Skotland

9. juli
Bent og jeg står først op, så vi når at dække bord og købe avis og brød inden Peter og Marianne kommer ned. Vi gør klar til at køre videre, for turen til Peak District er på over 300 km, så vi vil gerne tidligt af sted. Peter og Marianne taler om at køre til Ipswich og prøve "vores" bibliotek.

Det er pragtfuldt kørevejr i dag. Lidt skyer og ikke alt for varmt, men tørvejr. Vi har lagt ruten, så vi kører mest muligt på motorvej. I dag skal vi "flytte os". Da vi når forbi Cambridge og kører nordover kan vi mærke en forandring i landskabet. Der bliver mere bakket og vi ser får på skråningerne i stedet for køer. Vi kører forbi et atomkraftværk, de har nogle stykker af dem herovre.

For at se mest muligt af Peak District, som er et stort naturområde på størrelse med Lolland, kører vi ind i området sydfra. Vi ser et skilt til "The heights of Abraham" med et billede af en tovbane. Det ligger lige på vores rute, så vi følger skiltene og parkerer i den lille by Matlock Bath, som ligger ved floden.

Vi kan se tovbanen på lang afstand, men først da vi kommer helt tæt på, kan vi se hvor stejlt det egentlig går op. Det er utroligt, men der ligger huse op af bjergsiden. Vi finder stationen, hvor man kan stige ombord og opdager at billetten også gælder til udforskning af 2 grotter oppe på toppen.

Der er heldigvis ikke tid til betænkning, for en lille topersoners gondol, kommer kørende hen mod os, så vi kan stige ombord. Turen op tager kun 7 minutter, og midtvejs holder tovbanen stille, så man kan fotografere.

Jeg (Susan) lider af højdeskræk, så det er en hård tur. Hvorfor finder jeg altid de seværdigheder, hvor jeg skal overskride mine grænser for at komme på toppen? Undervejs op i gondolen fortryder jeg mindst 100 gange, men det er jo svært at stige af. Jeg er sikker på at al den sved jeg har på panden kun er der på grund af det varme vejr??? Bent lover at sidde stille, så gondolen ikke bevæger sig for meget. Der er langt ned, og på midten hænger vi så stille og kan nyde udsigten. (hvis man kan tale om at nyde, når man er totalt stiv af skræk). Godt at vide at det kun er 7 minutters tur.

Oppe på toppen er det skønt at stige ud og følge stien til et gammelt udsigtstårn. Det er muligt at følge en vindeltrappe op i tårnet, og så er der en helt skøn udsigt oppe fra toppen. Vi kan se en borg på modsatte side af dalen, floden der løber nede langs byen og de små byer på de andre bjergvægge. Meget flot. Lidt derfra er en indgang til grotten, hvor der er rundvisning klokken tre.

Vi venter et par minutter og kommer så ind i et rum, hvor vi først ser en film om grotternes tilblivelse. Det er i virkeligheden en gammel blymine, vi er på vej ned i. Vi bliver advaret om at selv om turen i minen kun er på et par kilometer, så kan det være en hård tur med de lave lofter og mange trappetrin. Og så er det tid for turen ned i minen. Vi går ned af en minegang, der er fugtigt og kun lidt lys, men der er håndtag på de mere stejle steder. Flere gang skal man dukke hovedet for at komme frem. Vi kommer ind i en stor grotte, og guiden fortæller om hvordan man med håndkraft har brudt blyet ud af minen. Hårdt arbejde, hvor man kun kunne regne med en levealder på 40 år. Mændene hakkede blyet ud, børn fra 7 års alderen skaffede det op til overfladen, hvor kvinderne havde det farlige arbejde med at vaske blyet. Det gav nemlig blyforgiftning. Det udvundne bly havde en renhed på 97%

Nogle af minegangene er mange kilometer lange, men er spærret af nu, af hensyn til sikkerheden. Vi ser et hul i loftet i den største grotte. Her blev de første turister hejst ned i tov oppefra, for at komme ned og udforske grotten. De havde et stearinlys med ned og hvis det gik ud måtte de kalde på en guide, som så skulle have ekstra betaling for at komme ned og redde dem. Godt at de har lavet nemmere adgang og belysning nu! Vi kommer forbi en underjordisk flod og bevæger os igennem flere gange og grotter, mens guiden fortæller om området. Det er en flot oplevelse, men grotterne er ikke så flotte som andre vi har set.

Vi kommer ud af minegangen, næsten helt oppe på toppen af bjerget, og kan så gå ned til tovbanen igen. Vi vælger den anden grotte fra, for klokken er nu 16, og vi har et stykke vej til campingpladsen. Vi kan se ned på parkeringspladsen oppe fra toppen. Autocamperen står der endnu. Turen ned med gondolen er heldigvis ikke så slem som opturen. Der er tid til at nyde udsigten.

Det er varmt da vi følger stien tilbage til bilen, så vi må lige have en sodavandsis i den lyserøde isbil. Vi kører mest nede i dalene, da vi følger kørevejledningen op til campingpladsen. Vejene er rimelig gode og ikke alt for stejle. Den største stigning/fald vi møder er 16%, og det klarer autocamperen uden problem.

Campingpladsen ligger i en "gryde" omgivet af græsklædte bjerge på alle sider. Meget smukt, stille og idyllisk. Der er kun pladser ledige indtil weekenden, så vi kan maksimum bo her i 4 dage. Vi finder en god plads. Der er kun få ledige, men vi finder et sted, hvor parabolen kan få et kig mellem træerne. Vi er trætte, men tager os alligevel sammen til at vaske både tøj og sengetøj. Der er et tørrerum, så vi kan spare en gang tørretumbler. Bent får byttet vores tomme gasflaske, så den er klar til næste gang. Vi sover rigtigt godt.

10. juli
Det er en af Caravanklubbens campingpladser med alle faciliteter i orden. Skønt at få bad i lækre baderum igen. Der kommer et par regnbyger, så vi sidder indendørs og opdaterer dagbogen imens.

Der er en pause i regnbygerne, og vi benytter chancen til at cykle ind til byen (Castleton). Vi stiller cyklerne på en parkeringsplads midt i byen og går en tur. Vi går igennem den lille by. Der er masser af souvenierbutikker, men ikke ret meget andet. De fleste af butikkerne sælger sten eller smykker af halvædelstenen "Blue John", som udgraves i minerne i området. Det er det eneste sted i verden at disse sten findes. De fines i mange farver, men de fleste sten er stribede i forskellige meget mørkeblå nuancer.

Der ligger fire grotter i området, og vi går op ad de stejle stier til den ene grotte. Vi når helt op til indgangen, men synes at to grottebesøg på to dage er i overkanten, så vi nøjes med den flotte udsigt over kløften og vandløbet. Der er et par lækre butikker med fritidstøj, og vi køber nye regnfrakker, tynde og lette, så de altid kan ligge i rygsækken, i stedet for den, der ikke virker mere.

Vi traver rundt i 3-4 timer, men da det begynder at regne igen kører vi tilbage og hygger os inden døre. Det er køligt og blæsende. Om aftenen kører Susan endnu en tur, men vejret er ikke blevet meget bedre. Om natten blæser det stadig og der kommer regnbyger nu og da.

11. juli
Vejret er uændret. Øv, vi må hellere finde de lange bukser frem igen. Vi har foreløbig kun betalt for 2 dage her og skal nu træffe et valg. Vi har ingen kontanter og den nærmeste bank/automat er 12 km væk. Vi mangler også mad, der er ingen fødevarebutikker i byen. Enten skal vi køre ind til en større by og vende tilbage, eller vi skal videre? Vi vil gerne vil se det genåbnede viking-museum i York, men det er meget besøgt så vi vil gerne nå det inden skoleferien starter. Det gør den fredag, så det bliver afgørende for vores valg.

Vi tager til York nu, HVIS vi kan få en plads. Vi pakker og får på campingpladsen hjælp til at bestille plads i York. Campingpladsen ligger midt i byen, så den er meget populær, men det lykkes at reservere en plads.

For at se så meget som muligt at Peak District kører vi først tværs over til den vestlige del af området og derefter igennem hele den nordlige del af naturparken fra vest til øst igen. Vi kører op forbi de kæmpe store vandreservoirer, der ligger som store søer i dalene. Det er et flot syn, med alle de grønne bjergsider rundt om. Vi kører ad "Snake Pass", som navnet antyder er det et snoet stykke landevej højt oppe. På det højeste sted kører vi i 520 meters højde, så der er masser af flotte udkig over vandløb, kløfter og enkelte steder små landsbyer på de stejle skråninger. En fantastisk køretur.

I en af vores guidebøger har vi læst om Humber-broen, en af de længste hængebroer i verden, og vi mener at den er en omvej værd, så vi kører til Kingston-Upon-Hull og over broen. Vandet står højt i floden, men det er helt gråt og mudret. Broen er da flot, men der skal trods alt noget til at imponere en dansker med hensyn til broer. Vi er godt vandt hjemmefra!

