi slår os ned, og pakker ud.

Vi sidder og nyder solen, da opsynsdamen ved syvtiden kommer og hilser på os. Hun fortæller os at vi måske kan finde en mere jævn plads oppe på toppen af bakken og giver os nøglekoden til toiletblokken. Der er kun to pladser ledige med strøm, så vi lægger alting ind i camperen, og kører op ad bakken, for at finde en mere jævn plads. Det lykkes og vi pakker ud igen her, hvor vi har en pragtfuld udsigt ud over pladsen og landskabet.

Vi har gratis underholdning hele dagen. Der er udsigt til tennisbanerne, hvor der er godt gang i træningen, og lige bag campingpladsen er en klub med modelfly i gang med flyveturene, så vi kan sidde og nyde de akrobatiske øvelser med de små fly. I nærheden af campingpladsen, kan vi stå og se på "græsbowling". En sport udøverne går meget op i, med deres hvide skjorter og grå bukser.

3. juli
Det er skønt vejr. Solen skinner fra en skyfri himmel. Det er 28-30 grader. Næsten for varmt. Vi cykler ind til byen. Det er en lille by og det tager kun 5-10 minutter at cykle derind. Der er ikke så meget at kigge på, men et godt stort supermarked og så må man jo slappe lidt af også?

Der er en togviadukt over hovedvejen, men vi kan ikke se en station. Ellers kan vi måske tage et par udflugter med toget?

Over campingpladsen er der nogle meget store fugleflokke, der flyver rundt og larmer, men vi kan ikke rigtigt finde ud af om det er krager eller råger? Fuglene er store og sorte.

Opsynsdamen kommer forbi og skal lige høre om vi er faldet godt til rette på vores nye plads. Vi kan svare at alt er OK. Vi spørger om der er en station, og får forklaret hvor den ligger med en god skotsk accent, selv om det er 30 år siden, hun har boet i Skotland. Vi får lige et ekstra pluspoint, da vi fortæller, at vi selvfølgelig skal til Skotland lidt senere.

4. juli
Det er varmt og skyfrit igen, men heldigvis ikke så varmt som de seneste dage, KUN omkring 23-25 grader og der kommer jævnligt en skøn kølig brise.

Susan cykler ind til byen, udforsker området lidt mere, finder stationen og får en køreplan. Vi kan enten køre mod Ipswich eller Lowestoft.

Det er onsdag, så på pladsen ved siden af hovedgaden, er markedsdagen i fuld gang. Man kan købe planter, grøntsager, tøj og værktøj. En blandet landhandel..

Vi nyder solen og slapper af i varmen.

5. juli
Så er det tid til at skifte gasflaske igen (vi bruger kun 7 kilos gasflasker nu).

Dagens gratis underholdning er sikret, da vi kan se (og høre) 2 jetjagere eskortere et mindre fly. De flyver flere runder over campingpladsen. Det er sikkert en øvelse. Senere ser vi de to jagere flyve rundt igen, men denne gang uden "ekskorte".

Vi cykler ind til byen. Vi skal en tur på posthuset. Der er ikke samme service, som vi er vant til derhjemme. Vi skal have porto til et par breve, så vi vejer brevene, og får frimærkerne udleveret. Vi må selv sætte dem på brevene, og så skal vi aflevere brevene i postkassen udenfor!

Vi nyder solen og stilheden på campingpladsen. Der er ikke meget aktivitet i dag, men det er selvfølgelig også meget varmt. Vi hører i fjernsynet, at der er hedebølge i Danmark, så de har det ligeså varmt som os. Det er regnvejr i resten af England og i Wales har der været oversvømmelser, men vi bor lige på en lille plet, som har samme gode vejr som Danmark.

6. juli
Solen skinner og det er nok 28-30 grader varmt.

Vi cykler til stationen og køber billetter til togturen til Ipswich. Billetterne er temmelig dyre, 10 £ for to returbilletter og turen tager ca. 35 minutter. Vi venter på toget, der er flere der skal med, så vi er lidt overraskede, da vi ser toget komme. Der er kun 1 vogn på det lille gamle tog.

Vores togbilletter gælder også til bybusserne, så vi hopper på en bus ind til centrum. Vi går rundt og kigger på byen. Ipswich er en rimelig stor by og der er masser at kigge på. Vi finder et informationskontor og får et bykort. Vi overvejer at tage en rundtur på bryggeriet, Englands næstældste, men der er kun rundvisninger om fredagen, så det dropper vi igen. Marianne har fortalt at vi skal se Buttermarket, et stort forretningscentrum, så det gør vi selvfølgelig.

Vi ser tilfældigt et skilt til biblioteket, så vi kan lige checke vores bankkonto og se om der er nogle e-mails. Der er forskellige procedurer på hvert enkelt bibliotek, her skal vi registreres og have en pinkode for at kunne logge på maskinen. Første logon-forsøg får pc'en til at "gå i sort". Bibliotekaren mener, at det er fordi Susan taster for hurtigt!! Andet forsøg lykkes bedre, og vi får adgang til vores mail.

Vi har flere gange set navnet Debenham på en forretning. Det er navnet på den by vi skal møde Peter og Marianne i, i overmorgen, så vi må lige ind og se hvad det er. Det er et stormagasin, og de er altid rare at have i nærheden, hvis man får brug for et toilet, når man er på tur!

Lige præcis med hensyn til toiletter er vi til tider nødt til at gå på kompromis på turen. De offentlige toiletter og toiletterne på campingpladserne er ikke altid lige lækre. Specielt på de billigere pladser og pladser med mange børn bliver der svinet godt til uden tanke på den næste bruger. Generelt oplever vi at englænderne ikke går så højt op i orden og rengøring. Det er svært at finde papirkurve, så der ligger affald mange steder. Nå, men det er et sidespring, tilbage til turen.

Det er så varmt at vi helst vil spise frokost inde i skyggen, så vi finder en hyggelig pub og får lidt at spise og drikke. Der er sjældent langt til en pub, og man kan som regel altid få et eller andet let at spise.

Da vi kører med toget hjem igen, må vi lige kigge to gange for at være sikre på at det er rigtigt. På en mark ser vi en masse lamaer, som går rundt og græsser og hygger sig. Sjovt.

Cyklerne står heldigvis stadig på stationen. Vi var ellers blevet advaret mod at lade dem stå der, mens vi tog til byen. Der er heller ikke nogle cykelstativer. Vi forsøger at få fat på et flute hos bageren på vejen hjem, men underligt nok, holder alle forretningerne lukket. Vi kan ikke finde ud af hvorfor.

7. juli
Det har regnet lidt i nat. Vi møder "the warden" (opsynsdamen), Jean med den skotske accent, og betaler for vores ophold, så vi kan køre, når det passer os i morgen. Vi betaler 6 £ pr. nat + el. Den billigste plads i England indtil videre.

Der er et opslag i toiletbygningen. Der skal være håndværks- eller håndarbejdsmarked i dag, og der står at det er en tur værd, så vi går ind til byen. Markedet er en opvisning i forskellige fritidsaktiviteter for byens borgere. Der er håndarbejder, malerier, smykker og mange andre småting, men ikke noget vi synes er ophidsende.

Vi går i stedet over til supermarkedet og handler. Vi går hjem igen i nogenlunde tørvejr. Det har ellers regnet inden vi gik og da vi kommer hjem begynder regnen og det siler ned igen det meste af dagen.

Vi tømmer spildevandstanken og hælder nyt vand på, så vi er klar til at køre til Debenham i morgen.

Tour-de-France starter i dag, så det skal der også findes tid til. ;o)

8. juli
Det regner meget mens vi pakker sammen og gør os klar til at køre.

Vi skal ikke køre ret langt, kun 32 km til Debenham, hvor Peter og Marianne er på ferie i et lånt hus. Vi har hørt meget om stedet og glæder os til nu endelig at se det.

Det er de helt små veje vi er ude på. Det er godt at vi har lagt ruten ind på GPS'en, for et par steder er det svært at se skiltene. Undervejs holder regnen op og det bliver helt pænt vejr igen.

Peter og Marianne står ude og vinker til os, da vi nærmer os. Peter flytter sin bil, så vi kan komme til at holde lige foran huset, og så kan vi få et knus. Dejligt at mødes igen.

Kaffen står klar. Vi har meddelt via SMS, da vi var 5 km fra huset. Huset er meget gammelt. Det er hyggeligt og stemningsfuldt med bindingsværk, skrå vægge og gulve. Udsigten kan ikke være bedre. Man kan se direkte over på den flotte gamle stenkirke lige overfor.

Vi går en tur alle sammen. Vi skal lige se kirken og det lokale fænomen, en "ford". Det er en å, som forlader sit naturlige løb, og i stedet løber over en vej, og så lidt længere henne finder den tilbage til sit naturlige element igen. Det betyder at vejen næsten altid er dækket af vand, som man så må køre igennem, hvis man skal forbi. Gangstien er heldigvis lagt lidt højere, så vi ikke får våde fødder!

Da vi går lige forbi ejendomsmægleren, skal vi se hvad et lille hus koster herude på landet. Det er ikke billigt, ca. en million for et meget lille, ældre hus.