Vi følger kørevejledningen og finder nemt campingpladsen i York. Den ligger ganske rigtigt midt i byen, lige ved siden af Ouse-floden. Vejret bliver bedre nu, solen skinner, men det blæser stadig en del. Vi er trætte af de mange indtryk, så vi beslutter at slappe af resten af dagen, og så udforske York i morgen.

12. juli
Det regner, da vi står op, men efter morgenmaden klarer det lidt op. Vi tager trøjer på og regnjakkerne med i tasken, så kan vi klare de fleste vejrskift.

Vi går langs floden, over broen og ned langs floden på den anden side. Der går en masse gæs, og de er totalt ligeglade med at vi går lige forbi dem.

Efter 5-10 minutters gang, står vi i bymidten og følger skiltene til Vikingemuseet. Der er allerede en kø, så vi stiller os pænt op og venter på at komme ind.

Først kommer vi ind i et lille rum, en "tidsmaskine", hvor vi ved hjælp af en lille film, bliver ført tilbage i tiden til år 975. Derefter bliver vi ført ind i en vogn, der bliver dirigeret rundt via skinner i loftet. Mens vi sidder i vognen og kigger, bliver vi ledt igennem scenarier fra vikingetiden. Vi kan se, høre og lugte hvordan hverdagen har været for beboerne i York for så mange år siden. Lugtene understreger stemningen, især da vognen kører forbi en mand der er på toilettet, og han prutter lige da vi kører forbi, BVADR!

Alle ting der bliver vist på udstillingen er fundet på udgravninger foretaget i York og rundturen slutter af med at vise, hvordan udgravningen er foretaget. Efter turen er der mulighed for at studere flere af fundene nærmere. Alt sammen meget interessant, men kan overskues på forholdsvis kort tid.

Bagefter traver vi igennem York på kryds og tværs. Vi så den store imponerende katedral, gik ad de små gamle forretningsgader, og havde også lige det obligatoriske besøg på en Internetcafe, så vi kan holde øje med vores bankkonto.

York er en rar by. Der er masser at kigge på, en god blanding af gammelt og nyt. Der er nok mennesker til at det er spændende at iagttage, men ikke så mange at det er svært at komme omkring. Der er sorte, truende skyer over os, men vi klarer 4 timers travetur uden regn. Vi er ikke en gang ømme i fødderne, men der skal gemmes lidt oplevelser til de næste dage.

Bent lægger mærke til at naboen får besøg af sit meget lille barnebarn, så han går over og snakker med dem og tilbyder at tage et billede af barnebarnet. Da han kort tid efter går ind og afleverer to store færdige billeder, bliver de meget glade og overraskede, og skal lige have en forklaring på, hvordan det kan gøres så hurtigt.

13. juli
Vi går langs floden ind til York. Det er overskyet, men tørvejr. Vi checker mail på Internetcafeen. Det er altid spændende og se om der er mail fra venner og familie i Danmark.

Bagefter går vi rundt i byen. Vi har efterhånden nemt ved at finde rundt, og det er sjældent at bykortet skal frem. York er ikke større end man kan overskue den, men så stor at man hele tiden kan opleve noget. Når man går rundt om et nyt hjørne opdager man tit en lille smal gyde, en gammel kirke eller et gammelt bindingsværkshus.

Vi går igennem byen og ender foran York Minster, som er den største gotiske domkirke nord for alperne og byens topseværdighed, med sine 128 blyindfattede ruder. I dag vil vi ind og se den. Da vi kommer indenfor står vi i et kæmpestort rum, det er lyst og venligt og virker enkelt, men også fantastisk overvældende. Vi går andægtigt rundt og beundrer de imponerende glasmalerier, med fantastiske farver, da vi pludselig hører en høj lyd; "BIB", "BIB". Pinligt - det er telefonen, som giver besked om en SMS, vi har glemt at slukke den. Vi skynder os at skrue ned for lyden og svare på SMS'en fra Peter og Marianne, inden vi nyder resten af rundturen. Overalt er der store kunstfærdige mindetavler. En storslået kirke.

Slentreturen igennem byen fortsætter, og vi kommer blandt andet forbi en forretning med julepynt, hvor juletræet står pyntet og klar! Efter 4 timer trænger vi til en pause, og går hjem igen.

14. juli
Denne gang tager vi cyklerne ind til byen, og parkerer dem ved en kirke, hvor vi ved at vi kan finde dem igen. Vejret er fint. Det er rimeligt varmt, solen skinner og der er et par småskyer.

Vi starter med at klatre op og se Cliffords Tower, som ligger på toppen af en høj. Man kan komme helt op på toppen af murene og gå, og deroppefra har man en glimrende udsigt over hele York by. Vi kunne dog ikke se vores vogn på campingpladsen, der var for mange træer i vejen! Bent fik heldigvis taget nogle flotte billeder, som kan nydes i ro og fred, når højdeskrækken er aftaget. Hvem lokkede os derop?

Man kan godt mærke at det er lørdag. Der er mange mennesker på gaden, og rundt om på byens torve og gader, har gøglere og musikanter travlt med at underholde publikum. Vi ser "Teletubbies" underholde de måbende unger, som imens får malet farvestrålende dyreansigter med teatersminke. På markedspladserne er en vrimmel af farvestrålende blomster, frugt og grøntsager, blandet med boder med souveniers og alskens skrammel. Alt sammen meget underholdende og med til at sætte farver på gadebilledet. Vi checker lige mail på Internetcafeen, der er kun en enkelt.

Efter 4 timers tur, cykler vi hjem. Vi har lige sat os med et krus kaffe, da dagens eneste regnbyge vælter ned.

Da det bliver tørvejr og solen viser sig igen, finder vi cyklerne frem igen. Vi vil se den nærliggende park, så vi cykler til højre langs floden og finder ud af hvor genialt campingpladsen egentlig er placeret. Går man til venstre er man lynhurtigt inde midt i byen. Går man til højre befinder man sig ude på landet ved flod og park og bruger man campingpladsens "bagdør", så er der kun få minutters gang til et lille supermarked og forskellige spisesteder. Perfekt beliggenhed.

Vi cykler hen til "Milleniumbroen", som er helt ny. Den er bygget på en speciel måde, med en meget flot bue. Bagefter kører vi igennem parken, hvor gæssene skræpper hysterisk af os, da vi forstyrrer deres fred og ro. Vi udforsker det nærliggende område og køber et par småting hos den lokale købmand.

Om aftenen er der er nogle helt fantastisk flotte skyformationer, hvor solen titter ned igennem et hul i skyerne.

15. juli
Det har regnet meget i nat, men da vi vågnede, var det tørvejr igen, men overskyet. Det bliver en praktisk dag i dag. Vi skal have vasket tøj, gjort rent, fyldt vand på bilen, tømme spildevand og tømme "lortespand". Kort sagt, vi sørger for at være køreklar i morgen tidlig. Vi skal også have fundet den næste campingplads.

Mange af vores naboer er ved at pakke sammen. De skal hjem i dag.

16. juli
Vi pakker sammen og kører nordpå mod Stockton-on-Tees. Nu har vi "leget" turister i en hel uge, så nu vil vi tage til et stille og roligt sted, hvor vi kan slappe af og hygge os.

For at få den flottest mulige tur kører vi igennem North York Moore nationalpark. Det er et meget bakket område, i perioder føles det som om vi kører i rutsjebanen i Tivoli. Når vi kører op på toppen ser det ud som om vi kører lige ud i det blå og først derefter kan vi se hvad der kommer på den anden side. Et par gange undervejs MÅ vi lige ud og nyde udsigten.

Nationalparken er dækket af lyng, som mange steder blomstrer, så der er store lilla områder, der lyser op. Vi kører igennem Whitby, som er et af englændernes foretrukne feriesteder. Forståeligt nok, for her er masser af små kringlede stræder, gamle huse, en fantastisk udsigt oppe fra klipperne og ned over bugten (Robin Hood Bay) og havet med de store bølger. Det ser meget malerisk ud.

Da vi kører langs kysten ser vi pludselig et skilt med "elevator". Vi må ud og se hvad det er. Det viser sig, at man kan komme med en elevator ned gennem klipperne, som ender helt nede ved vandet. Vi prøver selvfølgelig turen og snakker lidt med elevatorføreren undervejs. Bent tager et par billeder og lover at sende dem til ham, så det ender med at vi får en gratis tur op igen. Da elevatoren er helt nede, skal vi gå igennem en tunnel for at komme hen til vandet. Vi kan høre larmen fra bølgerne helt henne ved elevatoren, der er gang i vandet i dag. Flot syn. Det var en skæg og uventet oplevelse.

Vi kører videre langs kysten et stykke, før vi kører ind gennem nationalparken igen, og her oplever vi stigninger/fald på 25%, det stejleste vi endnu har prøvet. Godt at vi ikke slæber på en campingvogn!

I Stockton kører vi over floden Tees, som bliver delt af en barriere, så der er saltvand på den ene side og ferskvand på den anden side. Samtidig med at man har bygget barrieren, har man bygget et kunstigt white-water anlæg, hvor man kan sejle med kajak, gummibåd og kano. På resten af floden er vandstanden samtidig reguleret, så man kan dyrke vandsport hele tiden. Lige ovre på den anden side af floden ligger campingpladsen.