Vi går over til købmanden og køber ind til aftensmad, frokosten klarer vi ved lidt sammenskud. Peter og Marianne har ellers fortalt at vi skal prøve de lokale fish og chips, men fiskehandleren har lukket i dag.

Det bliver en rigtig hyggelig snakkedag. Vi har mere behov for bare at være sammen og snakke og hygge os, end at skulle ud og se området. Vi får også kigget på de videre planer. Vi vil til Peak District, og får fundet den bedste campingplads i området. Vi bliver inviteret til at sove i huset, så vi ikke skal sove i autocamperen, der er parkeret meget skråt. Det tilbud tager vi glade imod. Snakken går lystigt, og da vi får et glas rødvin til aftensmaden, får vi da også løst det meste af "verdenssituationen" efter middagen. Det er en dejlig dag.

20. august
Vi forlader campingpladsen ved otte-tiden. Skovfogeden som skulle komme og opkræve gebyr for overnatningen, er ikke dukket op, så vi er nødt til at køre uden at betale. Ærgerligt!!

Vi ankommer til Larne ved ni-tiden, i god tid inden færgen skal sejle klokken 12.45. Vi spørger om vi kan komme med en tidligere færge, men den er allerede sejlet. Vi kører ind til centrum, parkerer og går en tur. Vi opdager en frisør, og går over og spørger om vi kan blive klippet begge to. Det kan vi godt, men vi har kun irske penge, så vi må ind i en bank og veksle først.

Endelig bliver vi klippet, det er næsten tre måneder siden sidst, så det er rart. Det er lidt underligt at blive klippet af en ukendt person, som taler et andet sprog, og har en anden kultur, men vi har mulighed for at stille nogle spørgsmål om Irland, Nordirlandsproblematikken. Det er åbenbart ikke altid sjovt at bo i Nordirland. Frisøren fortæller, at folk mange steder lever i frygt, og at der er gode grunde til, at nogle hegner sig inde.

Da vi begge kan se ud af øjnene igen (pris i alt for to klipninger = 140 kr), går vi videre gennem byen og finder biblioteket. Vi får lov til at bruge en Internetmaskine og checker lige bankkontoen.

Nu passer tiden med at vi skal sejle, så vi kører ned til havnen igen og tømmer køleskabet for de sidste kødvarer og spiser frokost, mens vi holder og venter på at få lov til at køre ombord. Vejret er skønt, ind imellem skinner solen endda.

Der er utroligt mange, som skal med færgen og vi bliver lidt forsinkede. Også denne gang bliver Bent bedt om at bakke ombord. Da vi kommer i land i Skotland igen, føler vi os begge lidt lettede. Vi har alligevel været lidt påvirkede af de store pigtrådsindhegninger i Nordirland. Det burde ikke være nødvendigt at folk skal bo bag pigtråd, for at føle sig trygge.

Vi skal enten hæve skotske penge igen, eller fortsætte til England, før vi køber ind og hæver penge, så vi kører mod Carlisle (England). Det er også en meget smuk del af Skotland vi kører igennem. Meget af tiden har vi vand på den ene side og grønne bakker eller rødbrune bjerge på den anden side. AH, hvor er det rart at køre på de gode skotske veje igen. Lidt ironisk at vi på denne strækning med god vej, ser det første trafikuheld, vi har mødt endnu. En bil med en campingvogn på slæb, har påkørt en personbil. Det ser nu ikke så slemt ud.

Den campingplads vi har udset os, ligger langt ude på landet og vi møder ingen butikker, før vi når frem ved halvfem-tiden. Det ender med at det lille problem, løser sig selv, der er nemlig ikke plads til os på campingpladsen. De har flere ledige pladser, men kun på MEGET vådt græs, og der kan vi ikke holde uden at synke i.

De hjælper os ved at ringe til nærmeste caravan club campingplads, og der er en ledig plads. ØV, vi er trætte, men alligevel i godt humør, vejret er jo fint, og så kommer vi alligevel til Lake District i dag, selvom det kræver en times kørsel ekstra.

For at fylde lidt op i køleskabet igen, kører vi en lille omvej ind til Penrith, hvor vi hurtigt finder en Aldi. Vi har stadig ikke hævet penge, men et Visakort eller Mastercard kan man vel bruge alle steder? Nej - ikke i Aldi, vi spørger heldigvis, før vi fylder kurven, så vi må gå igen - uden mad. Vi kører videre og finder en Safeway butik. Der tager de Visakort og har også en hæveautomat. HURRA. Der er også en benzinstation, så vi fylder op med diesel og får endda rabat, fordi vi har handlet i Safeway.

Det er nemt at finde campingpladsen og det var godt, at vi handlede lidt, for der er 12 kilometer til nærmeste forretning. "Campingfatter" finder en god plads til os og vi finder os tilrette. Det er en dyr plads, men faciliteterne er også i orden. Der er mange børn, fordi naboen har en park med heste, tanks og mange andre aktiviteter. Vejret er stadig fantastisk, så vi må lige ud og gå en tur og tage nogle billeder.

Vi sover fantastisk godt. Vi var også blevet trætte.

21. august
I dag kører vi en tur i Lake District, som er utroligt smukt. Vi har forventet masser af søer, skove og smukke udsigter, og det er der, men her er også utroligt mange bjerge. Campingpladsen (Troutbeck Head) ligger i en "gryde" mellem bjergene.

Vi kører til Keswick, og går en tur. Meget hyggelig lille by, ligner lidt en bjergby i Tyskland i stilen. Parkeringsvagten fortæller os, at vi kan parkere gratis i en time, hvis vi handler i de lokale butikker. Vi shopper lidt, hvad gør man ikke for at spare et par £??

Bagefter kører vi en tur rundt om Derwentwater, en af de smukkeste søer i området. Kun en tur på omkring 50 km, men det tager 1½ til 2 timer at køre rundstrækningen. Efter at vi har kørt en trediedel af turen på temmelig smalle veje, kommer vi til et skilt, hvor der står at kørsel med campingvogne frarådes. Vi har valget mellem at køre tilbage af samme smalle vej eller at fortsætte, der er ingen frakørselsmuligheder. Efter fem sekunders overvejelse vælger vi at fortsætte, vi kører jo i en 2,8 turbo, og den har klaret alt indtil nu.

Vi fortsætter, men møder sjovt nok KUN personbiler! Vi opdager hurtigt hvorfor. Vi kører højt op i et bjergpas, en lang, stejl opkørsel med 25% stigning, og undervejs skal vi tage hensyn til modkørende, som kun kan passere, hvis begge parter kører godt ud i "grøften". To steder må vi bakke, for at komme til et sted, med plads nok til at to biler kan komme forbi hinanden. Andre gange bakker de modkørende biler for at give os nok plads. Et sted må vi folde sidespejlet ind, vente på at de to modkørende bakker til et knapt så smalt sted, og da de passerer os, er der mindre end én centimeter imellem bilerne.

Spændende, og nogle gange endda skrækindjagende. Hvis man lider bare en smule af svimmelhed, højdeskræk, svage nerver eller gerne vil have sin egen vognbane, så kan turen af B5289 ikke anbefales. Det er godt, at vi har kørt så meget bjergkørsel, de seneste måneder, så vi er ved at vænne os til det.!

Efter turen op, kan vi nyde den flotte udsigt (og trække vejret frit lidt igen). Det blæser så meget, at det er svært at stå fast. Bagefter skal vi så ned igen, med fald igen på 25%. Det er godt nok stejlt, men vi har en utrolig flot tur. Godt at vi har en god bil med stor motor, ABS-bremser og en chauffør, som kender sin bils bredde på millimeter!

Vi besøger et fårecenter i nærheden, men det er kedeligt. Alle shows med får, fårehunde og fåreklipning er aflyst på grund af mund- og klovsyge. Vi kører tilbage til campingpladsen og hygger os indendørs. Der kommer en masse regnbyger og det blæser temmelig meget.

Vi kan sidde inde og kigge på skyerne, som drøner hen over himmelen. Ind imellem er "vores" bjerg helt dækket af skyer og totalt usynligt. Pludselig dukker det frem igen, helt eller delvist. Belysningen skifter hele tiden på grund af skyerne.

22. august
Vi overvejer lidt, om vi skal blive eller køre videre. Her er utroligt smukt, men vi trænger til mere sol og varme, og mindre regn, så vi fortsætter sydpå.

Belært af erfaringen, får vi campingpladsen til at ringe til Birmingham (Chapel Lane) og høre om der er ledig plads. Det er der, så vi bestiller straks et par overnatninger. Vi kører sydpå ad motorvej A6, og det første stykke vej, med Lake District på den ene side og en nationalpark på den anden, er nok det smukkeste stykke motorvej vi endnu har kørt. Vejret er fint.

Vi kommer frem ved 14-tiden og det viser sig at være en meget fredelig og hyggelig plads. Vi føler os straks godt tilpas og bestiller med det samme seks overnatninger, der er ikke mange campister på pladsen, men de vil komme i weekenden, når der er helligdag mandag.

Vi har kørt meget de seneste dage og trænger nu til nogle slappe-af-dage, så vi tager det med ro og slapper af. Vi får en langvarig regnbyge sent på eftermiddagen.