17. juli
Bent vækkede Susan med morgenmaden klar. Hun skal forkæles lidt på sin fødselsdag!

Det er blæsende og koldt, men tørvejr! Susan cykler en tur ind til Stockton by langs floden. Cykelstien forsvinder inden byen er nået p.g.a. nybyggeri. Det bliverer lidt af en omvej, så det tager ½ time at cykle derind. En tur på posthuset er vigtig, så fødselsdagskort kan sendes hjem til familien i Danmark. Der er udsalg, så det bliver til et par gode køb før hjemturen. Bent har også travlt. Det er i dag den store Tour de France etape skal køres.

Vi går en tur langs floden. På white-water anlægget har kajakroerne travlt med træning i de høje bølger. De træner måske til verdensmesterskaberne i slalom, som afholdes her senere på året. Vi ser også 7 mennesker i en gummibåd, som får instrukser inden de skal igennem white-water banen. Det varer et stykke tid inden de kommer i vandet, men vi når at se dem gennemsejle turen, uden at nogle falder i vandet. Efter gåturen er vi blevet sultne.

Der ligger en Beefeater restaurant ved siden af white-water anlægget, så vi fejrer fødselsdagen der, med en 3 retters menu (PYHA) og dejlig rødvin.

18. juli
Vi kører en tur i bilen for at se lidt mere af området. Vi bor lige imellem store industriområder på den ene side og North York Moor nationalpark på den anden side. Modsat campingpladsen er et stort område med butikker, bowlingcenter og svømmehal. Det lykkes os at finde en forretning der sælger rigtigt rugbrød, så nu har vi købt 5-6 pakker (langtidsholdbar)

Det blæser meget i dag, så vi må have langærmet trøje på og lange bukser, men solen titter frem indimellem. De skriver i avisen, at det er flere (vist nok 13) koldfronter, der er på vej over landet, så det kan blive ved i noget tid endnu. Eftermiddagen nyder vi indendørs.

Det er vores 14. års bryllupsdag i dag, så vi laver en god middag og nyder en flaske god rødvin.

Vi skal selvfølgelig også lige ned til vandet og se på dagens aktiviteter. Der er mange kajakroere i gang med træningen.

Vi har snakket om at tage til Newcastle i morgen, men de har alt fyldt op i weekenden, så nu bliver vi her.

19. juli
Det blæser stadig meget. Det er temmelig forstyrrende om natten, hvor camperen vipper i vinden og der er larm fra den stærke blæst.

Da der bliver en plads ledig, hvor der er mere læ, skynder vi os at flytte derover.

Bent må tage en migrænepille. Det sker ellers kun meget sjældent nu.

Vi nyder at sidde og spille Monkey Island, se fjernsyn og hygge os indendørs. Det er en rigtig slappe af uge.

20. juli
HURRA, blæsevejret er overstået i denne omgang.

Vi cykler ud for at handle. Susan går i supermarkedet, mens Bent finder et kæmpestort byggemarked, hvor han køber en lille hylde og et par andre småting til at "forbedre hjemmet" Der bliver lige mulighed for at sidde ude i solen og læse i en halv times tid, inden skyerne kommer igen.

Bent har købt antenneledning, så han får sat den pænt op. Der er nemlig mulighed for at koble sig til kabel-tv i el-standeren på denne og flere andre campingpladser, og det giver bedre muligheder for at følge med i de engelske nyheder og vejrudsigter.

Der er stor aktivitet på campingpladsen. Der kommer mange nye vogne, vi kan godt mærke at skolesommerferien nu starter på fuld kraft. Vi er lidt spændte på, hvor meget det tvinger os til at planlægge på forhånd. Vi har det godt med kun at tage beslutninger for få dage ad gangen.

21. juli
Vejret er godt. Det starter med skyfrit og sol, men hurtigt bliver det mere overskyet.

Vi studerer kortbøger og læser i vores turistbøger om Skotland for at få en ide om hvor vi skal hen, og hvad vi vil se.

Susan cykler en tur for at proviantere. Sent på eftermiddagen cykler vi til Tees Park, et stort område med bowling, biografer, spisesteder, svømmehal og butikker. Vi vil lige se hvad der er i biografen. Da vi kommer, er der kun 10 minutter til Tomb Raider med Lara Croft starter, så den går vi ind og ser. Det er lidt samme stil som Indiana Jones filmene, bare med en anden hovedperson (og ikke helt så meget humor). Det var turen værd, filmen er flot lavet, og der er mange smarte effekter. En god oplevelse.

22. juli
Vejret er OK, mest skyer, men også lidt sol.

Der er mesterskaber i jetski ved Tees Barrage, kun få minutters cykeltur fra campingpladsen, så vi benytter chancen for en gang gratis underholdning. Der konkurreres i flere forskellige klasser fra begyndere til mestre og fra små til kæmpestore maskiner. Mænd og kvinder kæmper i samme klasse.

Det er utroligt så meget fart, der er på jetskiene hen over vandet. Der er flere dramatiske øjeblikke, hvor en kører ryger i vandet lige inden resten af kørerne skal forbi samme sted, men der er stor sikkerhed og advarselsflagene er oppe med det samme.

På hjemturen kan vi se, at der er stor aktivitet på "white water" området. Vi ser fire gummibåde klare alle forhindringerne, mens flere kajakroere tumler rundt i det urolige vand.

23. juli
I går aftes var vi ved at gå i seng, da det bankede på døren. En mand fra en af nabocamperne stod uden for døren og bad om hjælp. Hans kone var faldet og han kunne ikke få hende op alene. Det viste sig, at hans kone i kørestol var på vej ned fra camperen via en rampe, og så var rampen gledet i gruset og hun var faldet sidelæns ned sammen med den tunge elektriske kørestol.

Vi hjalp med at få dame, kørestol og rampe på rette køl igen. Heldigvis så det ikke ud til at der var sket nogen skade, men damen var forståeligt nok rystet over uheldet.

Vi pakker sammen og gør alt klar til at køre. Vi vil til Newcastle, så vi får campingkontoret til at ringe til campingpladsen for at bestille, men alt er optaget. Vi må finde på noget andet! Vi kører helt til Edinburgh i stedet for. Der er heldigvis plads, så vi bestiller to overnatninger.

Vi kører nordpå klokken 10. Vi kører mod nordvest gennem naturparken i stedet for via kysten fordi vi gerne vil se Hadrians Wall. Vi kører først forbi Newcastle og må lige have en stop i MetroCentre i Gateshead, som er Europas største overdækkede indkøbscenter. Det er stort! Vi går rundt og kigger i en times tid, og får købt et par nye bøger.

Ruten går så til Hexham for at se Hadrians Wall. Et bygningsværk af sten og tørv som kejser Hadrian fik bygget i 122-126 e.Kr. Muren var oprindeligt 120 km lang og dannede grænse mellem den civiliserede verden og Skotlands barbarer.

Vi ser kun små fragmenter af muren, der er kun dele tilbage, og det er lidt af en skuffelse. Der hvor vi vil ind og se et stykke af muren og et vagttårn er vejen spærret for adgang på grund af fare for smitte med mund- og klovsygen.

Vi sætter kursen mod Edinburgh, og kører igennem mange smukke landskaber. Der er bølgende grønne og gule marker, dybe kløfter og smukke udsigter højt oppe fra. Vi kører igennem endnu en øde nationalpark, hvor vejen snor sig i slangefacon gennem landskabet. Der er masser af får, men vi ser ikke mange mennesker på turen. Vi kører i et meget kuperet landskab, ligesom en rutsjebane. Bjergene omkring os er over 600 meter høje.

Ved den skotske grænse holder vi en pause, højt, højt oppe med en fantastisk udsigt. Der står en sækkepibespiller og byder os velkommen.

Klokken er 17 da vi kører ind på campingpladsen. Den ligger i udkanten af byen og fra tilkørselsvejen er der en fantastisk udsigt over bugten.

Campingpladsen er lækker, faciliterne i orden, men den er dyr og der er temmelig meget larm. Der er mange børn og folk skyder bare genvej tværs over vores plads uden hensyn. Der findes generelt to slags pladser i England; på den ene slags er det mest ældre mennesker, folk hilser pænt når de går forbi og stopper gerne og veksler et par ord. På den anden slags er der mange børn, det er oftest store campingpladser. Folk hilser kun sjældent og man føler sig knap så velkommen. Ingen tvivl om at pladsen i Stockton, som vi kommer fra er en plads et, og denne er en plads to.

Vi bor tæt på lufthavnen og der er en del larm fra fly der lander.

24. juli
Det har regnet i nat, men nu er vejret fint og solen kigger frem.

Vi tager bus 28 ind til Edinburgh centrum. Bussen holder lige udenfor campingpladsen og det tager ½ time. Vi starter turen med at gå op til Edinburgh Castle. Det er en lang, stejl tur op ad bakke. Vi har fået varmen, da vi når toppen, hvor slottet ligger. Lige foran slottet er de ved at stille stolerækker op til Edinburgh Tatoo, som skal afholdes foran slottet fra 3-25 august.