23. august

Vi cykler en tur, vi har læst at der er en "farmshop" i nærheden, så der kører vi op. Det er en rimelig stor forretning med bager, grønthandel, slagter og blomster. Alle råvarer ser utroligt lækre ud, så vi køber lidt blandet grønt og lidt lækkert til frokosten.

Vejret er fint, 25 grader, men mest overskyet. Vi benytter dagen til at få vasket tøj og håndklæder. Vi skriver nogle postkort, og så gør vi som vi har lovet - slapper af. Vi kan nøjes med shorts og T-shirt, og det er så godt vejr, at det er rart at sidde ude og læse.

24. august
Vi tager bussen ind til Birmingham klokken lidt i ni, en tur på ca 40 minutter. Der stiger mange ældre mennesker på bussen (mest damer). Vi lægger mærke til at folk ofte siger tak for turen til chaufføren, når de stiger af, og de står ofte og taler sammen, når de venter på busse. Vi er selv blevet tiltalt flere gange. Det virker som om englænderne er meget åbne og venlige. Vi står af i centrum og der ser lidt gråt og kedeligt ud. Store grå bygninger, byggepladser og ikke særligt mange mennesker.

Vi har intet bykort, men har læst at Birmingham har masser af kanaler, så vi tager en taxi til kanalrundfarten. Det tror vi da, men da vi stiger ud, er det et underligt sted. Vi kan se nogle kanalbåde, men hverken skilte eller mennesker. Vi går ned mod kanalen og ser et par mænd. Da vi spørger, hvor der er kanalrundfart, henviser de til et kontor i nærheden. Det viser sig at vi er blevet sat af ved kanalrundfartens administrationsbygning. Manden indenfor viser os vej til kanalrundfarten, men fortæller samtidig at de først starter klokken 11.30.

Vi trasker langs kanalerne, og finder det rigtige sted, men vi er for tidligt på den, så vi går en tur i stedet. Nu finder vi en mere spændende og hyggelig del af byen. Her er også mange flere mennesker. Vi går igennem et kongrescenter og får et bykort i deres informationskontor. Vi spørger hvordan vi kan skaffe billetter til en fodboldkamp, og han hiver weekendens program frem og spørger hvem vi vil se. Det viser sig at Aston Villa skal spille mod Manchester United, søndag, så den vælger vi som drømmekampen. Vi skal ud til stadion, for at købe billetter, og får forklaret hvordan vi finder vej.

Nu har vi et mål, men benytter turen til at se et nyt kæmpestort orgel, som de er ved at installere i kongrescentrets koncertsal. Vi går igennem byen, og ser på de utroligt mange flotte skulpturer, der står rundt omkring. Vi ser et bibliotek og benytter lige chancen for en hurtig Internetadgang.

Vi går gennem gågaden og et stort indkøbscenter og når så frem til Birmingham New Street station. Vi skal have et tog, for at komme ud til stadion. Vi køber billetter og finder det rigtige tog, men der er over en halv time til afgang. Vi sidder i toget og kan høre at mange afgange er aflyst, der er vist problemer med at finde nok togførere.

Endelig kører toget, vi skal kun tre stationer. Vi står af på Witton station og følger skiltene til stadion (Villa Park). Vi kan se det på lang afstand. Vi finder billetkontoret og køber to billetter. Billetterne er til pladserne sammen med hjemmepublikum (Aston Villa), så vi ved godt hvem vi skal holde med på søndag!!

Vi går tilbage til stationen, igen er der over en halv times ventetid. Efter et stykke tid kommer en ung mand og spørger hvornår toget kører. Bent fortæller det, men tilføjer at han burde vide det bedre end os, for vi er fra Danmark. Vi falder i snak med den unge mand, og han er meget interesseret, da han hører at vi skal til kampen søndag. Han er Aston Villa fan og fortæller at vores pladser er nogle af de gode (21£). Han fortæller også at Peter Schmeichel nok skal spille søndag for Aston Villa. Vi har set en avisoverskrift om Schmeichel på et tidspunkt, men ikke læst resten, så vi anede ikke at han spillede i Aston Villa. Det er en fantastisk god overraskelse, nu vil vi glæde os endnu mere til kampen. Vi fortsætter snakken i toget, indtil vi skal af.

Vi finder en bus hjem, den kører ikke hele vejen, så vi må gå et stykke. Vi går forbi farmshoppen og køber flute med hjem. Da vi når hjem til campingpladsen kommer solen frem og der er chance for at sidde ude og læse og nyde solen. Vi kan se, at der kommer flere og flere campingvogne. Der er snart fyldt op på pladsen. Det er fredag og der er helligdag på mandag så mange englændere nyder denne lille miniferie.

25. august
Vejret er dejligt, der er 25 grader varmt og til tider kommer solen også frem.

Vi slapper af, læser, og endelig får vi lidt sol igen.

Vi ser tv-udsendelse fra BBC om Tatooet i Edinburgh, fra den dag vi var der. Meget sjovt at se igen. Vi ser også bryllup med Norges kronprins.

26. august
Så er det i dag vi skal til fodbold mellem Aston Villa og Manchester United.

Vi tager tidligt hjemmefra, for vi kender ikke de nøjagtige togtider. Vi starter med at cykle de 3 kilometer til stationen, for der kører ikke nogle busser i dette område om søndagen.

Stationen er ikke bemandet, så vi kan ikke købe billetter, men nogle andre passagerer fortæller, at vi kan købe dem i toget. Der kommer bare ikke nogen kontrollør, så da vi skifter på Birmingham New Street går vi op og køber en dagsbillet til tog og busser for 4£ og får en togkøreplan.

Der er fem kvarter til toget kører til stadion, så vi har tid til en gåtur i centrum. Da vi tager toget til stadion (Villa Park), kan vi se at der er rigtig mange Aston Villa fans med i deres blå/lilla trøjer. Vi står af på Vitton station, og det er ikke nødvendigt at kende vejen, det er bare at følge strømmen. Langs ruten står der virkelig mange politifolk, og når vi går forbi en pub, kan vi høre slagsangene strømme ud til os.

Vi er ved stadion en time før kampen begynder, for toget kører kun en gang i timen. Det er rart nok, vi vil gerne opleve hele stemningen fra starten. Der er rigtig mange mennesker allerede. Vi går ind sammen med Aston Villa tilhængerne, vi skal sidde i deres område. Vi køber et program, og det ser heldigvis ud til at Peter Schmeichel skal spille. Vejret er perfekt, overskyet, men tørt.

Efterhånden kommer der flere og flere mennesker, der er tæt på udsolgt. Der lyder et brøl, da spillerne løber på banen og der er en festlig start med frigørelse af en mængde balloner i de to holds farver, samt et flot fyrværkeri. Inden kampen starter, holdes der to minutters stilhed til minde om en målmand, der døde i sidste uge.

Så fløjtes kampen igang. Der er drøn på fra starten. Fart, tempo og aktion. Det er to gode hold, og vi ser meget godt fodbold. De to holds tilhængere sidder for hver sin ende af målene og synger slagsange mod hinanden. Vi sidder på langsiden på tredie række, så vi kan se alle finesserne.

Allerede efter 7 minutters spil scores det første mål. Det er Aston Villa, der scorer og det er nok den bedste start, kampen kan få. Manchester United spillerne, kæmper alt det de kan, og Peter Schmeichel har flere flotte redninger. Han fortjener sin løn i dag. Helt mærkeligt at han spiller for Aston Villa og spiller mod sine gamle holdkammerater. Første halvleg ender 1-0, og det er en flot spillet halvleg i højt tempo, men uden slemme svinestreger.

I anden halvleg fortsætter det høje tempo. Manchester United tilhængerne bliver flere gange bedt om at sætte sig ned, men de bliver stående under hele kampen. Der er flere store målchancer i begge ender, og der er et par mindre pæne tacklinger, og et par spillere bliver båret ud og behandlet for skader. Blandt andet må David Beckham skiftes ud på grund af en skade, og kommer måske ikke med til næste landskamp. Der er lidt uro på tilskuerpladserne, men politiet er på stedet med det samme. Nogle af tilskuerne prøver af provokere hinanden, og man kan føle frustrationen hos Manchester tilskuerne. Det er ikke kun for sjov!!

Da der er spillet 45 minutter af anden halvleg, er stillingen stadig 1-0. Der er 4 minutters tillægstid og 2 minutter før der fløjtes af, scorer Manchester United til 1-1 på et kludemål. Schmeichel har ikke en chance. Manchester tilhængerne går helt amok, og der må en del kontrollører til at holde dem ude fra banen. Ærgeligt.

Vi går hen til stationen, der er stadig masser af politi på strækningen. Der holder et tog og venter, så vi løber det sidste stykke og når at komme med. Vi står af på New Street station, men vores tog hjem kører fra Moor Street station, så vi må løbe derover, der er kun 10 minutter til toget kører. På grund af byggeri er vejen spærret og vi spørger om vej, men bliver vist en forkert vej, så vi når ikke toget. Der er en hel time til næste tog, så nu er vi pludselig i god tid! Vi er hjemme ved halvsekstiden. Cyklerne står der heldigvis endnu. Det har været en lang og god dag.