Ved indgangen kan man gratis få udleveret hovedtelefoner og en båndoptager, så man har sin egen guide med sig hele tiden. Vi tager et sæt, det er meget rart at få en forklaring på de forskellige bygninger og tage det i sit eget tempo.

Fordi slottet ligger på toppen af en klippe, så er der en fantastisk udsigt over byen. Edinburgh ligger med bjerge på den ene side og bugten på den anden side, så når man kigger ud over byen, kan man som regel se enten bjerge eller vand i baggrunden.

Vi ser kronjuvelerne, de gamle og nyere slotsbygninger, fængslet, den store festsal, mindesalen og meget mere. Ingen tvivl om at dette er Edinburghs hovedattraktion. Alene udsigten er turen værd.

Bagefter går vi ned ad Royal Mile, en strækning på en mil, hvor mange af de store attraktioner ligger, side om side med de gamle historiske bygninger. Vi går ind i "Kiltmakers" for at se hvordan man laver en kilt. Der er store ruller med kiltstof i alle mulige farver og mønstre. Man kan købe bæltespænder, brocher og alt muligt andet tilbehør med keltiske motiver og klan-symboler. Det er meget spændende at se hvor meget skotterne stadig går op i nationaldragten.

Overfor "Kiltmakers" går vi ind for at se "Scotch Whisky Heritage Centre". Vi tager ikke den store rundtur denne gang, men nøjes med at kigge på alle de forskellige whiskies i butikken. Hvor er der mange forskellige.

Vi fortsætter ned ad vejen og ser et par skilte, hvor man kan købe biletter til Edinburgh Tatoo. Vi snakker lidt om det, men det starter jo først den 3. august så...

Vi finder en hyggelig pub og spiser frokost. Alle udendørs cafeer er optaget. Folk nyder det gode vejr. Vi snakker lidt videre om Tatoo. Det kunne være spændende at se. Pludselig er løsningen der, vi kan jo bare se det nordlige af Skotland og så komme tilbage til Tatooet.

Nu skal vi bare finde et sted at købe billetter. Vi følger skiltene og når temmelig langt rundt omkring før vi endelig finder stedet. Det lykkes os at få to gode billetter til den 14. august. Juhuu, det bliver en oplevelse.

Vi fortsætter vores gang rundt i byen og kommer forbi tur-busserne. Vi beslutter at tage en tur, mens vi hviler fødderne lidt. Vi får de sidste to ledige pladser i solen på toppen af en åben dobbeltdækkerbus. Fed udsigt og en turguide med masser af humor. Vi ser hele byen fra taget af bussen. Det er en by med store modsætninger. Der er gamle sandstensbygninger (tidligere honningfarvede, men nu farvet mørke af røgen fra kulfyr), nye højhuse, fancy kvarterer og nedtrykkende fattige områder. Der er højtliggende bygninger oppe på klippen og andre helt nede ved vandet og havnen.

Uanset hvor man er i Edinburgh er der aldrig mere end 15 minutters gang til et grønt område. Der er masser af små oaser (boldbaner og parker) rundt omkring i byen.

Efter rundturen er vi trætte og mætte på oplevelser. Det blev alligevel til en seks timers fodtur. Vi går lige en tur i Jennings (Skotlands svar på Harrods) og ser på varerne, inden vi tager bussen hjem. Foran os i bussen sidder to danskere. Vi har hørt dansk flere gange undervejs på vores tur i dag, og et ungt par så lidt sjove ud, da Bent gav en hurtig dansk bemærkning igen.

Dejligt at komme hjem til en whiskysjus efter al det Skotland.

25. juli
Det støvregner da vi kører fra Edinburgh, men det tager ikke lang tid før det er fint vejr igen.

Vi kører nordpå gennem smukke landskaber op til Dundee, som ligger idyllisk ved bugten. Vi kigger på forskningsskibet Diskovery, som ligger forankret her.

Vi shopper og går på Internet-cafe i Tesco, inden vi kører videre i retning mod Aberdeen. Vi stopper et par gange for at se på en campingplads, men den ene er for fastliggere og den næste er for skrå til autocamperen. Vi kører igennem Aberdeen, som ser smuk ud med alle blomsterne, men bliver enige om at køre videre for at finde en plads inden det bliver for sent. Der er ikke så mange campingpladser i dette område.

Til sidst fandt vi en lille campingplads, langt ude på landet i fred og ro (Kintore). Vi er nu på vej mod højlandet og det "rigtige Skotland".

26. juli
Det er rigtigt flot vejr, solskin og klart. Vi kører vestpå mod whisky-ruten!

Vi er nu i højlandet og det kan mærkes. Vi kører igennem flotte scenerier med bjerge på begge sider, floder ved vejkanten og grønne skove.

Vi laver et stop ved Glenfiddich destilleriet lige nord for Dufftown. Vi skal se hvordan man laver whisky. Først bliver vi vist ind i en lille biograf og ser hvordan Glenfiddich destilleriet er bygget og holdt i familiens arv siden 1887. Glenfiddich er et af de få familieejede destillerier og det eneste som selv hælder deres whisky på flasker.

Selv om vi har læst om det, er det noget andet at se de enormt store kar og beholdere, der benyttes. I et gæringskar er der 50.000 liter whisky, og dem har destilleriet 24 af. Den unge skotte der viser os rundt er heldigvis nem at forstå.

Vi ser også et af lagrene hvor alle de store fade med whisky ligger, og efter rundvisningen får vi tilbudt en smagsprøve på en 12 års Glenfiddich. Vi ser os også om i deres shop, der kan man købe både 12, 15, 18, 30 og 50 års whisky (hvis man har pengepungen i orden, f,eks koster en 18 års ca. 1200 kr). Vi købte en 15 års, som vi vil nyde, mens vi tænker tilbage på besøget.

Vi fortsætter i retning mod Inverness, og stopper på en rasteplads for at spise frokost. Et par jagermaskiner flyver lavt og larmende over hovedet på os imens.

Kort før Inverness (Culloden) ligger en af Caravanclubbens campingpladser og der prøver vi først om vi kan få plads. Det kan vi - i to nætter, så må vi videre - alt er booket op i weekenden. Her bor vi smukt med udsigt direkte til bjergene. Vi får en plads på græsset øverst på den let skrånende bakke, og nu begynder det at regne meget. Bakken skråner så meget at vi ikke helt kan få bilen i water. Bent må have regnjakke på, mens han får tilsluttet vores el. Regnen fortsætter resten af aftenen og en del af natten.

27. juli
Nøj, hvor er der vådt på græsset, men vejrudsigten lover opklaring. I London har de 30 grader og sol, mens vi må nøjes med 17 grader her. Det er så diset, at vi ikke kan se bjergene overfor. I løbet af dagen bliver vejret bedre og bedre og vi ender med rigtigt varmt vej og solskin, men med meget høj luftfugtighed. Her er mange fluer og mange hestebremser.

Vi tager en slappe af dag, læser, ser fjernsyn, leger med computerspil (Monkey Island, er nu nået til cd 2). Susan går en tur om eftermiddagen for at fotografere den viadukt vi så dagen før. Det er nu slet ikke en viadukt, men en jernbanebro.

Vi læser guidebøger og lægger planer for i morgen.

28. juli
Klokken 9 kører vi fra campingpladsen og ind mod Inverness, finder en Tesco-forretning og fylder køleskabet op.

Vi kører ind i Inverness by. Vi har planer om en bytur, men da vejret er fantastisk godt og klart, improviserer vi og tager i stedet den helt store tur rundt om Loch Ness søen (den med søslangen Nessie).

Søen er STOR - 37 km lang, ca. 1.5 km bred og en gennemsnitlig dybde på 200 meter. Skotlands næststørste. Der ligger bjerge på begge sider af søen og vi kører hele vejen rundt om (110 km). Det meste af vejen kan man køre helt nede ved vandet. På østsiden er det en etsporet vej, med vigepladser, hvor modkørende kan passere.

Hvordan kan man beskrive sådan en tur. Dette er det rigtige Skotland. Ord som smukt, skønt, flot, vidunderligt, WAU beskriver det slet ikke rigtigt. Prøv det!

Vi stiger ud flere gange for at nyde udsigten og fotografere. Vi har læst om et vandfald og følger en stejl, smattet og smal sti for at komme i nærheden. Vi giver op på halvvejen. Stien er for usikker.

I Fort Augustus holder vi en pause, for at se sluserne. Det er sjovt at se bådene komme igennem slusen. Utroligt så kort tid det tager at fylde de store slusebassiner, så bådene kan komme igennem. Man kan gå ovenpå slusedørene, så man rigtigt kan følge med. Der er masser af mennesker her, størstedelen er nok turister.

Ved et andet vandfald (ikke så stort) holder vi frokostpause inden vi fortsætter mod Inverness. Lige i udkanten af Inverness ligger der en campingplads og vi er heldige at få en god plads lige ud mod golfbanen.

Vi har kun lige parkeret og drukket kaffe da vi ser et par master passere, og de har endda et svensk flag på. Det er en kæmpe sejlbåd, der passere på Caledonien Canal 30 meter fra vores autocamper.