27. august
Vi står op til skønt vejr, skyfri himmel, sol og varme.

Det er helligdag i England i dag, så vi følger trop og slapper af og soler os (vi er vist ikke helt vant til solen mere, så vi får sol nok!). Vi ordner forskellige praktiske ting, vasker sengetøj, laver regnskab m.m.

Susan cykler til farm-shoppen og køber lidt til frokosten.

Mange af vores naboer pakker sammen, miniferien er forbi for deres vedkommende, om aftenen er der ikke mange tilbage.

28. august
Endnu en dag med herligt vejr, solen skinner igen.

Vi pakker sammen og kører sydpå. Vi har endnu ikke bestemt hvor vi skal hen.

På en tankstation vasker vi bil. Den er hurtigt blevet snavset igen efter sidste vask.

Vi kører fra motorvej A5 ved frakørsel 21, for at se Cheddar Gorge. Det er en tre kilometer lang kløft med kalkklipper og der ligger også nogle flotte drypstenshuler.

Det er de små, smalle veje vi er ude på igen, og vejen gennem kløften er temmelig snoet. Der er utroligt mange turister i området omkring drypstenshulerne, og det er umuligt for os at komme til at parkere. Vejen gennem kløften er nu også flot, men det er ikke helt så stor en oplevelse, som guidebogen havde lovet.

Bagefter kørte vi videre til Wellington og handlede, før vi kørte ud til campingpladsen 1½ km fra byen. I forretningen skal vi til at betale, da kassereren Daniel pludselig taler til os på dansk! Det viser sig at hans mor er dansk, så det er både sjovt og uventet pludselig at blive ekspederet på dansk i en engelsk butik. Campingpladsen er lille og fredelig, og der holder kun få campister. Der er ikke nogen toiletblok, men vi kan nok også klare os uden, vi har jo alle faciliteter i camperen.

Solen skinner fra en skyfri himmel og det er så varmt, at vi trækker lidt ind i skyggen. For første gang i meget lang tid, hiver vi markisen ud og tager både havebord og stole frem. Der går ikke mange minutter efter at vi er "landet", så står kaffen klar på bordet og vi sidder ude og nyder freden, og Bent får en kold øl.

29. august
Det er stadig flot vejr, så vi tager cyklerne og kører ind til byen, op ad bakke hele vejen. Vi stiller cyklerne uden for en nedlagt forretning, og går en tur igennem byen. Vi kigger lidt forretninger og finder en Internetcafe. Vi prøver at finde den billigste vej over kanalen til Frankrig, men det er ikke nemt.

Der ligger et rejsebureau ved siden af Internetcafeen, så vi går derind og spørger om priser. Tunnellen er nok den "billigste", 160£, hvis man rejser tidligt om morgenen eller efter klokken 18.

Vi finder et supermarked og køber lidt ind, hente cyklerne og kører hjem igen, nu ned ad bakke hele vejen.

Resten af dagen kan vi sidde ude i solen og nyde det gode vejr.

30. august
Vi overvejede at blive her nogle flere dage, men det har regnet en del i nat og det fortsætter, så vi får pludselig lyst til at fortsætte østpå. Vi finder en campingplads i Bognor Regis og kører mod den.

Undervejs klarer det op, og vejret bliver helt pænt igen.

Vi ankommer til Bognor Regis ved halvtre-tiden, og finder en ledig plads. Der er ikke så mange at vælge imellem, og vi har naboerne lidt tæt på. Vi sætter kaffe over og sidder og kigger på kaninerne, som hopper rundt i udkanten af pladsen. Nu er vi kommet til fladt land og kaninland igen.

31. august
Det har regnet en del i nat, men det klarer hurtigt op, da vi står op. Der har været en del trafikstøj i nat. Der er en stor vej lige bag campingpladsen.

Vi cykler de 3 km. ind til byen, men vi er kun kommet halvvejs, så kommer der en ordentlig regnbyge. Vi kryber i læ ved busstationen sammen med et par andre cyklister, og da vi kan se at regnen fortsætter, tager vi regntøj på og cykler videre.

Vi stiller cyklerne for enden af gågaden og går igennem den hyggelige gågade, gennem en arkade og så ligger havet foran os. Vi skal da lige ned og gå en tur ved vandet. Der er et par stykker i vandet, men de har dykkerdragter på. Stranden er ikke fin hvid sandstrand, som vi kender det, men store runde sten, som er lidt ubehagelige at gå på.

Der er en mole ud i vandet, og en strandpromenade, som strækker sig langt ud i horisonten. Det er gråt og diset, mens der er en pause i regnbygerne.