Vi går en aftentur ned til kanalen og over forbi golfbanen. Der ligger en caravan forhandler ved siden af campingpladsen og vi ser en alkove autocamper til 34.700 £ (ca 417.000 kr). Autocamperne er heller ikke billige her.

29. juli
Vejret er fint. Det blæser, men solen skinner.

Lige i det øjeblik vi forlader campingpladsen, for at gå en tur, lyder der en hidsig ringen. Det er klokken, der advarer om at der skal et skib igennem broen. Hele vejen flytter sig, det er nemlig en drejebro, der bliver drejet ind til siden så skibe kan passere. Der er travlt på kanalen, så det er en lyd vi hører tit og kort tid efter kan vi se masterne sejle forbi bag træerne!

Ved busstoppestedet uden for kirkegården venter vi lidt. Der burde kun være 15 minutter mellem busserne, men vi ser ikke skyggen af en bus, så vi går ind til byen Inverness i stedet. Det er jo søndag, så de kører nok ikke så tit.

Det bliver en gåtur på 25 minutter og det er varmt i solen. Inde i byen er der stille, de fleste butikker har lukket, men der vandrer en del turister rundt. Byen er ikke så stor, men har nogle hyggelige gågader og øverst på klippen ligger Inverness Castle, som ser helt nyrenoveret ud. I modsætning til de grå og sandfarvede slotte og borge vi har set, er dette lidt rødligt i farven. Foran er byvåben og ur lavet i et meget flot blomsterarrangement.

Vi går gennem byen og nyder det gode vejr. Oppe fra borgen er der en fin udsigt over river Ness og vi kan næsten se hjem til campingpladsen. Vi går hele vejen tilbage til campingpladsen igen, og da vi er næsten hjemme kommer bussen endelig. Næste gang tager vi cyklerne.

Bent laver en præsentationsfolder til "campingmutter". Han har taget nogle gode billeder i løbet af dagen. Hun bliver overrasket og glad.

30. juli
Bents charme virker endnu! "Campingmutter" kom forbi i går aftes og forærede os to gratis overnatninger fordi Bent har lavet et brochureudkast og nogle fotos om campingpladsen. Dejligt, det kan vi da altid bruge!!

Vejret er dejligt, så vi vælger at køre en tur ud i højlandet. Vi kører mod sydøst til Glen More i Grampian Mountains. Det er en smuk køretur med bjerge på alle sider.

Glen More Forest er en lille nationalpark og vi kører gennem et skovområde og hen til en stor sø med et af Skotlands højeste bjerge i baggrunden (1295 meter højt). Vi følger vejen stejlt opad og rundt i hårnålesvingene, men inden den sidste stigning bliver vi standset af et "indkørsel forbudt" skilt. Passet er lukket, men vi når alligevel op i 6-700 meters højde, før vi må vende rundt. Flere steder ser vi sne på toppen af bjergene!

Vi kører nordpå, for ikke at følge samme vej tilbage, op mod Nairn. Der er næsten ingen bebyggelse, kun bjerge, bakker og dale med lyng og hedelandskab (ikke fladt), søer og floder. Vi kører lange strækninger uden at møde en bil og selv får og køer ser vi kun få af. Et temmelig øde område, men malerisk.

Vi når tilbage til eftermiddagskaffen, og ser at vi har fået en ny nabo, en autocamper fra Skotland.

Bent vasker tøj og bytter vores gasflaske, som løb tør i går.

31. juli
Vejret er OK, så vi cykler ind til Inverness gennem en park, over Ness river, over to små øer og videre langs floden. Vi kan se lystfiskerne stå i kanten og kaste lokkemaden ud.

Vi parkerer cyklerne i centrum og går op gennem gågaderne. Der er mange mennesker på gaden i dag. Vi kan godt mærke at det er blevet hverdag.

Der kommer en regnbyge, men vi har regnjakkerne i rygsækken, så det er ikke noget problem. Vi går ind i en musikforretning. Bent leder efter en lillebitte batteridrevet forstærker til sin guitar. Vi har prøvet mange steder, men den er ikke til at skaffe. Her lykkes det, der er endda to at vælge imellem. Imens ekspedienten viser varerne frem , spørger han hvor vi kommer fra og da vi siger Danmark, så kan han et par sætninger på dansk. Han har spillet musik i Jylland igennem fire år, så han forstår godt lidt af vores snak. Hans "salgstaktik" fungerer. Bent går derfra med en lille forstærker, den passer fint på bagagebæreren.

Vi henter cyklerne igen og fortsætter gennem byen. Vi skal ud på den anden side for at se på alle sluserne. Vi er nu ude hvor Caledonian Canal, løber ud i Loch Ness. Der er ikke nogle skibe, der skal igennem mens vi venter, så vi cykler hjem igen langs kanalen. Det er nemlig samme kanal, som er foran vores campingplads. Vi kan hurtigt lægge regnjakkerne væk. Nu bliver vejret fint.

Vi falder i snak med vores skotske naboer. De er lidt imponerede over al vores teknik, og Bent viser dem hvor hurtigt han kan tage et billede af deres hund og autocamper og så printe det ud. De får et A4 billede udleveret og ser meget glade ud. Det billede bliver der vist passet på.

1. august
Vi vinker farvel til vores skotske naboer, Barbera og David og kører nordpå mod Dornach. Det har regnet en del i nat og der kommer nogle regnbyger på første del af køreturen.

Vi kører ad A9 til vi ser et skilt pege mod GlenMorangie destilleriet. Vi synes at det er en dejlig whisky, og vil gerne se hvor stor forskel der er på de enkelte destillerier så vi tager en rundvisning.

Alting er mere automatiseret her end på Glenfiddich, som vi tidligere har besøgt. Der er kun 16 personer til at lave de mange flasker whisky. Glenmorangie er Skotlands mest solgte. Der er ikke samme stemning og tradition over dette destilleri, godt at vi så Glenfiddich først.

Da vi kommer ud fra 1½ times besøg er det blevet tøjrvejr, og der går ikke længe før solen også kommer frem. Campingpladsen i Dornach ser lidt skrå ud og dagen er ung endnu, så vi bliver enige om at fortsætte. Vi kører videre til Wick, så kan vi overraske vores skotske naboer fra Inverness, de kører dertil i dag.

Grunden til at vi vil til Dornach, er at der er Highland Games (konkurrence med træstammekast, irsk dans m.m.) den 3. august, men vi kan godt nå en tur nordpå og tilbage igen.

Vi stanser ved en lille parkeringsplads med udsigt over vandet og spiser frokost. Udsigten kan vist ikke blive meget bedre!

Vi kørter langs kysten i den tro at der vil være fladt, og det er der slet ikke! Vi oplever stigninger/fald på 13%. Det lyder ikke af meget, men det er stejlt, og vi kører tæt ude på klippekanten. Der er en fantastisk udsigt ud over vandet ned over kløfterne, skovene, bjergene og klippesiderne.

Vi når frem ved halvfire tiden. Nu trænger vi til kaffe, det har været en lang tur. Til vores overraskelse ser vi, at man skal under en lav bro, for at komme ind til campingpladsen og den kan vi ikke komme under med autocamperen! Der står på et skilt, at man kan tale med "the warden" og få anvist en alternativ rute. Det må vi hellere prøve.

Der er heldigvis masser af ledige pladser på campingpladsen, for der er langt til næste campingplads. Vi får et kort udleveret over den alternative rute, og en nøgle til lågen. Det er en lille sti vi skal ned af og vi kører forbi to gange. Vi tror ikke på at det er den vej, men det er det. Det er en lille gangsti, der løber langs floden. Et par ældre damer står og taler på vejen og har ikke opdaget os før vi er helt tæt på. De ser lidt forskrækkede ud, men træder hurtigt tilside og griner.

Vi finder hurtigt en hel plan plads. Det er længe siden, at vi har kunnet holde et sted helt uden niveleringsklodser. Vi ser også at vores skotske naboer fra Inverness allerede er ankommet, men de er ikke ved deres camper.

Vi henter nogle brochurer, drikker kaffe og slapper af inden Bent går ud for at fotografere pladsen. Han kommer tilbage med en invitation til at drikke øl hos skotterne. Det tager vi selvfølgelig imod. Det ender med at vi sidder og snakker i flere timer, det er hyggeligt og rart at få svar på nogle spørgsmål om England, Skotland, vaner m.v. Vi får råd om gode campingpladser og bliver igen advaret imod "midges", små bide-fluer som især er slemme i Vestskotland (den del vi mangler). Vi har ikke mødt fluerne endnu, men har købt noget spray, for at holde dem væk.

2. august
Lige inden vi kører fra Wick, kommer skotterne forbi og vinker farvel, de vil nordpå. Vi skal også den vej, men vil først se glaspusteriet i Wick.

Wick er en meget lille by, en hovedgade, en gågade, 2 supermarkeder og en masse, meget flotte blomsterarrangementer.

Lige nord for Wick ligger Caitness glasværksted, hvor man fra udsigtsplatforme kan se hvordan de puster glas og blandt andet laver deres berømte papirpressere med alle mulige figurer inden i en glaskugle.

Vi er lidt uheldige - glaspusterne har fridag, men vi kan se værkstedet og butikken. Selvom glaspusterne har fri, kører de store ovne på fuldt drøn. Der er varmt. Vi ville nu gerne have set hvordan de putter figurer inden i en glaskugle, men det må vente til en anden gang.

Vi kører videre til John o' Groats, en lille havn, kendt for at være det nordligste punkt i Skotland, men vi ved bedre. Det nordligste punkt er Dunnet Head. John o' Groats er ikke ophidsende, der er nogle turistbutikker, en lille havn og et minimuseum. Det sjoveste vi ser, er at vores "skotske naboers" bil holder på oarkeringspladsen, men da vi kommer tilbage til vores bil efter en gåtur, så er de allerede kørt.

På vej op til Dunnet Head, ser vi de "skotske naboers" bil igen. De er på vej videre, men de ser os vist ikke. Vejen op til Dunnet Head er ensporet, som de fleste veje er i nordskotland. Det betyder at hvis to biler skal passere hinanden, så må den ene køre ind på et "passing place" og vente, mens den anden kører forbi. Dunnet Head er en stor klippeformation, og man er højt oppe med fin udsigt over til Orkney øerne. Udsigten var helt sikkert turen værd. Nu begynder det at regne og det fortsætter resten af dagen.

For at komme til Dornoch kører vi sydpå igen og ud til kysten. Vi finder campingpladsen og bestiller to overnatninger. Her er mange børn (og hunde) sikkert fordi det er tæt ved vandet.

3. august
Så er det i dag, der er Highland Games. Vejret er utroligt flot, varmt og masser af solskin. Vi har allerede fundet det rigtige sted klokken 10.15, men konkurrencerne starter først 10.30. Det giver os tid til at gå lidt rundt og se forberedelserne. Der er flere platforme, hvor man kan danse og spille på sækkepibe og en tribune, hvor tilskuerne kan sidde. Udenom selve konkurrencepladsen er der små boder med souveniers, øl, fastfood, is og meget andet. Overalt kan vi høre sækkepibemusik og se folk i kilt og nationaldragter. Det er tvunget at bruge kilt eller nationaldragt til alle konkurrencerne.

Vi finder den beste plads på tribunen og sidder og nyder solen. Først starter konkurrencer for de lokale, senere er der åbne mesterskaber, hvor alle kan være med. Der er konkurrencer i skotsk dans, sækkepibespil, løb, cykling, længdespring, højdespring og ikke mindst stærk-mand-konkurrencer med kuglestød, hammerkast, baglæns kast med vægt over stang og kast med træstamme.

Der er ingen tvivl om at dette er den årlige skovtur, hvor familier kommer og hygger sig, konkurrerer og mødes. Der er masser af aktiviteter for børnene hele dagen. De har konkurrencer sideløbende med de voksnes øvelser, og alle kan være med. Vi får indtryk af at mange af tilskuerne mest er med for at heppe på deres unger.

Det er en herlig dag, festlig og hyggelig. Der er hele tiden noget interessant at kigge på. Klokken 13.30 starter det officielle program med sækkepibeband, tale og åbne konkurrencer. Der er deltagere fra store dele af verden, blandt andet USA og Barcelona. Ved 15.30 tiden begynder det at regne og vi cykler hjem efter en god dag.

4. august
Køreturen i dag, har været den hidtil flotteste, men lad os nu tage turen fra starten af.

Vores første mål var "Falls of Shin", et vandfald, hvor det er muligt at se laksene springe. Vi er heldige, vejret er vidunderligt og vandfaldet er rimeligt let tilgængeligt. Der står et par mennesker og kigger, men vi er kommet tidligt, så der er ikke så mange endnu. Først ser vi kun vandfaldet - og det er flot nok i sig selv, men så ser vi en laks springe op og forsøge at forcere vandfaldet og samtidig hører vi publikums reaktion. De andre har også fået øje på fisken. Vi ser flere andre laks forsøge sig, de ser helt sorte ud med det hvide brus fra vandfaldet i baggrunden. Det lykkes ikke for nogle af dem at forcere vandfaldet, men vi står og kigger. Og dette er kun én af de strabadser de stakkels laks skal igennem, for at komme tilbage til deres gydeplads.

Ved siden af vandfaldet er der et lille besøgscenter med cafe, souveniers og en Internetmaskine.

Fra "Falls of Shin" kører vi vestpå, nu skal vi over og se vestkysten. Kort efter at vi har forladt vandfaldet løber et rådyr yndefuldt tværs over vejen, 10 meter foran bilen! Det sker selvfølgelig på en af de strækninger, hvor der IKKE advares mod rådyr ved vejen!!!

Vi kører et stykke sydover langs kysten og pludselig ser vi en sæl ligge udstrakt og sole sig på en sten lidt ude i vandet, men alligevel tæt på vejen.

Hele turen herfra er helt utrolig flot. Nu bliver vi vist nødt til at forsøge at beskrive udsigten? WAU - smukt - se der! - flot.

Nå - spøg tilside. Forestil dig at køre i en dal med bjerge på begge sider. Der er mange forskellige bjergtoppe, i forskellige grønne, brune, sorte, gule og lilla (lyng) farver, nogle af dem er uden bevoksning, så man kan se de mange farver i den bare klippe. Nogle få steder er toppen "kappet" af de højeste bjerge, når skyerne hænger lavt og skjuler toppen. Det meste af tiden er der bjerge på alle sider af os. Solen skinner, men der er også en del skyer, så der er hele tiden ændringer i farvespillet over bjerge, bakker og vand. For vand har vi næsten hele tiden inde for synsvidde, enten fra kysten, en bugt, som skærer sig langt ind i landet, en sø eller en flod.

Ind imellem forlader vi dalen, kun for at køre stejlt op ad de snoede veje, så vi, hver gang vi runder et nyt højere sving, kan se endnu mere af udsigt og farvespil ned over bjerge, dale og søer. Man kan blive helt åndeløs af det!

Samtidig med at udsigten skifter hele tiden, så skifter vejret lige så hurtigt. Den ene øjeblik kører vi i bagende solskin og masser af lys, så vi må have solbriller på, og det næste øjeblik kører vi igennem en kraftig regnbyge og der bliver næsten sort omkring os, og vi må tænde lys på bilen. Få minutter efter er det flot solskin igen. Det meste af vejen kører vi i tørvejr.

Spænding på en Skotlandsferie - det får man nemt ved at køre lange strækninger på de ensporede veje. Ensporede veje er uden problemer, men når man kun kan se få meter frem fordi vejen hele tiden svinger og snor sig, og man samtidig gerne vil holde den rigtige fart på vej op eller ned ad 14% stigninger/fald, så kan det blive spændende nok.

Til gengæld er det nemt at finde vej, for der er ikke mange frakørsler eller vejkryds!

Vi kører det sidste stykke langs Loch Duich og foran os kan vi nyde synet af "Five sisters", en af de mest berømte bjergkæder i Skotland. Det viser sig at campingpladsen ligger lige for foden af bjergene (1183 meter). Da vi nærmer os campingpladsen kan vi se et skilt på lågen "alt optaget". Det er ikke sjovt, når klokken er over fem og der er langt til næste campingplads! Bent mener at frækhed belønnes, så vi går ind og spørger på kontoret om skiltet er rigtigt!!! Vi ser åbenbart lidt trætte ud, og da vi fortæller at vi kommer helt fra Danmark, så finder "campingfatter" en løsning. Denne ene nat kan vi holde på en parkeringsplads overfor teltene. Der er el-stik, antennekabel og en pragtfuld udsigt over bjergene. Hvad kan man ønske mere? Vi har heldigvis lidt mad i køleskabet, for der er laangt til nærmeste indkøbsmulighed, men hvor er her malerisk flot! I morgen tidlig klokken ni kan vi så høre om de har fået nogle afbud, så vi kan få en "rigtig" plads.

Det har været en oplevelsesrig dag. I dag har vi set det Skotland vi har læst og hørt så meget om. Utroligt flot, men svært at beskrive.

Klokken er 21.30 da freden pludselig bliver forstyrret af en stor gul helikopter. Da den flyver næsten over hovedet på os, må vi lige ud og se hvor den skal hen. Helikopteren lander i "vores baghave", et lille stykke græsmark lige bag vores autocamper. To mennesker stiger ud og kort tid efter letter helikopteren igen.

5. august
Mens vi spiser morgenmad, kan vi sidde og kigge på de mange småfugle, som flyver rundt og sætter sig i krattet ved vores autocamper. Under "naboens" bil ser vi flere gange en brun mus pile rundt.

Der er ikke blevet ledige pladser på campingpladsen, så vi må videre. Vi vælger at køre mod Oban i stedet for Isle of Skye, fordi det er dårligt vejr. Det regner, det er meget diset og lidt tåget. Sidste nat lovede de kun 6 graders varme om natten, så det er måske også på tide at vi kommer sydligere igen.