Vi sætter os ind og spiser frokost, og så kommer der ellers en masse regn imens, så vi kan sidde og kigge på folk, som løber forbi og holder plasticposer over hovedet. Vi venter med at gå ud igen til det værste er overstået, og finder så en boghandel der holder udsalg. Susan må lige have suppleret bogbeholdningen, mens vi er i et land, hvor vi kan sproget. Vi køber den nye Wilbur Smith nedsat til halv pris.

Vi cykler hjemad ad en anden vej og køber ind i Tesco på vejen.

Hen på eftermiddagen bliver det godt vejr igen.

Skoleferien er ved at være slut, så vi kan se at mange pakker sammen og forlader pladsen, men der kommer også nye weekendcampere til, så der er stadig pæn belægning på campingpladsen.

1. september

Vi går en tur på et par timer og benytter lejligheden til at kigge ind i et byggemarked, hvor vi køber et par dippedutter og nye håndtag til Susans cykel.

Vejret er skønt i dag, næsten skyfrit og sol.

Vi følger selvfølgelig Danmarks landskamp mod NordIrland, 1-1, ØV og ser England vinde 5-1 over Tyskland.

2. september
Det er overskyet og blæsende. Bent laver Susans cykel, mens Susan opdaterer dagbogen. Der kommer nogle regnbyger, så vi bruger dagen til at lægge planer for den videre tur mod Frankrig.

3. september
Det har regnet meget i nat, men vi står op til tørvejr.

I går aftes fik vi nye naboer, Joseph og Maria, begge døve og begge 77 år. Bent tog et billede af dem og deres nuttede lille bitte campingvogn. Bent printede billedet ud til dem med det samme. Det var de utroligt glade for, og vi snakkede lidt sammen. Maria kunne mundaflæse og oversatte så via tegnsprog til Joseph. De virker som meget søde mennesker, og lige inden vi skulle køre her til morgen, kom de ud af deres campingvogn, og skulle have et billede af os. Vi fik et knus, fingerkys og mange venlige hilsner med på vejen.

Vi kører til Folkstone, for at bytte vores gasflasker, en tur på ca. 200 km. Vi har overvejet af tage en overnatning på Black Horse farmen, men også snakket om, at vi kunne tage direkte til Frankrig. Beslutningen bliver truffet for os, for campingforhandleren, hvor vi skal have vores gamle gasflasker igen, holder lukket om mandagen!

Black Horse campingpladsen var den allerførste vi besøgte, da vi kom til England, så det er meget passende at afslutte vores Englandsbesøg her. Vi ankommer inden frokost og kan så slappe af resten af dagen. Om eftermiddagen regner det, og der bliver meget mørkt udenfor.

4. september
Det har regnet meget i nat, men nu er det tørvejr. Det blæser meget. Vi smider de få resterende madvarer ud, så vi ikke tager kød- eller mælk med til Frankrig.

Klokken 9 kører vi til campingforhandleren, for at få vores gasflasker tilbage. De kan godt huske os, og vi får skiftet flaskerne uden problemer.

Vi kører til Kanal Tunnelen, men de fortæller at prisen for en enkeltbillet til en autocamper om dagen er 299£ (ca. 3600 kr.) GISP, det er for vildt, så vi fortryder lynhurtigt. Vi har fået oplyst en pris på 160£ fra et rejsebureau, men det var hvis man rejste før klokken 7, eller efter 22. ØV. Billetdamen fortæller at det er billigere, hvis man i forvejen har bestilt billetter hos et rejsebureau eller via Internet.

Det lader vi os da ikke slå ud af, vi kører til Folkstone havn og vil høre prisen der. Vi finder godt nok færgehavnen og nogle store færgereklamer, men opsynsmanden siger, at der ikke sejler færger derfra!

Hurra!!! Videre til Dover. Vi ved da, at der sejler færger der! Lige inden vi kommer til færgen, ser vi et skilt med Informationskontor og "Discountfærgebilletter". Bent får hurtigt og elegant parkeret camperen på en busholdeplads, og så går vi ind og spørger om billetter. Nu lykkes det, vi får en billet til Seafrance for 94£ (1100 kr). Utrolig forskel.

Vi kører til færgen og venter en times tid. Inden vi kan køre om bord, skal vi køre over et disinfektionsdækken og vores cykler bliver sprøjtet med disinficerende middel på grund af risikoen for smitte af mund- og klovsyge.

Vi sejler klokken 12.15 og med 1½ times sejltid, er vi i land klokken 14.45 (1 times tidsforskel). Der er en del bølger, så det vipper lidt undervejs. Der er ingen, der spørger efter om vi har mælk og kød med!