Igen i dag bliver det en meget smuk køretur med bjergene som omringer os. Allerede på de første 50 km, ser vi 12-15 forskellige vandfald, som løber ned af klippesiderne.

Vi kører mod sydøst og kører igennem Fort William. Vi må ikke holde med autocamperen på parkeringspladserne i centrum, så vi kører bare igennem byen.

Vi kører langs lange søer og bugter og har vand på vores ene side, det meste af vejen fra Fort William til Oban.

I Oban kan vi se skilte til to campingpladser. Vi prøver først at følge det ene skilt nordpå langs kysten, men da vi er nået langt ud, vender vi om og prøver at følge det andet skilt.

Der står på skiltet at der er 1½ mile til campingpladsen, men der er meget længere. Vi regnede med at kunne cykle ind til byen, men med de store stigninger/fald der er på vejen, så er det nok ikke den bedste løsning her.

Campingpladsen er rolig og fredelig, så vi tager et par slappedage her.

6. august
Vejret er fint, så vi prøver cykelturen ind til byen alligevel. Åh, det er en hård og varm tur. Vi må trække op af de aller værste bakker, men vi klarer turen og parkerer cyklerne nede ved den lille havn midt i byen.

Bent måler strækningen og den viser sig at være 4½ km. Ikke noget særligt, det er stigningerne, der er slemme.

Vi går en tur langs den idylliske havn. Udsigten ud over det stille vand og ud til øerne med bjerge er flot. Der er masser af aktivitet og mange turister. Oban er udgangspunkt for mange ture ud til øerne ud for Oban. Der er også mulighed for at komme med nogle små både på rundtur til de nærmeste øer og se på sælkolonier. Vi overvejer en tur, men vi har ikke trøjer med. Det er køligt nede ved vandet.

Der er (selvfølgelig) et destilleri i Oban. Vi finder det, men synes ikke at vi vil betale 7 £ for en rundtur, når vi allerede har set to destillerier.

Oban er en hyggelig lille by, der er forskellige udsigtspunkter man kan kravle op til (vi orkede det ikke). Der er mange små butikker og spisesteder, og på havnen sker der altid noget. Vi kan se at folk sidder ude på bænke og smøger bukserne op. De nyder også det fine vejr.

Det er tid for endnu et fødselsdagskort hjem til Danmark, så vi finder en postkasse. Det viser sig at kuverten er for stor til at kunne komme ind af sprækken i postkassen (eller brevsprækken er for lille?), så vi må videre og finder posthuset nede ved havnen.

I Tesco køber vi lidt lækkerier til frokosten. Vi går tilbage og henter cyklerne og cykler/går så hjem igen. Det var endnu hårdere end udturen. En meget lang stejl bakke, tog næsten pusten fra os.

Efter frokost er vejret stadig så fint, at vi kan tage stolene frem, sidde ude og læse og nyde solen. Det er længe siden vejret har været fint nok til det.

7. august
Vejret starter fint nok og vi kører mod Glasgow, men vi når ikke ret langt, før det begynder at regne. Det er temmelig diset, så vi får desværre ikke det fulde udbytte at den flotte udsigt. Vi har lagt ruten, så vi kører langs Loch Lomond, Skotlands største sø; 36 km lang og 300 meter dyb!!!!!!

Vejen langs Loch Lomond er meget smal og snor sig samtidig meget, så på et tidspunkt må vi stoppe op, bakke og slå sidespejlet ind, for at give en stor lastvogn med anhænger plads til at passere. Der er ikke mange centimeter at give af. Dygtig chauffør, han rørte os ikke. Det er nok den mest krævende strækning vi har kørt endnu og kræver hele tiden at Bent er fuldt koncentreret om kørslen.

Der er træer mellem vejen og søen, så det er ikke så flot en køretur, som rundt om Loch Ness. Der er masser af små øer i søen, så man får ikke et samlet overblik over søens størrelse.

Vi nærmer os Glasgow, det er en stor by! Vi har set et par markeringer med campingpladser på kortet og kører ud for at se om de kan bruges. Vi kører igennem Glasgow, for at finde den første plads. Vi holder i kø meget af vejen og det tager os omkring en time at komme igennem byen. Vi finder campingpladsen, den ligner en krydsning mellem en husvognsplads og Klondyke. Der gider vi ikke bo. Den anden plads ser bedre ud, men ligger lige ud til motorvejen. Der er 4 km til nærmeste offentlige transportmiddel og pladsen er temmelig dyr, så vi vælger at fortsætte.

Vi kører mod nordøst mod Stirling, der er en af caravanclubbens campingpladser. Vi ved at de altid er i orden. Det regner stadig, da vi ankommer ved firetiden. HURRA, de har en ledig plads.

Campingfatter (Brian) viser os til rette, først forsøger han at give os en plads foran en stor lagerbygning, fordi vi så kan holde på grus, men vi har læst om den flotte udsigt, så det vil vi ikke nøjes med. Brian viser os så en anden plads, med fin udsigt over bjergene og tæt ved toiletbygningen. Han er lidt nervøs over at bilen er for tung og vil ødelægge hans græsplæne, men det går fint og vi sætter niveleringsklodser på plads og tilkobler el, mens vi får det meste af Brians brogede livshistorie - nu kender vi jo næsten hinanden!

Vi er trætte. Det har været en lang dag, nu vil vi have fred og ro og det er her heldigvis. Det er en fredelig plads og faciliteterne er gode. Badekabinerne er de største vi endnu har set. Her befinder vi os godt. Vi får efterhånden meget hurtigt et indtryk af om en campingplads passer til os. Det kan man ikke læse ud af campingbøgerne, det skal fornemmes. Derfor betaler vi normalt kun 1-2 overnatninger, når vi ankommer og så forlænger vi opholdet, hvis vi har det godt. Det giver nogle gange flere stop end vi havde regnet med, men vi gider ikke være et sted, hvor vi ikke føler os vel tilpas, så hellere køre en tur ekstra.

8. august.
Efter en rolig nat, et godt bad og morgenmad beslutter vi at blive her, indtil vi skal til Tatoo den 14. august. Vi er langt ude "på landet" (Alva), men der er en bus ind til Stirling, og derfra kan vi evt. komme med et tog til Glasgow. Lad os nu se?

Det er tørt, men overskyet. Vi vasker tøj og gør rent og nyder freden og udsigten. Man kan sidde inde og se direkte ud på bjergene, skønt!. Bjergene er grønne, og ser næsten ud til at være dækket af grønt velour, der ligger og folder ned langs siderne. Man får helt lyst til at række ud og røre ved dem.

Vi har haft varme på i nat. Meteorologerne har kun lovet 5 grader om natten og efter regnvejret i går vil vi ikke risikere at fryse. Det har været køligt de sidste to nætter.

9. august
Vi cykler til nærmeste busstoppested, låser cyklerne og venter på bussen. Der står allerede en dame og venter. Hun spørger om vi har tænkt os at tage med bussen og lade cyklerne stå imens. Vi svarer ja, og straks ser hun forskrækket ud. Der kan cyklerne ikke stå i fred, siger hun. Vi kan ikke se nogen anden løsning, så vi håber. Der kommer to damer mere og de ser lige så chokerede ud da de hører historien. Pludselig råber en af damerne tværs over vejen til en genbo om vi ikke må stille cyklerne bag hendes hus. Det må vi godt, så vi løber over med cyklerne, mens damerne holder bussen tilbage. Rare mennesker!

Det tager ½ time med bussen ind til Stirling. Der er bygget et indkøbscenter hen over vejen, så det må vi igennem, for at komme op til bymidten. Bents ur er gået i stykker, så vi afleverer det hos en guldsmed. Han lover at kigge på det mens vi udforsker byen.

Vejret er OK, overskyet men tørt.

Byen er større end vi har regnet med, meget hyggelig med gågader. Vi finder biblioteket og surfer en halv time, så vi blandt andet kan få checket bankkontoen. Vi går rundt i nogle timer, inden vi henter Bents ur igen. De kan ikke lave det. Vi finder bussen tilbage og cyklerne står der heldigvis endnu.

Vi cykler hjem og 2 minutter efter at vi er kommet indendørs begynder det at øsregne. God timing. Rart at sidde indendørs med en kop varm kaffe og kigge ud i regnen. Det regner MEGET, og bliver ved resten af dagen. Vi ser i nyhederne at der har været oversvømmelser i London, og trafikken har været forstyrret af regnen. Sent på aftenen klarer det op. Vejrudsigten lover bedre vejr i morgen.

10. august
Det er pænt vejr i dag, nogle skyer, men også lidt sol.

Susan cykler til byen og handler i Alva, vores nærmeste by, der bare består af en hovedgade med lokale forretninger.

Om eftermiddagen starter regnen igen (skrev jeg STARTER??), så om aftenen hygger vi os med en god film fra dansk tv og så laver vi en miniwhisky-smagning, så vi kan sammenligne alle de (tre) whiskies vi har "på lager". Vi har heldigvis hver sin favorit! Efter whiskysmagningen sover vi pragtfuldt!!

11. august
Det er meget diset i dag, bjergene overfor er næsten usynlige - dækket af skyer. Det er skægt at se bjergene dukke lidt frem og så forsvinde igen afhængig af hvor langt nede skyerne ligger.

Det regner, det siler stille ned, det meste af dagen. Vi bliver mest indendørs, hygger os, læser, spiller spil, ser fjernsyn og bruger computeren. Vi er begyndt at spille backgammon, ingen af os har prøvet før, så vi må have fat i reglerne nogle gange.

Vi nyder freden og roen. Det er rart at være samme sted i længere tid, på et sted hvor vi føler os godt tilpas. Vi får snakket en del, mest med "campingfatter", men også med andre. Vi lærer selvfølgelig flere mennesker at kende, når vi er længere tid på et sted.

12. august
Vejret er pænt, tørt og skyet, og enkelte steder titter blå himmel frem.

Vi kører en tur til "The Trossacs", et smukt naturområde 15 km vest for Stirling. Det er en smuk tur, men der er mange turister. Ved Loch Katerine skal vi betale for at nyde udsigten (parkere), og vi stiger ud og går en tur langs søen. Det første vi oplever er et orkester, der står og spiller - og vi troede vi skulle se flot natur!

Det er smukt nok, og vi ser et gammel dampskib komme sejlende ind til havn, i den store sø, MEN hvor er her mange turister. Ikke noget for os, så vi fortsætter af "The Trossacs Trail" og ind til Stirling. Selvom det er søndag er de store supermarkeder åbne, så vi får fyldt køleskabet op.

Stor overraskelse, da vi kommer tilbage til vores campingplads. Alle vores ting (cykler, fodtrin, stole, el m.m.) er forsvundet. Vi får besked på, at vi skal have en ny plads, så vi må vente på campingfatter. Han er ved at vise nye gæster på plads, så der går et stykke tid. Han fortæller, at græsplænen er skadet, så han vil gerne have os til at flytte til en mere tør plads.

Klokken bliver derfor 15.30 før vi får frokost.

Ved firetiden begynder det at regne og det ser ud til at blive ved... igen.

13. august
Regnvejr, regnvejr, regnvejr.

Vi vasker bilen, det pynter, når alle fluer og vejsnavs bliver fjernet. Ellers tager vi bare en hygge/ slappe af dag.

Vi sender en mail for "campingfatter", og som tak for hjælpen, laver han en fin holder til vores "optaget af autocamper-skilt", som vi kan have stående på en campingplads, hvis vi forlader pladsen og kører en tur.

14. august
Det har regnet i nat, men nu ser vi solskin, og må have solbrillerne frem på køreturen til Edinburgh.

Vi ankommer til Edinburgh ved elleve-tiden. Efter frokost tager vi bussen ind til Edinburgh. Da vi stiller os i kø til bussen, får vi lidt undervisning i engelsk kø-kultur. Vi er kommet til at stille os det forkerte sted, så vi har sprunget to engelske par over i køen. Det laver de lidt gas med, og da vi fortæller at vi ikke forstår hvad de mener, så får vi fortalt hvordan alle står pænt i kø i England, med et stort smil. Vi svarer igen ved at stille os pænt til side, da vi skal ind i bussen, så englænderne kan komme først. Så kom grinene frem igen.

Fra centrum tager vi en taxa ud til Danmarks konsulat. Vi skal have en underskrift på nogle papirer til vores hussalg. Bagefter tager vi bussen tilbage til centrum og går en tur. Vi får sendt et par postkort, og forsøger at skaffe færgebilletter til Irland, men køen er alt for lang.

Efter nogle timer tager vi tilbage til campingpladsen, for at slappe lidt af inden vi skal til Tattoo klokken 21. Det er stadig tørvejr. Vi håber at det holder tørt i aften.

Vi tager bussen ind til Edinburgh, så vi er der en time før Tatooet starter. Vi regner med at vi så kan nå at gå en tur i det gode vejr!. Vi står af bussen ved "The royal Mile", tæt ved slottet. Der står en mængde mennesker linet op på fortovet, der er afspærringer og politi. Vi regner med at der er et eller andet "event" undervejs. Det er jo festival uge i Edinburgh. Vi spørger en af kontrollørerne: Hvad er det folk står og venter på?". Vi får besked på at det er folk, som allerede har billetter til Tatooet, som bare står og venter i kø på at komme ind!! Pludselig synes vi også at det er en god ide at tilslutte os til køen - nu ved vi jo alt om engelsk køkultur.

Vi kan se at menneskemængden starter oppe ved slottet og fortsætter langt ned af vejen. En politimand styrer folk med friske bemærkninger og store smil. Folk står tålmodigt og venter, og bevarer også det gode humør - og hvordan kan man andet? Vi skal til Tatoo og vejret er vidunderligt, det er klart og tørt vejr, kun nogle få skyer og det er omkring 18 grader. Det bedste vejr, vi har set i flere dage, og så på en Tatoo-aften. Skønt!

Klokken 20.15 bliver portene åbnet og vi bevæger os i sneglefart op mod slottet. Politifolk styrer folk, så de bagfra kommende menneskemængder bliver stoppet og holder en pause, før de også kan gå frem. Det medfører at der aldrig bliver et for stort pres på folk, men at man kan gå stille og roligt op og finde sin plads. Vi skal sidde på næstøverste række på en af de store sidelægter. Fine pladser, vi kan se alt. Sæderne er små, og vi sidder tæt, men det er OK.

Inden showet starter, fortæller kommentatoren at der er folk fra hele verden til stede, og han får folk til at råbe højt, når deres land bliver nævnt. Der er ikke så mange, der råber, da han siger Sverige og Danmark, men enkelte var der dog. Vores sidemænd var fra Wales!

Det er stadig lyst, men mørket begynder at falde på. Vi kan se lysene fra Edinburgh i baggrunden, og Edinburgh Castle, flot belyst af store fakler og projektører, er med til at danne den rette stemning.

Showet begynder selvfølgelig med skotsk militærorkester med sækkepiber og trommer. De kommer marcherende ud fra slottet. Traditionelt og flot, med 200 musikere.

Et underholdende element er "The Light Division Band and Bugles". De har været brugt som frontløbere i hurtigmarcherende krige, så de spiller meget meget hurtigt, og går i il-march. Det både lyder sjovt og ser sjovt ud, men det må være utroligt anstrengende at skulle holde et så højt tempo og samtidig spille i takt!

Der er indslag med musik og sabeldans af russiske kossakker, højlandsdans accompagneret af sækkepiber, traditionel polynesisk dans, flot opvisning fra den norske konges garde, "Lord of the Dance" med irsk dans, og flere militære bands. Et tableau viser skotternes tapre deltagelse i forskellige krige. Utroligt at tænke at det vi ser i aften, har baggrund i militær og krig.

To kameramænd med store kameraer løber rundt og forsøger at optage hele showet. Det er underholdende at se, hvordan de gang på gang må kaste sig baglæns, for ikke at blive løbet ned af de hastigt fremstormende optrædende.

Aftenens show bliver vist på TV på BBC den 25 august. Vi sidder på næstøverste række på en af sidelægterne!

Som afslutning på finalen, hvor alle deltagere fylder hele scene-pladsen ud, spilles "sgu' gammelt venskab..", (de bruger en anden tekst herovre!) og alle tilskuerene krydser armene og gynger med i takt. Det ser ret fantastisk ud, når man kan se at alle er med.

Efter det fantastiske show, følger vi menneskestrømmen ud af slottet og går gennem den mørke by over til busstoppestedet. Vi når sidste bus hjem. Vejret er stadig fantastisk.

15. august
Er vi røget ind i en stime? Vejret er fint igen i dag, så vi klager ikke. Vi kører mod sydvest, forbi Glasgow og ned til Electric Brae på vestkysten. Vi har læst om et optisk fænomen, hvor det ser ud som om man kører ned ad bakke, selvom vejen i virkeligheden går opad. Det lyder lidt utroligt, det må prøves!

Vi holder pænt ind til siden, vi skal lige læse forklaringen på en sten og så efterprøve fænomenet. Det er rigtigt nok! Vi holdt helt stille og både Bent og jeg var 100% overbevist om at vi holdt med "snuden" nedad og ville trille forlæns ned ad bakke. Det gør vi ikke. Da Bent slipper bremsen, så triller vi langsomt, men sikkert baglæns - op ad bakke!!! Vi prøver et par gange med samme resultat. Underligt at sanserne kan snyde en så meget!

Vi spiser frokost på en lille rasteplads ned til vandet, med en kanonflot udsigt. Størstedelen af køreturen i dag, kører vi langs kysten med bjerge på den ene side, og havet på den anden. Vi fortsætter til Cairnryan og Stranraer og undersøger prisen på færgebilletter til Irland. Det er hurtigst (1 time) og billigst (men alligevel temmelig dyrt) at sejle over fra Cairnryan til Larne, så vi køber billetter til i morgen og finder så den nærmeste campingplads, hvor vi bare skal have en enkelt overnatning.

Vi bor lige ned til vandet og ser den smukkeste røde solnedgang og da mørket falder på har vi udsigt til lysene i Stranraer i den anden ende af bugten.

Ved ti-tiden om aftenen begynder det at regne.